Ugebrevet A4 lavede for nylig en rundspørge, der dokumenterede, at der er udbredt selvcensur i dansk kunst og kulturliv. Hovedsageligt undgår kunstnere og forfattere at støde folk på deres religion og etnicitet.
Det fik forfatteren Kristian Bang Foss til at skrive et udmærket indlæg til Information: Selvcensur fører til dårlig kunst.
Hvis mange kunstnere censurerer sig selv, så dikterer økonomisk logik, at der bliver flere penge til dem, der ikke gør - hvis ellers der er et marked for det. ;) Noget, som ikke er fair over for kunstnere som helhed, men som også kommer frem i artiklen, er, at mange kunstnermiljøer kører samme kapløb om at være mere ´rigtig´ og mere utopisk som mange venstreekstreme aktivister.
Noget andet, der også kommer frem i artiklen er, at offermentaliteten trives i kunstnermiljøer (og her minder de igen om venstreekstreme samt visse dele af arabisk kultur). Der har aldrig været et kunstnermiljø i historien, som ikke har set det omgivende samfund som et filister-samfund. “Samfundet er barbarisk og går ikke op i kunst, og derfor er det svært for os kunstnere at leve”, synes devisen at være. (Men hvis man ser på kunsts funktion i samfundet; et nyt maleri versus, say, en ny bil, [Oscar Wilde: “All art is quite useless.”] så opdager man, at samfundet går rigtig, rigtig meget op i kunst.)
Så det er klart, at udsender man et spørgeskema, hvor kunstnerne kan få lov at tanke noget offermentalitet, men som samtidig indeholder en integrations-/islamkritik, så ved de ikke, hvilket ben de skal stå på. Denne tilstand kaldes også kognitiv dissonans, og her er vi fremme ved det, der nok egentlig er sket: Man har sendt kunstnerne et spørgeskema, hvor de har kunnet genkende en del af deres verdensforståelse. Men man har kædet den del, der ræsonnerer med deres selvforståelse (offerrollen) sammen med en del, som ikke ræsonnerer med deres selvforståelse (integrations-/ islamkritik).Og så er der åbenbart ikke ret mange, som har haft overblikket til at sige, “Hallo! For mig er det her altså en non sequitur. - Mit verdensbillede går på tværs af den sammenkobling I har lavet.”
Man kunne spørge sig selv, om det så var fordi de var dumme, men personligt tror jeg på, at kunstnere har en IQ over gennemsnittet (om end ikke meget over gennemsnittet - jeg er ikke ude i romantisering). Jeg tror snarere, at svaret skal findes i, at det venstre-utopiske verdensbillede ikke hænger helt så godt sammen med virkeligheden, som det kunne gøre: At det er svært at overskue hvornår det er ok at se virkeligheden i øjnene, og hvornår man skal sætte rationaliseringshjulene i gang, sådan at integrations- og islamproblemer verden over fortsat kan være VKOs skyld. ;)
Det fik forfatteren Kristian Bang Foss til at skrive et udmærket indlæg til Information: Selvcensur fører til dårlig kunst.
Hvis mange kunstnere censurerer sig selv, så dikterer økonomisk logik, at der bliver flere penge til dem, der ikke gør - hvis ellers der er et marked for det. ;) Noget, som ikke er fair over for kunstnere som helhed, men som også kommer frem i artiklen, er, at mange kunstnermiljøer kører samme kapløb om at være mere ´rigtig´ og mere utopisk som mange venstreekstreme aktivister.
Noget andet, der også kommer frem i artiklen er, at offermentaliteten trives i kunstnermiljøer (og her minder de igen om venstreekstreme samt visse dele af arabisk kultur). Der har aldrig været et kunstnermiljø i historien, som ikke har set det omgivende samfund som et filister-samfund. “Samfundet er barbarisk og går ikke op i kunst, og derfor er det svært for os kunstnere at leve”, synes devisen at være. (Men hvis man ser på kunsts funktion i samfundet; et nyt maleri versus, say, en ny bil, [Oscar Wilde: “All art is quite useless.”] så opdager man, at samfundet går rigtig, rigtig meget op i kunst.)
Så det er klart, at udsender man et spørgeskema, hvor kunstnerne kan få lov at tanke noget offermentalitet, men som samtidig indeholder en integrations-/islamkritik, så ved de ikke, hvilket ben de skal stå på. Denne tilstand kaldes også kognitiv dissonans, og her er vi fremme ved det, der nok egentlig er sket: Man har sendt kunstnerne et spørgeskema, hvor de har kunnet genkende en del af deres verdensforståelse. Men man har kædet den del, der ræsonnerer med deres selvforståelse (offerrollen) sammen med en del, som ikke ræsonnerer med deres selvforståelse (integrations-/ islamkritik).Og så er der åbenbart ikke ret mange, som har haft overblikket til at sige, “Hallo! For mig er det her altså en non sequitur. - Mit verdensbillede går på tværs af den sammenkobling I har lavet.”
Man kunne spørge sig selv, om det så var fordi de var dumme, men personligt tror jeg på, at kunstnere har en IQ over gennemsnittet (om end ikke meget over gennemsnittet - jeg er ikke ude i romantisering). Jeg tror snarere, at svaret skal findes i, at det venstre-utopiske verdensbillede ikke hænger helt så godt sammen med virkeligheden, som det kunne gøre: At det er svært at overskue hvornår det er ok at se virkeligheden i øjnene, og hvornår man skal sætte rationaliseringshjulene i gang, sådan at integrations- og islamproblemer verden over fortsat kan være VKOs skyld. ;)
