Det startede med en finanskrise. En krise i og frembragt af den uansvarlige finansielle sektor. Sådan lyder den umiddelbare forklaring på krisens ophav. Krisen er nok ligeglad og spreder sig, da alt i økonomien er forbundet. Nu er vi gået ind i en fase, som kan betegnes som en økonomisk krise.
Den økonomiske videnskab mangler at give os det fulde svar på hvorfor vi fik krisen? Hvorfor kunne vi ikke nå at se forstadierne til krisen og sætte ind politisk? Krisevarslingssystemet synes at være for dårligt, men politikerne havde sikkert heller ikke villet handle på krisesignalerne. Politikerne i Danmark er reformresistente. Dog fik vi en bankpakke, så bankerne kunne låne ud til nogle, der turde løbe en risiko, uden at bankerne skulle risikere for meget. Men erhvervslivet giver alligevel udtryk for, at det er svært at låne af bankerne. Et formål med bankpakken var dog også at garantere danskernes sparemidler. Dvs. småsparernes midler. Dertil at undgå en finansiel kollaps, der ville forværre krisen.
Et spørgsmål melder sig igen og igen: Hvorfor løftede Finanstilsynet ikke pegefingeren? Hvad skal vi med denne institution? Jeg leder efter svar på Finanstilsynets eksistensberettigelse. Ikke at der ikke er brug for et Finanstilsyn. Det er der. Men hvordan har politikerne kunnet acceptere og understøtte et så inkompetent organ?
Den økonomiske videnskab skal ikke bebrejdes krisen, men må blive bedre til at varsle kriser og til at forske i forstadier til kriser. Det burde trække op til en økonomisk bevilling til universiteterne. Tænk hvis kræftlægerne ikke forskede i forstadier til kræft!
Krisen kradser. Et familiemedlems arbejdsplads indenfor spedition fyrede 60 forleden. Arbejdspladsen ligger i Billund. Et andet familiemedlems arbejdsplads indenfor vindmølleindustrien har i år fyret 400. Senest 80 funktionærer. Arbejdspladsen er beliggende i det midtjyske, på heden. Uden at gå i detaljer er der tale om relativt store andele af ansatte, der er afskediget.
Krisen mærkes på den jyske hede, hvor det hele er private små eller mellemstore virksomheder, der lever af det store udland. Eller håndværkere der som de første mærker konjunkturers bølgegange. Når man kommer væk fra Københavns indre by og Slotsholmen er krisen reel og mærkes sådan. Der er livet også reel og handler ikke om politiske rævekager, personligt fnidderfnadder, fordrejninger af sandheden og spindokteri og andre måder at manipulere på. Livet handler ikke om at lække oplysninger, ikke om at ville vælte en minister, hver gang der kan lugtes blod. Livet handler om mad på bordet og betaling af næste termin på huset.
Som oprindelig midtjyde kender jeg mentaliteten derovre. De kommer fra den danske prærie og hader plastiklivet i hovedstaden og på Christiansborg, hvor alskens problemer forventes løst over en espresso kaffe med 65 grader varmt mælk! Hedens folk foragter politikere, der som eneste ambition og ideal har at udstede påbud og forbud og kradse skatter ind. Jeg forstår dem og vil bede vores politikere på Christiansborg have forståelse for den såkaldt lille mand og ikke spilde tiden på uvedkommende snak og manglende økonomisk krisehåndtering.
Socialdemokraterne og SF har netop præsteret et skatteudspil. Det er en del af et muligt regeringsgrundlag for de to uadskillelige part(i)er og et valggrundlag frem til næste valg. Skatteudspillet indeholder et forslag om at hæve selskabsskatten fra 25 til 28 %. Men hvad søren skal det hjælpe midt i en krisetid at indskrænke virksomhedernes muligheder for at generere kapital og hensætte til investeringer? Virksomhederne vil bare udvide og udbygge i andre lande. Det hjælper næppe på beskæftigelsen i Danmark og den arbejdsløshedstruedes situation, mildest talt. Det har de forstået i Midtjylland og på heden. I kommunerne Billund, Ikast-Brande og Herning stemmer omkring halvdelen på Venstre. For dette stolte folk har ikke råd til at være socialister og til at have de rigtige meninger og rende rundt og være politisk korrekte, fordi de som personer er resistente overfor krisen og ikke har noget at miste takket være sikre ansættelser i den del af den offentlige sektor, hvor det er lykkes fagpolitiske repræsentanter at fremstille deres kontingent betalende medlemmer som fortravlede og overbebyrdede og som udsatte for sparekniven trods realvækst i den offentlige sektors forbrug.
Det er de arbejdsløshedsudsattes vilkår, samt erhvervslivets vilkår der skulle interesse fnidderfnadder politikerne på Christiansborg. Men de har mere travlt med at behage de ansatte i den offentlige sektor og love dem forbedringer, reallønssikring og bibeholdelse af lønmodtagerprivilegier. Jeg frygter at næste valgkamp, vil handle om, hvem der er bedst til at overbyde statsministermodkandidaten i at love de offentligt ansatte forbedrede vilkår, forklædt som forbedring af borgerne, brugernes og patienternes og klienternes situation. Når det kommer til at smide flere penge i den offentlige sektor sættes kikkerten for det blinde øje i forhold til om vi alle vitterligt får mere velfærd for pengene. Effekten af den sidste krone er ofte yderst behersket.
Der er en naiv forestilling om, at bare flere penge hives op af borgernes lommer og køres en tur rundt i de offentlige pengekasser, så får vi mere velfærd. Med andre ord, at skattestigninger er den sikre vej mod mere velfærd. Dermed eksisterer en opfattelse af, at den sidste og yderligere krone der tilflyder et allerede tilgodeset offentligt projekt, er lige så god som den første krone. Det er den sjældent. Nytteværdien stiger sjældent særlig meget ved yderligere ressourcetilførsel.
To svenske økonomer, Magnus Henrekson og Stefan Fölster har vist, at der er en statistisk forbindelse mellem offentligt forbrug og økonomisk vækst, på tværs af OECD lande, der alle har troværdige nationalregnskaber. Forbindelsen er entydig negativ. Der er negative dynamiske effekter af offentligt forbrug. To forskere, Nikolai Foss og Christian Bjørnskov, har i en undersøgelse påpeget, at har man en stor offentlig sektor med et højt offentligt forbrug, høje overførselsindkomster og et højt, progressivt skattetryk, så har man en meget lav iværksætteraktivitet. Danskerne har ikke økonomiske incitamenter til at blive iværksættere.
Et stort offentligt forbrug medfører flere arbejdspladser i den offentlige sektor og giver flere personer mulighed for at være lønmodtagere og nyde lønmodtager-privilegierne, såsom betalt ferie, løn under sygdom, pension, lang barsel mv. Alt sammen fine og velfortjente rettigheder, men ikke befordrende for iværksætterånden. Flere offentligt ansatte medfører i stedet en større skare af magelige lønmodtagere, der ikke løber en risiko.
Politikerne på Christiansborg har ikke forstået krisens omfang og har fokus på uvedkommende ting, som muligheden for at få en forsvarsminister til at træde tilbage eller afsat. Tiden og muligheden for at afbøde krisens omfang og varighed forpasses. Risikoen for solid ungdomsarbejdsløshed er tilstede. Oppositionen er uden bud på krisehåndteringen. Det eneste de kan mande sig op til at sige er, at det er kapitalismens skyld. At det er griskheden og grådighedens skyld og lykkejægernes skyld, fordi de går efter kortsigtet fortjeneste.
Det drøftes naturligt om løsningen på den økonomiske krise er mere eller mindre marked. Eller om det er mere offentlig regulering og intervention i økonomien og markedskræfterne. Og om keynesiansk økonomistyring og offentlig gældsætning er løsningen. Jeg har ikke svaret, men kan kun appellere til, at politikerne i denne alvorlige tid afstår fra ideologisk skyttegravskrig om emnet, men i stedet går pragmatisk og ikke dogmatisk til værks i forhold til økonomisk krisehåndtering. Økonomiske kriser er også menneskelige kriser eller kan ende med det. Heldigvis kommer de fleste styrket ud af en krise, efter de lige har været nede på bunden af svømmebassinet og sætte af. Men det er lige lovligt voveligt at satse på.
Den økonomiske videnskab mangler at give os det fulde svar på hvorfor vi fik krisen? Hvorfor kunne vi ikke nå at se forstadierne til krisen og sætte ind politisk? Krisevarslingssystemet synes at være for dårligt, men politikerne havde sikkert heller ikke villet handle på krisesignalerne. Politikerne i Danmark er reformresistente. Dog fik vi en bankpakke, så bankerne kunne låne ud til nogle, der turde løbe en risiko, uden at bankerne skulle risikere for meget. Men erhvervslivet giver alligevel udtryk for, at det er svært at låne af bankerne. Et formål med bankpakken var dog også at garantere danskernes sparemidler. Dvs. småsparernes midler. Dertil at undgå en finansiel kollaps, der ville forværre krisen.
Et spørgsmål melder sig igen og igen: Hvorfor løftede Finanstilsynet ikke pegefingeren? Hvad skal vi med denne institution? Jeg leder efter svar på Finanstilsynets eksistensberettigelse. Ikke at der ikke er brug for et Finanstilsyn. Det er der. Men hvordan har politikerne kunnet acceptere og understøtte et så inkompetent organ?
Den økonomiske videnskab skal ikke bebrejdes krisen, men må blive bedre til at varsle kriser og til at forske i forstadier til kriser. Det burde trække op til en økonomisk bevilling til universiteterne. Tænk hvis kræftlægerne ikke forskede i forstadier til kræft!
Krisen kradser. Et familiemedlems arbejdsplads indenfor spedition fyrede 60 forleden. Arbejdspladsen ligger i Billund. Et andet familiemedlems arbejdsplads indenfor vindmølleindustrien har i år fyret 400. Senest 80 funktionærer. Arbejdspladsen er beliggende i det midtjyske, på heden. Uden at gå i detaljer er der tale om relativt store andele af ansatte, der er afskediget.
Krisen mærkes på den jyske hede, hvor det hele er private små eller mellemstore virksomheder, der lever af det store udland. Eller håndværkere der som de første mærker konjunkturers bølgegange. Når man kommer væk fra Københavns indre by og Slotsholmen er krisen reel og mærkes sådan. Der er livet også reel og handler ikke om politiske rævekager, personligt fnidderfnadder, fordrejninger af sandheden og spindokteri og andre måder at manipulere på. Livet handler ikke om at lække oplysninger, ikke om at ville vælte en minister, hver gang der kan lugtes blod. Livet handler om mad på bordet og betaling af næste termin på huset.
Som oprindelig midtjyde kender jeg mentaliteten derovre. De kommer fra den danske prærie og hader plastiklivet i hovedstaden og på Christiansborg, hvor alskens problemer forventes løst over en espresso kaffe med 65 grader varmt mælk! Hedens folk foragter politikere, der som eneste ambition og ideal har at udstede påbud og forbud og kradse skatter ind. Jeg forstår dem og vil bede vores politikere på Christiansborg have forståelse for den såkaldt lille mand og ikke spilde tiden på uvedkommende snak og manglende økonomisk krisehåndtering.
Socialdemokraterne og SF har netop præsteret et skatteudspil. Det er en del af et muligt regeringsgrundlag for de to uadskillelige part(i)er og et valggrundlag frem til næste valg. Skatteudspillet indeholder et forslag om at hæve selskabsskatten fra 25 til 28 %. Men hvad søren skal det hjælpe midt i en krisetid at indskrænke virksomhedernes muligheder for at generere kapital og hensætte til investeringer? Virksomhederne vil bare udvide og udbygge i andre lande. Det hjælper næppe på beskæftigelsen i Danmark og den arbejdsløshedstruedes situation, mildest talt. Det har de forstået i Midtjylland og på heden. I kommunerne Billund, Ikast-Brande og Herning stemmer omkring halvdelen på Venstre. For dette stolte folk har ikke råd til at være socialister og til at have de rigtige meninger og rende rundt og være politisk korrekte, fordi de som personer er resistente overfor krisen og ikke har noget at miste takket være sikre ansættelser i den del af den offentlige sektor, hvor det er lykkes fagpolitiske repræsentanter at fremstille deres kontingent betalende medlemmer som fortravlede og overbebyrdede og som udsatte for sparekniven trods realvækst i den offentlige sektors forbrug.
Det er de arbejdsløshedsudsattes vilkår, samt erhvervslivets vilkår der skulle interesse fnidderfnadder politikerne på Christiansborg. Men de har mere travlt med at behage de ansatte i den offentlige sektor og love dem forbedringer, reallønssikring og bibeholdelse af lønmodtagerprivilegier. Jeg frygter at næste valgkamp, vil handle om, hvem der er bedst til at overbyde statsministermodkandidaten i at love de offentligt ansatte forbedrede vilkår, forklædt som forbedring af borgerne, brugernes og patienternes og klienternes situation. Når det kommer til at smide flere penge i den offentlige sektor sættes kikkerten for det blinde øje i forhold til om vi alle vitterligt får mere velfærd for pengene. Effekten af den sidste krone er ofte yderst behersket.
Der er en naiv forestilling om, at bare flere penge hives op af borgernes lommer og køres en tur rundt i de offentlige pengekasser, så får vi mere velfærd. Med andre ord, at skattestigninger er den sikre vej mod mere velfærd. Dermed eksisterer en opfattelse af, at den sidste og yderligere krone der tilflyder et allerede tilgodeset offentligt projekt, er lige så god som den første krone. Det er den sjældent. Nytteværdien stiger sjældent særlig meget ved yderligere ressourcetilførsel.
To svenske økonomer, Magnus Henrekson og Stefan Fölster har vist, at der er en statistisk forbindelse mellem offentligt forbrug og økonomisk vækst, på tværs af OECD lande, der alle har troværdige nationalregnskaber. Forbindelsen er entydig negativ. Der er negative dynamiske effekter af offentligt forbrug. To forskere, Nikolai Foss og Christian Bjørnskov, har i en undersøgelse påpeget, at har man en stor offentlig sektor med et højt offentligt forbrug, høje overførselsindkomster og et højt, progressivt skattetryk, så har man en meget lav iværksætteraktivitet. Danskerne har ikke økonomiske incitamenter til at blive iværksættere.
Et stort offentligt forbrug medfører flere arbejdspladser i den offentlige sektor og giver flere personer mulighed for at være lønmodtagere og nyde lønmodtager-privilegierne, såsom betalt ferie, løn under sygdom, pension, lang barsel mv. Alt sammen fine og velfortjente rettigheder, men ikke befordrende for iværksætterånden. Flere offentligt ansatte medfører i stedet en større skare af magelige lønmodtagere, der ikke løber en risiko.
Politikerne på Christiansborg har ikke forstået krisens omfang og har fokus på uvedkommende ting, som muligheden for at få en forsvarsminister til at træde tilbage eller afsat. Tiden og muligheden for at afbøde krisens omfang og varighed forpasses. Risikoen for solid ungdomsarbejdsløshed er tilstede. Oppositionen er uden bud på krisehåndteringen. Det eneste de kan mande sig op til at sige er, at det er kapitalismens skyld. At det er griskheden og grådighedens skyld og lykkejægernes skyld, fordi de går efter kortsigtet fortjeneste.
Det drøftes naturligt om løsningen på den økonomiske krise er mere eller mindre marked. Eller om det er mere offentlig regulering og intervention i økonomien og markedskræfterne. Og om keynesiansk økonomistyring og offentlig gældsætning er løsningen. Jeg har ikke svaret, men kan kun appellere til, at politikerne i denne alvorlige tid afstår fra ideologisk skyttegravskrig om emnet, men i stedet går pragmatisk og ikke dogmatisk til værks i forhold til økonomisk krisehåndtering. Økonomiske kriser er også menneskelige kriser eller kan ende med det. Heldigvis kommer de fleste styrket ud af en krise, efter de lige har været nede på bunden af svømmebassinet og sætte af. Men det er lige lovligt voveligt at satse på.
