Kristian Mouritzen: Sohns blinde vinkel

Jeg er personligt ikke i tvivl om, at der stadig er rigtig mange løse ender i Ole Sohns beretninger om hans tid som formand for DKP. Men jeg må tilstå, at jeg bliver en smule rystet over mandens enten bevidste manipulation med virkeligheden eller hans naivitet i dagens Berlingske. At han i forbindelse med det kommunistiske regimes 40 års jubilæum kan tale om DDR statens landevindinger uden egentlig at reflektere over det, der rent faktisk foregik i de dage, jubilæet løb af stablen, er ubegribeligt. Da regimets jubilæumsfest i oktober 1989 blev fejret med pomp og pragt i Østberlin, var DDRs centralkomite i begyndende opløsning, politbueauet ligeså, folk gik i demonstrationstog over alt i DDR og selv den besøgende sovjetiske Mikhail Gorbatjov hånede sine værter ved jubilæet ved at advare mod at komme for sent til historien. Folket råbte “Gorba, Gorba”, men ikke ret mange ud over Sohn var vist i tvivl om, at folket ønskede radikale forandringer, og at Honeckers regime i sin nuværende form var på vej ud. Ingen anede naturligvis, at Muren ville falde måneden efter. Men at østtyskerne ønskede alvorlige ændringer, frie valg, udrejse og et system, der lå milevidt fra det socialistiske og det sovjetiske, skulle man være usandsynlig meget blind for ikke at kunne se. De hadede regimet. De beundrede Vesten. De ville havde forandringer,  og det var ikke kosmetiske ændringer. Det var radikale forandringer. Det stod på demonstranternes skilte, og det var det, de sagde til udenlandske journalister, der fulgte demonstrationerne.