"Grundlæggende har menneskers levestandard og omfanget af ulighed meget lidt med hinanden at gøre. Det første måler man typisk som bruttonationalprodukt (eller et andet mål for indkomst eller produktion) per indbygger og justeret for forskelle i købekraft på tværs af lande. Det fortæller, hvor meget mennesker har at leve for.
Det andet opgør man ofte som den såkaldte »Gini-koefficient« - et mål, der angiver den procentvise forskel i indkomster (eller formuer) i forhold til en fuldstændig lige fordeling. Man behøver ikke at filosofere meget over de to for at kunne indse, at de slet ikke måler det samme, hverken logisk eller i praksis. Om min mave er fuld eller tom er ret vigtigt for min levestandard, om min nabo har en større, dyrere bil betyder i sig selv intet for den."