Berlingske.dk bragte den 29. maj en ganske interessant kronik af Kai Sørlander. Argumentationen (A, B -> C) i kronikken er cirka følgende:
A.
”øget etnisk mangfoldighed medfører nedsat social tillid, som igen medfører, at folk føler sig mindre lykkelige og har lavere livskvalitet.”
B.
Indvandring skaber øget etnisk mangfoldighed.
Derfor:
C.
“man bør begrænse indvandringen for at imødegå en etnisk forskellighed, som sænker livskvaliteten og øger usikkerheden, og som derfor også truer demokratiet.”
Jeg formoder, at Sørlander mener, at øget etnisk mangfoldighed de facto fører til nedsat social tillid, og at denne først fører til usikkerhed, som dernæst udmønter sig i både lavere livskvalitet og en trussel mod vores demokrati. Hvis det er tilfældet, er det i sandhed en tankevækkende argumentationsrække – både i sig selv og fordi den åbner op for en række spændende politiske projekter. Først og fremmest er det interessant, at Sørlander betragter en ikke kvantificeret forøgelse af en ganske ukvalificeret art usikkerhed som en trussel imod demokratiet; interessant er det også, at han finder det moralsk berettiget i en grad, der legitimerer positivt diskriminerende lovgivning, når to etniske danskere, lad os kalde dem Klaus Hansen og Jakob Jørgensen, udviser større tillid til hinanden, end de gør til Melissa Wang fra Taiwan alene fordi, hun ikke ligner dem. Det må give den medicinstuderende Mette, der er adopteret fra Sri Lanka og opvokset i Fåborg, stof til eftertanke: Hvis det politiske, juridiske og akademiske ’establishment’, som Sørlander henviser til, ikke havde svigtet, var Mette, denne genetiske anti-demokrat, aldrig sluppet ind i landet. Det er, hvad det er.
Angående de førnævnte politiske projekter skyldes min spænding især en af de muligheder, det giver, hvis ikke-kvantificerede forøgelser af en ganske ukvalificeret art usikkerhed kan bruges til at begrunde lovgivning. Tidligere i dag, til trods for min usikkerhedsfremkaldende og dermed lykkeforringende etnicitet, henvendte en 83-årig etnisk dansk dame sig til mig på gaden og spurgte, om ikke jeg ville være venlig at følge hende forbi en gruppe ’farlige typer’, der stod foran den bagerforretning, hvor hun ønskede at handle et franskbrød og en smørkrans. De farlige typer bestod af en flok på omkring 20 punkere, der hørte musik fra en ghettoblaster og iklædt sorte støvler, læder, sminke og nitter drak kakaomælk og spiste kanelsnegle. Blandt de af Jer, der ikke var til stede, skal der ikke herske tvivl om, at den ældre dame absolut ingen tillid havde til denne gruppe mennesker, ej heller kan der sås tvivl om, at punkerne gjorde hende usikker. Særdeles usikker. ”Og hvad så?”, tænker I måske. Hvis vi spurgte Sørlander, ville han givetvis svare, at det eneste rigtige at gøre er at ”begrænse dem”. For hvis ikke vi gør det, forsvinder den sociale tillid, usikkerheden spreder sig og demokratiet kommer under pres.
Damen lod mig heldigvis også straks forstå, at hvis man spurgte blandt hendes jævnaldrene, så kunne der hurtigt mønstres et flertal for at forbyde den slags lasede lømler at optræde offentligt med ansigtsmaling, underlige frisurer, opsprættet sort tøj og nitter. Burkaerne, bedyrede hun, kunne hun også samle flertal i sin vennekreds til at forbyde. Unge mennesker, der er skaldede, kunne man også tage med. Hvorfor? Fordi deres anderledes udseende skaber usikkerhed og, siger Sørlander, dermed truer demokratiet.
Og nu til mit politiske projekt: Jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste på 180grader, der har mistet tilliden til en stor gruppe mennesker her i Danmark. Vi kunne kalde dem ”Socialisterne”. I spidsen for denne gruppe findes lidet tillidsvækkende personager som Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt, Ole Sohn og Mette Frederiksen, der, når de overbringer deres ønsker og visioner for Danmarks fremtidige kurs, får mig til at føle mig både usikker og utilpas.
Hvis vi nu starter med at lukke grænserne og dæmme op for den etniske mangfoldighed, vil I så være med til at forbyde Socialisterne og sende dem hjem? Hvis I har 12 kroner, så har jeg en billet til Soviet.
A.
”øget etnisk mangfoldighed medfører nedsat social tillid, som igen medfører, at folk føler sig mindre lykkelige og har lavere livskvalitet.”
B.
Indvandring skaber øget etnisk mangfoldighed.
Derfor:
C.
“man bør begrænse indvandringen for at imødegå en etnisk forskellighed, som sænker livskvaliteten og øger usikkerheden, og som derfor også truer demokratiet.”
Jeg formoder, at Sørlander mener, at øget etnisk mangfoldighed de facto fører til nedsat social tillid, og at denne først fører til usikkerhed, som dernæst udmønter sig i både lavere livskvalitet og en trussel mod vores demokrati. Hvis det er tilfældet, er det i sandhed en tankevækkende argumentationsrække – både i sig selv og fordi den åbner op for en række spændende politiske projekter. Først og fremmest er det interessant, at Sørlander betragter en ikke kvantificeret forøgelse af en ganske ukvalificeret art usikkerhed som en trussel imod demokratiet; interessant er det også, at han finder det moralsk berettiget i en grad, der legitimerer positivt diskriminerende lovgivning, når to etniske danskere, lad os kalde dem Klaus Hansen og Jakob Jørgensen, udviser større tillid til hinanden, end de gør til Melissa Wang fra Taiwan alene fordi, hun ikke ligner dem. Det må give den medicinstuderende Mette, der er adopteret fra Sri Lanka og opvokset i Fåborg, stof til eftertanke: Hvis det politiske, juridiske og akademiske ’establishment’, som Sørlander henviser til, ikke havde svigtet, var Mette, denne genetiske anti-demokrat, aldrig sluppet ind i landet. Det er, hvad det er.
Angående de førnævnte politiske projekter skyldes min spænding især en af de muligheder, det giver, hvis ikke-kvantificerede forøgelser af en ganske ukvalificeret art usikkerhed kan bruges til at begrunde lovgivning. Tidligere i dag, til trods for min usikkerhedsfremkaldende og dermed lykkeforringende etnicitet, henvendte en 83-årig etnisk dansk dame sig til mig på gaden og spurgte, om ikke jeg ville være venlig at følge hende forbi en gruppe ’farlige typer’, der stod foran den bagerforretning, hvor hun ønskede at handle et franskbrød og en smørkrans. De farlige typer bestod af en flok på omkring 20 punkere, der hørte musik fra en ghettoblaster og iklædt sorte støvler, læder, sminke og nitter drak kakaomælk og spiste kanelsnegle. Blandt de af Jer, der ikke var til stede, skal der ikke herske tvivl om, at den ældre dame absolut ingen tillid havde til denne gruppe mennesker, ej heller kan der sås tvivl om, at punkerne gjorde hende usikker. Særdeles usikker. ”Og hvad så?”, tænker I måske. Hvis vi spurgte Sørlander, ville han givetvis svare, at det eneste rigtige at gøre er at ”begrænse dem”. For hvis ikke vi gør det, forsvinder den sociale tillid, usikkerheden spreder sig og demokratiet kommer under pres.
Damen lod mig heldigvis også straks forstå, at hvis man spurgte blandt hendes jævnaldrene, så kunne der hurtigt mønstres et flertal for at forbyde den slags lasede lømler at optræde offentligt med ansigtsmaling, underlige frisurer, opsprættet sort tøj og nitter. Burkaerne, bedyrede hun, kunne hun også samle flertal i sin vennekreds til at forbyde. Unge mennesker, der er skaldede, kunne man også tage med. Hvorfor? Fordi deres anderledes udseende skaber usikkerhed og, siger Sørlander, dermed truer demokratiet.
Og nu til mit politiske projekt: Jeg fornemmer, at jeg ikke er den eneste på 180grader, der har mistet tilliden til en stor gruppe mennesker her i Danmark. Vi kunne kalde dem ”Socialisterne”. I spidsen for denne gruppe findes lidet tillidsvækkende personager som Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt, Ole Sohn og Mette Frederiksen, der, når de overbringer deres ønsker og visioner for Danmarks fremtidige kurs, får mig til at føle mig både usikker og utilpas.
Hvis vi nu starter med at lukke grænserne og dæmme op for den etniske mangfoldighed, vil I så være med til at forbyde Socialisterne og sende dem hjem? Hvis I har 12 kroner, så har jeg en billet til Soviet.
