Torsdag den 9. september er der premiere på filmen ”Eksperimentet”. Filmen handler om 22 børn, der i begyndelsen af 50’erne blev sendt et år til Danmark. Filmen er bygget over Tine Brylds bog fra slutningen af 90’erne ”I den bedste mening”.
En relativt nyuddannet filminstruktør ledte efter et egnet manuskript og kastede sig over det nærmeste hun kunne komme på en fortælling om hjerteskærende undertrykkelse af et etnisk mindretal udført af en brutal kolonimagt.
Og den får ikke for lidt. Her er et uddrag af Dansk Filminstituts snart et år gamle foromtale af filmprojektet, som de har støttet med 6,2 millioner kroner:
”Filmen er baseret på virkelige begivenheder: I begyndelsen af 50´erne blev 22 grønlandske børn fjernet fra deres hjem. Den danske stat havde besluttet at Grønland skulle foretage rejsen fra uudviklet jæger- og samlersamfund til velfungerende velfærdsstat på en generation, og disse børn skulle være spydspidser i det nye Grønland. Efter et års ophold i Danmark, skulle de skibes tilbage til Grønland, veluddannede, danske og oplyste. Snart skulle det vise sig, at fordanskningen havde voldsomme konsekvenser for de grønlandske børn.”
Har der virkeligt foregået den slags ting i forholdet mellem Grønland og Danmark?
Nej, naturligvis ikke. Baggrunden for ønsket om undervisning i dansk findes beskrevet her:
Før Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721 var grønlandsk det eneste sprog på øen.
Efter 1721 blev der oprettet handelsstationer op langs Grønlands vestkyst, der blev udviklet et grønlandsk skriftsprog, og der blev bygget almueskoler, hvor undervisningen udelukkende foregik på grønlandsk. Den danske holdning var, at grønlandsk sprog og kultur så vidt muligt skulle bevares. De relativt få ansatte fra Danmark blev nødt til at lære sig grønlandsk i fornødent omfang.
Det blev der ikke ændret på før efter anden verdenskrig, hvor fremtrædende grønlandske politikere forlangte, at der blev indført undervisning i dansk i den grønlandske skole. Det anså de for nødvendigt, for at løfte Grønland ud af sin sproglige isolation.
Det var således ikke "den danske stat der havde besluttet at Grønland skulle foretage rejsen fra uudviklet jæger- og samlersamfund til velfungerende velfærdsstat på en generation”, som det hævdes i Dansk Filminstituts foromtale af filmen. Det var det grønlandske politiske system, og der var ikke noget krav om, at det skulle ske på en generation.
Else Lidegaard har skrevet følgende om indførelse af undervisning i dansk i den grønlandske skole:
”Resultatet var en klassedeling, der mindre var baseret på begavelse end på danskkundskaber. En deling der, næsten automatisk, også førte til en social opdeling. Det er på denne baggrund, man skal søge at forstå det initiativ, Tine Bryld har beskrevet i sin interviewbog: I den bedste mening (Atuakkiorfik 98). 50'ernes Grønland var endnu præget af tuberkulose og mange steder stor nød. Mistede en fangerkone sin forsørger, var både hun og børnene ilde stedt...”
Man stod derfor - ikke mindst på grund af tuberkulosen - med et stigende antal små og større børn, der skulle tages vare på af det offentlige. De skulle på børnehjem eller på anden måde anbringes i pleje.
Else Lidegaard skriver videre:
”Med kristendommen indførte vi vores menneskesyn, med krav om varetagelse af "disse mine mindste små", som nogle århundreder senere igen førte til den tanke, at give nogle af de underprivilegerede børn, som levede på kanten af samfundet, chancen for en social opstigning, alene ved at give dem mulighed for at lære det danske sprog. Man valgte så godt, man kunne og gav børnene et ophold i Danmark i, hvad man som dansker anså for så gode danske plejehjem som muligt. I løbet af året lærte de dansk, og glemte stort set deres grønlandsk. Det sidste skulle nu nok hurtigt være kommet igen, hvis de var kommet tilbage til et rent grønlandsk miljø. Men hvilke menneskelige omkostninger ville det have medført at vende tilbage til et liv i stor fattigdom og ofte direkte nød, når man var blevet vant til en ordnet tilværelse i den danske velfærd? Og hvad var der blevet af det nys tilegnede danske sprog, som skulle sikre disse børn en anderledes fremtid fuld af muligheder? I et land, hvor det traditionelle fangererhverv oven i købet var på retur, ville de fleste mene, at det bedste valg for børnene var at forblive i den danske sammenhæng.
Så kom børnene på børnehjem. Med en leder der, med vores øjne, men ikke med tidens, fejlagtigt så det grønlandske sprog som den egentlige trussel mod hele eksperimentets lykkelige udgang.. Og derfor forbød børnene at tale det. Deres videre skæbne kan man følge hos Tine Bryld. Den adskiller sig næppe meget fra 22 andre tilfældigt valgte grønlænderes fra den tid. Måske mest ved at de fleste af dem overlevede, siger mange mennesker i Grønland i dag.”
Måske mest ved at de fleste af dem overlevede
Jeg kender et af disse 22 børn. Og vedkommende frabad sig i utvetydige vendinger at blive beskrevet som offer, da Tine Bryld førte sig frem med sin bog.
Om selve sagen ved jeg dette:
Man havde et stigende antal børn, der var blevet eller skulle fjernes fra deres familie af forskellige sociale årsager. Dem ville man gerne give den samme mulighed for en uddannelse, som mere velstillede familiers børn havde, og det indebar, at de skulle lære dansk.
Jeg gætter på, det var Red Barnet i Grønland, der kom med forslaget om, at man kunne sende børnene et år til Danmark, hvor de ville blive placeret i familiepleje. Forslaget blev gennemført med godkendelse af det daværende Grønlands Landsråd. Staten var, så vidt jeg har kunnet opklare, kun involveret på den måde, at man sagde god for projektet, da det var godkendt af Grønlands Landsråd.
Det har været fremhævet som en speciel katastrofe, at børnene under opholdet i Danmark mistede deres grønlandske sprog. De kunne ikke tale med deres egen familie, da de kom tilbage. At det kan forbavse og forarge i Danmark, skyldes mangel på viden. Min kone kom til Danmark i halvtredserne et par år senere end de her nævnte børn. Hendes forældre var nede på uddannelse. Hun mistede sit grønlandske sprog under opholdet, men fik det igen, da hun kom hjem til Grønland og blev sat til at lege med en af sine tidligere veninder, der kun talte grønlandsk. Resultatet var at de alle tre (hende, der blev sendt ned som en af de 22 "børnehjemsbørn" min kone og hendes veninde) - som hundredvis af mere velstillede børn i den periode - blev perfekt tosprogede og fik gode uddannelser.
På de betingelser har sandheden trange kår
Men den slags udredninger, som de her gengivne, har ingen interesse.
Sandheden har trange kår, for historien kan bruges. Nogle vil have undskyldninger, andre vil have erstatninger. Nogle mener bare, at Danmark er et kolonialistisk lorteland og andre har en interesse i at ”dokumentere” at Danmark har behandlet grønlænderne lige så skidt som de behandler de afviste irakiske asylansøgere. Og så er der selvfølgelig filmfolkene, der gerne vil skrue forventningerne op i højeste gear til deres kommende film.
Skidegodt, Egon?
Benny fra Olsen Banden – Morten Grunwald - er i en udtalelse til Atuagalliutit/Grønlandsposten (22/7.09) meget bramfri i sin fordømmelse af Danmark i denne sag:
"- At forsøge at fratage så fint et folkefærd deres identitet og sprog, er sgu da en dødssyg idé ... (det) kan sammenlignes med den måde vi i Danmark behandler vores indvandrere og flygtninge på."
Han var lige et smut i Nuuk i forbindelse med filmoptagelserne - for første gang i Grønland - og var på det nærmeste over en nat blevet specialist i Grønlandske samfundsforhold og danske svinestreger.
Er det godt gået, Benny?
En relativt nyuddannet filminstruktør ledte efter et egnet manuskript og kastede sig over det nærmeste hun kunne komme på en fortælling om hjerteskærende undertrykkelse af et etnisk mindretal udført af en brutal kolonimagt.
Og den får ikke for lidt. Her er et uddrag af Dansk Filminstituts snart et år gamle foromtale af filmprojektet, som de har støttet med 6,2 millioner kroner:
”Filmen er baseret på virkelige begivenheder: I begyndelsen af 50´erne blev 22 grønlandske børn fjernet fra deres hjem. Den danske stat havde besluttet at Grønland skulle foretage rejsen fra uudviklet jæger- og samlersamfund til velfungerende velfærdsstat på en generation, og disse børn skulle være spydspidser i det nye Grønland. Efter et års ophold i Danmark, skulle de skibes tilbage til Grønland, veluddannede, danske og oplyste. Snart skulle det vise sig, at fordanskningen havde voldsomme konsekvenser for de grønlandske børn.”
Har der virkeligt foregået den slags ting i forholdet mellem Grønland og Danmark?
Nej, naturligvis ikke. Baggrunden for ønsket om undervisning i dansk findes beskrevet her:
Før Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721 var grønlandsk det eneste sprog på øen.
Efter 1721 blev der oprettet handelsstationer op langs Grønlands vestkyst, der blev udviklet et grønlandsk skriftsprog, og der blev bygget almueskoler, hvor undervisningen udelukkende foregik på grønlandsk. Den danske holdning var, at grønlandsk sprog og kultur så vidt muligt skulle bevares. De relativt få ansatte fra Danmark blev nødt til at lære sig grønlandsk i fornødent omfang.
Det blev der ikke ændret på før efter anden verdenskrig, hvor fremtrædende grønlandske politikere forlangte, at der blev indført undervisning i dansk i den grønlandske skole. Det anså de for nødvendigt, for at løfte Grønland ud af sin sproglige isolation.
Det var således ikke "den danske stat der havde besluttet at Grønland skulle foretage rejsen fra uudviklet jæger- og samlersamfund til velfungerende velfærdsstat på en generation”, som det hævdes i Dansk Filminstituts foromtale af filmen. Det var det grønlandske politiske system, og der var ikke noget krav om, at det skulle ske på en generation.
Else Lidegaard har skrevet følgende om indførelse af undervisning i dansk i den grønlandske skole:
”Resultatet var en klassedeling, der mindre var baseret på begavelse end på danskkundskaber. En deling der, næsten automatisk, også førte til en social opdeling. Det er på denne baggrund, man skal søge at forstå det initiativ, Tine Bryld har beskrevet i sin interviewbog: I den bedste mening (Atuakkiorfik 98). 50'ernes Grønland var endnu præget af tuberkulose og mange steder stor nød. Mistede en fangerkone sin forsørger, var både hun og børnene ilde stedt...”
Man stod derfor - ikke mindst på grund af tuberkulosen - med et stigende antal små og større børn, der skulle tages vare på af det offentlige. De skulle på børnehjem eller på anden måde anbringes i pleje.
Else Lidegaard skriver videre:
”Med kristendommen indførte vi vores menneskesyn, med krav om varetagelse af "disse mine mindste små", som nogle århundreder senere igen førte til den tanke, at give nogle af de underprivilegerede børn, som levede på kanten af samfundet, chancen for en social opstigning, alene ved at give dem mulighed for at lære det danske sprog. Man valgte så godt, man kunne og gav børnene et ophold i Danmark i, hvad man som dansker anså for så gode danske plejehjem som muligt. I løbet af året lærte de dansk, og glemte stort set deres grønlandsk. Det sidste skulle nu nok hurtigt være kommet igen, hvis de var kommet tilbage til et rent grønlandsk miljø. Men hvilke menneskelige omkostninger ville det have medført at vende tilbage til et liv i stor fattigdom og ofte direkte nød, når man var blevet vant til en ordnet tilværelse i den danske velfærd? Og hvad var der blevet af det nys tilegnede danske sprog, som skulle sikre disse børn en anderledes fremtid fuld af muligheder? I et land, hvor det traditionelle fangererhverv oven i købet var på retur, ville de fleste mene, at det bedste valg for børnene var at forblive i den danske sammenhæng.
Så kom børnene på børnehjem. Med en leder der, med vores øjne, men ikke med tidens, fejlagtigt så det grønlandske sprog som den egentlige trussel mod hele eksperimentets lykkelige udgang.. Og derfor forbød børnene at tale det. Deres videre skæbne kan man følge hos Tine Bryld. Den adskiller sig næppe meget fra 22 andre tilfældigt valgte grønlænderes fra den tid. Måske mest ved at de fleste af dem overlevede, siger mange mennesker i Grønland i dag.”
Måske mest ved at de fleste af dem overlevede
Jeg kender et af disse 22 børn. Og vedkommende frabad sig i utvetydige vendinger at blive beskrevet som offer, da Tine Bryld førte sig frem med sin bog.
Om selve sagen ved jeg dette:
Man havde et stigende antal børn, der var blevet eller skulle fjernes fra deres familie af forskellige sociale årsager. Dem ville man gerne give den samme mulighed for en uddannelse, som mere velstillede familiers børn havde, og det indebar, at de skulle lære dansk.
Jeg gætter på, det var Red Barnet i Grønland, der kom med forslaget om, at man kunne sende børnene et år til Danmark, hvor de ville blive placeret i familiepleje. Forslaget blev gennemført med godkendelse af det daværende Grønlands Landsråd. Staten var, så vidt jeg har kunnet opklare, kun involveret på den måde, at man sagde god for projektet, da det var godkendt af Grønlands Landsråd.
Det har været fremhævet som en speciel katastrofe, at børnene under opholdet i Danmark mistede deres grønlandske sprog. De kunne ikke tale med deres egen familie, da de kom tilbage. At det kan forbavse og forarge i Danmark, skyldes mangel på viden. Min kone kom til Danmark i halvtredserne et par år senere end de her nævnte børn. Hendes forældre var nede på uddannelse. Hun mistede sit grønlandske sprog under opholdet, men fik det igen, da hun kom hjem til Grønland og blev sat til at lege med en af sine tidligere veninder, der kun talte grønlandsk. Resultatet var at de alle tre (hende, der blev sendt ned som en af de 22 "børnehjemsbørn" min kone og hendes veninde) - som hundredvis af mere velstillede børn i den periode - blev perfekt tosprogede og fik gode uddannelser.
På de betingelser har sandheden trange kår
Men den slags udredninger, som de her gengivne, har ingen interesse.
Sandheden har trange kår, for historien kan bruges. Nogle vil have undskyldninger, andre vil have erstatninger. Nogle mener bare, at Danmark er et kolonialistisk lorteland og andre har en interesse i at ”dokumentere” at Danmark har behandlet grønlænderne lige så skidt som de behandler de afviste irakiske asylansøgere. Og så er der selvfølgelig filmfolkene, der gerne vil skrue forventningerne op i højeste gear til deres kommende film.
Skidegodt, Egon?
Benny fra Olsen Banden – Morten Grunwald - er i en udtalelse til Atuagalliutit/Grønlandsposten (22/7.09) meget bramfri i sin fordømmelse af Danmark i denne sag:
"- At forsøge at fratage så fint et folkefærd deres identitet og sprog, er sgu da en dødssyg idé ... (det) kan sammenlignes med den måde vi i Danmark behandler vores indvandrere og flygtninge på."
Han var lige et smut i Nuuk i forbindelse med filmoptagelserne - for første gang i Grønland - og var på det nærmeste over en nat blevet specialist i Grønlandske samfundsforhold og danske svinestreger.
Er det godt gået, Benny?
