LA bevæger sig på kanten af populisme

Hvor mange gange kan man bruge de samme penge? Hvis man skal tro Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, så mindst tre

Lars Kaaber,

26/08/2010

Hvor mange gange kan man bruge de samme penge? Hvis man skal tro Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, så mindst tre.

LA mener, at efterlønnen skal afskaffes. Det synspunkt er efterhånden gledet ind på lystavlen.
Det er et godt og nødvendigt synspunkt, som LA deler med de radikale på Chr. Borg, med DA og DI i erhvervslivet og med V og K (når mikrofonerne er slukkede) OECD og vismændene, bankernes økonomer og andre mennesker med indsigt i samfundsøkonomien er tilbøjelige til at give LA ret.

Efterlønnen skal væk mener alle disse gode mennesker, for "Frem mod 2040 vil antallet af personer i Danmark på 65 år eller mere stige med 400.000. Det er en forøgelse på 50 procent i forhold til i dag. I samme periode vil antallet af erhvervsaktive falde med ca. 350.000. Det svarer til et fald på ca. 10 procent", som LA skriver på sin hjemmeside.

LA er i denne sag på sagkundskabens og fornuftens side - det er der fremtid i!

Når man følger med i LA's annoncekampagne, så blegner fornuften og populismen tager over.
I den forrige annonce fortæller Anders Samuelsen, at hvis man afskaffer efterlønnen, så kan Horsens Kommune bruge 200 millioner kroner mere på velfærd til 'de syge, de handicappede samt børn og pensionister.'

Haløjsa?? Er det offentlige forbrug ikke allerede alt for højt? Hvad med de mange flere folkepensionister og færre i den arbejdsdueelige alder om føje år? Var det ikke det problem en asfskaffelse af efterlønnen skulle løse? Næh, åbenbart ikke. I Horsens, hvor Anders Samuelsen sidder i byrådet, skal man bruge 200 millioner mere på forbrug og så kan efterlønnne jo passende holde for.

Ikke helt troværdigt, men måske bare en finke af panden. Ok og alt forladt.

Men så åbner man sin morgenberlinger og er ved at få kaffen galt i halsen. For hvad sker der her i en ny annonce?

Nu er det - efter de seneste uges udbredte regnvejr - nye kloakker i kommunerne, som en afskaffelse af efterlønnen skal finansiere: "Regeringen agter at fortsætte med statsbetalt efterløn fremfor at vedligeholde kloaksystemet', som partilederen skriver.

Nu er kæden altså hoppet helt af for Hr. Samuelsen. Det er ikke at genindføre 'fornuften i dansk politik,' som ellers er annoncekampagnens mantra. Det er på kanten af populisme.

Det er copycat af DF-politik, når det er værst. Finanslovforslaget medfører en forøgelse af det offentlige forbrug finansieret af en reduktion af overførselsindkomster - børnecheck og ulandsbistand. Dybt uansvarligt, når den helt centrale udfordring er at tøjle det offentlige forbrug.

Det er præcis den samme kvaksalvermedicin LA anviser, når kloakker og handicaphjælp skal finansieres ved at reducere overførsler til efterlønnere.

Man må kunne forvente bedre og mere gennemtænkt politik fra en partileder, som har tildelt sig selv rollen som det borgerlige Danmarks sherif.

Kilde: