Denne artikel var skrevet til JP (klumme) i søndags
I søndagens udgave af Jyllandsposten var der ikke mindre end fire læserbreve om kønsligestillingen i erhvervslivets bestyrelser. Det blev dog ikke ved en overordnet debat, for endnu en gang blev vejen lagt forbi et meget omdiskuteret middel til at opnå en større ligestilling i bestyrelserne; de såkaldte kvindekvoter.
Det første læserbrev var fra Birgit Aagaard-Svendsen, som er formand for Komitéen for god Selskabsledelse. Hun mente ikke, at kvindekvoter var vejen frem. Hun opfordrede i stedet virksomhederne til at fastsætte mål for mangfoldighed, mens kvindekvoter blot vil skabe konflikt med kvalifikationskravet. Derudover mente hun, at der var to yderligere forhold, som skulle på plads: Kvindernes ambitioner og vilje til at forfølge dem samt samfundets fleksibilitet – f.eks. åbningstider og muligheden for at ”outsource” husholdningsrelaterede opgaver. Det andet læserbrev var fra Jens Klarskov, som er administrerende direktør i Dansk Erhverv. Han var imod alle former for statslige indgreb i de private virksomheders interne forhold, hvilket også inkluderede kønskvoter. Han var dog inde på de samme problemstillinger som Birgit Aagaard-Svendsen, nemlig at topjob simpelthen ikke er attraktive for kvinder, hvilket, ifølge ham, skyldes, at mange kvinder prioriterer familielivet højt.
Det tredje læserbrev var fra Mari Teigen, som er Forskningsleder ved Institutt for samfunnsforskning i Oslo. Hun talte for kønskvoterne, som allerede er indført i Norge. Den tilsyneladende succesfulde kønskvotering har affødt debat i resten af Europa og den er årsagen til, at der nu er kønskvoter/kvindekvoter på vej i mange andre europæiske lande. Det fjerde læserbrev var fra Britta Thomsen, som er medlem af Europaparlamentet for Socialdemokratiet. Hun var stort set inde på det samme som Mari Teigen; at Danmark sakker bagud, fordi alle de andre europæiske lande er i gang med at indføre deres egne kønskvoter/kvindekvoter, og at EU-Kommissionen ligeledes er i færd med at udarbejde et direktiv.
"Argumentum ad populum" er latin for ”bevis for folket”, det betyder, at hvis mange er af den samme overbevisning, så er det tilsyneladende rigtigt - altså ligesom når ens børn kommer med undskyldningen ”Jamen, alle de andre gjorde det også!”. Den holder ikke, når vores børn bruger den, og den holder heller ikke, når politikerne bruger den. Fordi vores europæiske naboer mener, at kvindekvoter eller kønskvoter er vejen frem, betyder det ikke, at vi skal gå samme vej.
Mari Teigen omtaler kønskvoterne i Norge som en kæmpe sejr for ligestillingen, men lad os lige se lidt nærmere på tallene. I 2003 besluttede det norske parlament, at fra og med år 2008 skulle 40% af bestyrelsesposterne i de såkaldte ASA-selskaber være besat af kvinder. I implementeringsperioden(2003-2008) steg antallet af bestyrelsesposter til kvinder med 614 poster fordelt på 403 nye kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Udover at antallet af lige præcis ASA-selskaber faldt med 43% fra år 2002 til 2010, er det også tydeligt, at der kun er ganske få kvinder, som er erfarne og kompetente nok til at besætte bestyrelsesposter, da man har erfaret, at en meget lille gruppe norske kvinder sidder på en stor del af bestyrelsesposterne. Man taler her om de såkaldte ”Guldskørter”, som er en gruppe på 36 kvinder, der tilsammen sidder på mere end 130 bestyrelsesposter. Altså 6% af alle kvindelige bestyrelsesmedlemmer sidder på cirka 16% af kvindernes bestyrelsesposterne. Derudover skal det lige siges, at mange af de nye norske kvindelige bestyrelsesmedlemmer faktisk slet ikke er nordmænd – man har fået en del fløjet ind fra udlandet.
Jeg går absolut ind for ligestilling. Jeg går ind for, at alle bliver behandlet lige for loven, men det er jo netop det stik modsatte, der finder sted, når man indfører kvindekvoter. Kvindekvoter er særbehandling og har absolut intet med ligestilling at gøre – hvorfor skal kvinder have en særlig ret til 40% af bestyrelsesposterne, fordi de er kvinder? Min reaktion ville være den samme, hvis man foreslog mandekvoter. Da jeg arbejdede i Bestseller, var jeg omgivet af rigtig mange kvinder, og jeg er derfor slet ikke i tvivl om, at kvinder kan være mindst ligeså kompetente og talentfulde som mænd. Men kvindekvoter er på ingen måde et udtryk for, at mænd og kvinder er lige, det er faktisk et udtryk for det modsatte. Hvis vi oprigtigt ønsker ligestilling, skal vi behandle mænd og kvinder ens og lade dem bestride de bestyrelses- og ledelsesposter, de fortjener, udelukkende på baggrund af deres kompetencer, evner og kvaliteter. En kvinde skrev engang nedenstående kommentar på Politikens debatside:
”Som økonom og karrierekvinde i midten 20′erne kan jeg kun give Holmboe ret. Vi har præcis samme muligheder som mænd. I øvrigt har jeg længe ærgret mig over debatten om ligestilling. Jeg ville finde det ydmygende at blive ansat på grund af mit køn, blot fordi en virksomhed skal opretholde en kvote. Det er i mine øjne omvendt kønsdiskriminering. Skal vi så også have kvindelig værnepligt? Nej, vel?””
Denne kommentar belyser netop min problemstilling; positiv særbehandling er ikke ligestilling. Positiv særbehandling er faktisk en diametral modsætning til ligestilling. At give kvinder særlig ret til at besætte 40% af bestyrelsesposterne gavner på ingen måde ligestillingen, det udstiller blot kvinderne som ofre, der hjælpes igennem tilværelsen, hvilket vil være en skam for de kvinder, der rent faktisk fortjener en bestyrelsespost på baggrund af sine kvalifikationer.
Mit indtryk af bestyrelseslokalerne er ikke røgfyldte mandeklubber, hvor alle kvinder bliver stoppet ved indgangen, men jeg har til gengæld ofte oplevet, at der simpelthen ikke er ret mange kvinder, der søger de højtstående poster. Jeg har selvfølgelig en idé om, hvorfor det ikke sker, og det hænger måske bare sammen med, at kvinder har andre prioriteringer og præferencer i livet? Jeg vil uanset hvad arbejde for, at man her i det 21. århundrede ansætter mennesker og ikke mænd og kvinder. Måske er det også det, Britta Thomsen og Mari Teigen forsøger at opnå, men så er deres fremgangsmåde yderst forfejlet.
Udover at kvoter som idé er diskriminerende, så har vi jo også en grundlæggende problem ved at inddrage private virksomheders ret til at bestemme i eget hus. Hvis en bestyrelse for et dameblad udelukkende vil ansætte damer, så kan der jo være et ræsonnement i det, og det er ikke statens opgave at blande sig i driften af private virksomheder. Dette er netop også diskriminering af de virksomheder, som har valgt at bestyrelserne har en bestemt sammensætning. Lad os nu få fokus på ligestilling, og lade være med at forskelsbehandle i ligestillingens navn.
Vi skal sikre ægte ligestilling – ægte lighed for loven.
