Kristian Jensens Venstre er et mere venstreorienteret Venstre end det hidtidige Venstre. Denne beskrivelse er der nok nogle, der vil le ad al den stund, at Jensen vistnok går ind for frihandel og muligvis også vil trimme velfærdsstaten, men Kristian Jensens Venstre hviler på en transnational ideologi og sikker forvisning om, at Danmark har brug for muslimske immigranter, selv om folket siger nej efter mere end 30 års sociale eksperimenter. Vi skal huske, at Jensens bedreviden begyndte tidligt. Efter en kort karriere som bankassistent gik han ind i politik og var omkring de 30, da han udgav et ideologisk manifest med titlen ”Hurra for globaliseringen”. Selv om der er gået mere end 25 år siden 1989, er den modne Jensen stadig et barn af Murens fald. Den fjendeløse globalisering er Jensens horisont, så hvorfor bekymre sig om andet end betalingsbalancen?