Kunne politiet overhovedet hjælpe.

At det var hans søn, som Anders Samuelsen betalte en narkotikagæld for kommer ikke som nogen overraskelse for mig

Kjeld Flarup,

07/11/2011

At det var hans søn, som Anders Samuelsen betalte en narkotikagæld for kommer ikke som nogen overraskelse for mig. AS har ofte på møder og på facebook refereret til hvor stolt han var, over hvor godt det gik hans søn, måske også lidt mere end naturlig er, og nu har vi forklaringen.

Det er tilsyneladende lykkedes at få sønnen ud af et misbrug og på ret køl, noget som man ikke hører om så tit. I den forbindelse har fortiden så truet med at hive ham ned igen. Hvis han ikke havde fået hjælp af sin far eller andre, så var han måske blevet tvunget til at være narkokurer eller det som er værre.

Hvad er det lige, at rockerne får ud af at opkræve dummebøder og forfølge narkogæld, pengene er ikke det vigtigste. Det har givet været en stor skuffelse at gælden blev betalt, for afdragsordninger i form af kriminelle aktiviteter er langt mere givtige. Selvom gælden er betalt, så er problemet langt fra løst. Som forælder skal man ikke tro, at man bare kan betale og så er barnet reddet, han eller hun skal også hjælpes ud af det dårlige miljø, som de er kommet i og de skal have maksimal støtte til at skabe en ny tilværelse.

Kun at betale er det samme som at støtte narkobagmænd. Man tror at man har hjulpet, men et par måneder senere er knægten i samme suppedas. At dømme efter AS's stolthed så er det faktisk lykkedes at få sønnen ud af miljøet.

Nu er det så det store spørgsmål, hvorfor ikke lade politiet klare det her. Hvad skulle politiet egentligt kunne gøre? Jeg er ret sikker på at det ville koste det offentlige langt mere end 20.000 Kr. at hjælpe sønnen. Alene beskyttelsesopgaven hvordan vil de klare den. Skal der afsættes en livvagt? Eller skal de som han skylder penge sættes i fængsel. I så tilfælde hvem og hvor mange, vi har jo med en stor bande at gøre så principielt skal der sættes et par hundrede mennesker i fængsel. Og hvilke beviser er der så for det? Endelig kunne de give han en ny identitet, men hvordan skulle familien så kunne bakke ham op.

Jo Samuelsen og søn kunne godt have valgt at gå til politiet for at få hjælp, men helt ærligt så tror jeg ikke at de havde fået den. Og her skal vi lige tænke på, at en ung mand der lige er blevet hevet ud af et misbrug altså ikke har ret mange ressourcer. Misbruget er en ting, men bagved et misbrug ligger der andre problemer, ofte psykiske, der gør at personen ikke besidder de sammen ressourcer og kampgejst som vi andre.

Vi der er fit for fight ville sikkert tage kampen op, men vi ville hurtigt opdage at det ville tære hårdt på vores overskud. Konstant skal man rende politiet på dørene. Konstant skal man være bange for at der kommer et tæskehold. Konstant skal man i retten og vidne, og blive konfronteret med mennesker på tilhørerrækkerne som man kan risikeret at møde dagen efter. Overfor det vil selv den stærkeste bukke under – så hvordan vil det ikke gå en ung mand med masser af andre problemer.

Kan man stole på politiet hvis man kommer i sådan en situation. Helt ærligt nej. Jeg er sikker på at de vil gøre hvad de kan for at hjælpe, men de har simpelthen ikke ressourcerne og retsmidlerne. Det er den sørgelige sandhed.

I virkeligheden er det jo ikke politiet unge mennesker med misbrugsproblemer skal søge hjælp hos, det er læger de skal i kontakt med. Men lov om euforiserende stoffer gør det hele til en politisag. Det er det der er kernen i denne historie, at inden den unge mand kan få fred til at løse sine problemer, skal han trækkes igennem en kæmpemæssig juridisk mølle. Systemet har spillet fallit, men privat kunne 20.000 Kr. løse denne del af sagen, så den unge mand kunne koncentrere sig om det vigtigste, nemlig sine egne problemer.

PS: Jeg kender hverken Anders Samuelsen eller hans søn personlig eller kender til de konkrete hændelser der ligger bag. Denne artikel er skrevet ud fra hvad jeg ved om konsekvenserne af lov om euforiserende stoffer, og hvad enhver anden forælder kan risikere at blive udsat for.

Kilde: