Vækst: Finansministeriet har undervurderet, hvor stor en del af kickstarten der gik til at importere varer fra udlandet.
Regeringens milliarddyre kickstart af væksten er forsvundet ud af Danmark i et større omfang end først antaget.
Det er ifølge Finansministeriet hovedårsagen til, at regeringen skød forbi målet, da den forrige år påstod, at kickstarten ville skabe 21.000 nye job. Effekten af investeringerne i skoler, veje og boliger blev senere skruet ned til 16.000 ekstra arbejdspladser.
Finansministeriet har i sine regnemodeller undervurderet, hvor stort et beløb der gennemsnitligt går til køb af varer og tjenesteydelser i udlandet, når der bruges penge på bygge- og anlægsinvesteringer.
Ifølge Danmarks Statistik, der leverer data til ministeriets skøn, ryger nu hele 21 pct. af den slags investeringer i gennemsnit ud af landet i stedet for at sætte skub i økonomien i Danmark.