Det er utroligt, at høre kulturpersonligheder klynke over – og vover at klage over, at de kun får 5 milliarder på finansloven.
”Den danske kulturmafia” skal være opmærksomme på, at mange skatteydere prioriterer andre offentligt støttede institutioner højere end kultur. Vi er nogle betalere der mener, at pengene kunne bruges til andre formål. F.eks. forbedrer servicen og kvaliteten på hospitalerne, ældreomsorgen og undervisningen.
Pengene ville, set fra mit sted, gøre betydelig mere nytte, hvis de f.eks. blev brugt til forskning og behandling af kræft og hjertesygdomme – eller til at gøre servicen og arbejdsvilkårene bedre på ældreomsorgen – eller, være med til at nedsætte klassekvotienten i folkeskolerne, på de gymnasiale uddannelser, og erhvervsuddannelserne.
Jeg vil hellere støtte en kraftpatient end jeg vil støtte et eksperimentel teaterstykke på folketeateret – en urentabel biograf i provinsen - eller en ballet på det Kongelige.
Samfundsværdien ville være betydelig højere, hvis noget af den milliard kr., som det Kongelige teater modtager i offentlig støtte, gives til forskning og behandling af sygdomme. Jeg mener også, at færre elever i skoleklasserne, på længere sigt, vil være en mere fornuftig investering for samfundet.
”Kulturen” skal i langt højere grad være selvfinansierende og må evt. søge penge fra private virksomheder og fonde - og i mindre grad hæve støttekroner fra staten. Udover at forbedre andre – og vigtigere offentlige serviceydelser vil det, oven i købet, betyde at udbuddet af kultur vil falde til et mere naturligt leje - og medføre at udbyderne vil gøre sig mere umage med at ramme forbrugernes ønsker og behov for at blive underholdt.