Liberal Alliance stemmer i dag for oppositionens grænseforslag, fordi regeringen og Dansk Folkepartis forslag indeholder et krav om permanente grænseanlæg, som ifølge Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, er til skade for dansk erhvervsliv.
”At smække betonanlæg op ved alle grænseovergange i Danmark er et skridt i den forkerte retning mod mindre fri bevægelighed mellem de europæiske lande. Hvad bliver det næste? Kontrolposter. Det nytter ikke noget at hegne Danmark ind som et andet reservat. Vi er et lille land, der er dybt afhængig af at kunne handle med udlandet og tiltrække udenlandske virksomheder og arbejdskraft,” siger Simon Emil Ammitzbøll.
Ifølge Liberal Alliance er grænseanlæg en ineffektiv måde at stoppe den grænseoverskridende kriminalitet på og anser derfor regeringen og Dansk Folkepartis grænseforslag for at være ren symbolpolitik.
”Grænsebomme stopper ikke de kriminelle. Det er helt vanvittigt at kaste så mange penge efter bygninger, når der samtidig skæres i politistyrken på grund af manglende ressourcer. Grænseoverskridende kriminalitet kommer vi kun til livs med en større efterretningsbaseret indsats og flere patruljerende betjente,” siger Simon Emil Ammitzbøll, politisk ordfører i Liberal Alliance.