Kvindekvoter på Wikipedia?

LEDER: Det brugerstyrede internetleksikon Wikipedia kan konstatere en bemærkelsesværdig kønssammensætning blandt sine bidragydere: Kun knap 13 proc...

Ole Birk Olesen,

01/02/2011

LEDER: Det brugerstyrede internetleksikon Wikipedia kan konstatere en bemærkelsesværdig kønssammensætning blandt sine bidragydere: Kun knap 13 procent er kvinder. Hvilket usynligt "glasloft" holder mon kvinderne nede, så de ikke kan være med til at påvirke netsurfernes opfattelse af berømte personer og skelsættende begivenheder via det i dag mest benyttede leksikon i verden? Hvilke mandenetværk har vel etableret den "Rip, Rap og Rup-effekt", som gør, at kvinder slet ikke kan komme til, men blot må se til fra sidelinjen, mens mændene styrer Wikipedia?

Javel, vi indrømmer - spørgsmålene er retoriske. De tjener intet andet formål end at udstille, at simple konstateringer af forskelle i kønnenes tilstedeværelse i forskellige fora ikke kan bruges som dokumentation for, at der er hverken et glasloft eller en Rip, Rap og Rup-effekt, som holder kvinder nede. For der er absolut intet, som forhindrer, at kvinder kan bidrage lige så aktivt til Wikipedia, som mænd gør. Der er fri adgang for alle. Man kan sågar vælge helt kønsneutrale brugernavne, hvis man har en mistanke om, at kvinder bliver diskrimineret i systemet. Og dog er forskellen der.

Kunne det måske hænge sammen med, at der simpelthen er generelle forskelle på kvinder og mænd og deres prioriteter i livet? Synes mænd måske, det er sjovt og givende at føle/bilde sig ind, at de påvirker den store verden omkring dem, og i det hele taget at gøre sig bemærket? Synes kvinder måske, at der er andre ting i det nære liv, som de hellere vil foretage sig/hvor det er mere indlysende, at man faktisk gør en forskel for virkelige mennesker? Vi vover at svare med et forsigtigt, men trefoldigt ja.

Er der måske andre områder af samfundslivet, hvor det forholder sig på samme vis med mænd og kvinder? Hvor de også har forskellige opfattelser af, hvad der er værd at bruge værdifuldt liv på?

Nej, nej, nej! Lad os hellere snakke om glasloft og Rip, Rap og Rup-effekt. Det er mere trygt ...

Kilde: