Man fattes ord. Faktisk troede jeg, det var en joke, da jeg først læste Louise Benners opslag.
Her er det så, at SØD underviser siger, at vi skal tage æblet op til øjnene og kigge grundigt på det. Jeg skæver kort til min sidemand, som allerede sidder helt skeløjet og vender og drejer æblet foran sig, og så følger jeg trop. Et æble er faktisk lidt som et landskab, kan jeg fortælle… eller en planet. Man tror måske, det bare er rødt eller grønt. Men – og hold nu godt fast – det kan faktisk også være en blanding! Der kan være plamager af rødt, pletter af grønt, og hvordan ser en stilk egentlig ud – og hvilken betydning har det eventuelt for menneskeheden?
...
På ingen måde havde jeg set det komme, at vi nu bliver opfordret til at lugte til og se på vores tis ved næste toiletbesøg. For tis kan nemlig også tale… det må være det, man kalder tislyden. Dit tis fortæller dig, hvordan du har det.
Kom så, lad os alle sige i kor: "Der er skåret ind til benet. Vi kan ikke skære nogen steder".
