Joachim B. Olsen har sagt det mange mennesker på arbejdsmarkedet siger i alle kantiner over hele landet, nemlig at fattigdomsdebatten i Danmark er totalt afmarcheret. Lad os slå fast, at der ikke er fattigdom i ordets oprindelige betydning i dagens Danmark. Den økonomiske krise har derimod betydet, at mange mennesker overvejer en ekstra gang, hvad de putter i indkøbsvognen. Men at tale om fattigdom i Danmark, er en afsporet debat, som i realiteten betyder at de arbejdende skatteydere skal finansiere de passive danskere, som af uransagelige årsager, hverken kan eller vil orker stå tidlig op om morgenen og gå på arbejde.
De mennesker som ikke kan være en del af arbejdsmarkedet, fordi de er syge, svage eller handicappede skal naturligvis have vores hjælp og måske mere til endda – det skylder vi dem simpelthen, men dem som kan, men ikke vil tilknyttes arbejdsmarkedet, skal ikke belønnes af det offentlige. Enhedslisten presser regeringen til at fordele flere af andres penge til den gruppe i samfundet, som lever på andres ryg. Dette sker i håbet om, at denne gruppe vælgere kvitterer ved at sætte kryds ud for Enhedslisten ved næste folketingsvalg. Denne logik er bare ikke holdbar for samfundet som helhed.
Joachim B. Olsen har kritiseret den ansvarlige minister for at være hykler, da hun mener, at vi skal tilbage til de gamle danske dyder om at yde efter bedste evne. Han har fuldstændig ret. Regeringen er afhængig af Enhedslistens stemmer, som nu kræver at folk på kontanthjælp også skal have skatteyderbetalt ferie. Det næste er, at staten stiller charterfly til rådighed, da det jo er så synd for alle de ”mange” fattige danskere, der ikke kan komme væk fra det kolde nord i sommerferien. Venstrefløjen er verdensmestre i at bruge det arbejdende folks penge og udele midlerne til de danskere, som ikke kan styre deres eget budget.
Venstrefløjen lever af at bruge andres penge, i stedet for at sikre hvordan alle danskere bliver bedre økonomisk stillet. Desværre har der udviklet sig en mentalitet i Danmark, hvor man ikke spørger, hvad man kan gøre for samfundet, men hvad man kan få ud af samfundet. Det skal naturligvis kunne betale sig at gå på arbejde, men antallet af arbejdende mennesker bliver stadig mindre. I regeringens optik er dette ikke noget problem, da man bare skaber et større antal af potentielle vælgere på passiv offentlig forsørgelse. Regningen for det store overforbrug skal naturligvis betales, men lige nu sætter regeringen det blinde øje for kikkerten.
Jeg var selv folketingskandidat for Liberal Alliance og er nu tilbage i mit gamle parti Venstre, hvor jeg er menigt medlem, så min politiske karriere er mildt sagt sat på stand by. Årsagen til, at jeg i sin tid trak mig som folketingskandidat var, at jeg frygtede, at ”kendisfolkene” ikke kunne stå distancen. Jeg tog grundig fejl. Joachim B. Olsen har vist vilje og mod til at sætte fokus på den misforståede debat om fattigdom i Danmark. Jeg håber således at se flere politiske solide stød fra kuglestøderen fremover.
