"Kun hvert andet barn brugte sikkerhedsbriller"

Nytårsaften nærmer sig, og det gør også ammestue-historierne om hvor galt det kan gå når børn bruger fyrværkeri

Ikke angivet Ikke angivet,

30/12/2014

Nytårsaften nærmer sig, og det gør også ammestue-historierne om hvor galt det kan gå når børn bruger fyrværkeri. Den konkrete artikel opremser to facts, først at kun hvert andet barn brugte sikkerhedsbriller, dernæst at 53 børn kom til skade i forbindelse med affyring af nytårsskyts i 2013.

Problemet er bare, at de to observationer intet har med hinanden at gøre. Bemærk, der står ikke "53 børn fik øjenskader". Der var sikkert børn som fik hånden beskadiget, andre vred om på foden og en tredje fik sikkert forbrændinger. Men brug af sikkerhedsbriller beskytter ikke nødvendigvis dit barn mod fyrværkeri-skader!

Kære journalister, i 2015 ønsker jeg mig at I dropper jeres ammestue-snik-snak og begynder at tale til os læsere som voksne mennesker som er i stand til at tage ansvar for vores egne børn.

Kære forældre: Hvis I vil lære jeres børn at omgås nytårsskyts, så brug en halv time på jeres børn. Gå ud i haven og affyr en masse nytårsskyts, den oplæring er langt mere effektiv end sikkerhedsbriller og formaninger.

Kære politikere: Drop de mest rigide af jeres regler om handel med fyrværkeri. Opstramningerne var en panikhandling efter en tragisk ulykke på en fyrværkerifabrik i Seest. Get real. Når der handles fyrværkeri, taler vi ikke om fyrværkerifabrikker med en 40 fods-container, men om lokale handlende med små lagre af fyrværkeri. Efter jeres opstramninger har de handlende blandt andet måttet reducere deres lagre til nærmest ingenting og have butik og lager på to forskellige steder. Udvalget for forbrugerne er deprimerende og priserne er steget markant for at dække omkostningerne ved de politiske krav.

Fyrværkeri-loven er endda blevet strammet yderligere, så det nu kun er lovligt at affyre 6 dage om året, mod tidligere 5 uger i året. Jeg kalder det for en ammestue-lov lavet af gamle grædekoner.

De konkrete stramninger af fyrværkeriloven er blandt andet:

* Pgf 2, Stk. 3. Fyrværkeri beregnet til anvendelse af forbrugere må kun sælges i detailsalg i perioden 1. – 31. december. ... Stramning: "1. – 31. december" til: "15. – 31. december".
* Pgf 2, Stk. 4. Fyrværkeri beregnet til anvendelse af forbrugere må kun anvendes i perioden 1. december – 5. januar. ... Stramning: "1. december – 5. januar" til: "27. december – 1. januar".

Det er symptomatisk for vores samfund at en ulykke bruges til at gøre livet lidt mere surt for alle. En fjer bliver til fem høns. En ulykke på en fyrværkerifabrik bliver til et generelt krav mod både fabrikker, forhandlere og forbrugere.

Og værre: Selve kulturen -- måden vi danskere fejrer nytår på, med fyrværkeri -- trædes under fode.