Kreative fanger gør rygeforbud i fængslet til grin

Frihed, kreativitet & cigaretter: - Et tre år gammelt rygeforbud i det lukkede fængsel på øen, Isle of Man i Det Irske Hav ud for Liverpool, har sa...

Klaus K,

07/10/2011

Frihed, kreativitet & cigaretter: - Et tre år gammelt rygeforbud i det lukkede fængsel på øen, Isle of Man i Det Irske Hav ud for Liverpool, har sat grå hår i hovedet på de engelske myndigheder.

I en besøgsrapport fra fængslet meddeler chefinspektør Nick Hardwick, at ledelsen "har tabt kontrollen med fængslets rygeforbud" og at rygeforbuddet har ”mange negative konsekvenser”.

Til trods for at de 118 indsatte slet ikke har adgang til cigaretter, udviser de nemlig stor kreativitet - de har således opfundet deres egne fængselscigaretter, udelukkende ved brug af de forhåndenværende materialer i fængslet.

Én af hovedingredienserne er de nikotinplastre, som fængslet har udleveret siden forbuddets start i 2008 for at få fangerne til at stoppe rygning:

"Mange fanger er intensivt og kreativt engagerede i at omgå rygeforbuddet. De koger nikotinplastrene og blander dem med frugtskaller,” rapporterer chefinspektøren til sine overordnede i den engelske indenrigsministerium.

Fængsels-cigaretter laves af nikotinplaster, pubeshår, bibelsider & tandpasta

”Denne "tobak" ruller de sammen med siderne fra fængselsbibliotekets ordbøger og bibler, som limes sammen med tandpasta. Ilden på cigaretterne får de fra køkkenets kedelelementer og fra de elektriske ledninger. Fangerne bruger endvidere fnug fra tørretumblere og pubeshår til at lave deres hjemmelavede cigaretter med," fremgår det af Nick Hardwicks rapport.

Han beskriver videre, at rygeforbuddet omgås helt åbent, og at personalet ikke ved, hvad de skal stille op. Der er ofte slagsmål blandt fangerne om at få fingre i nikotinplastrene, og der er ikke flere ting, fængslet kan forbyde for at stoppe fangernes kreativitet.

Hardwick foreslår i stedet sine overordnede, at fangerne får mulighed for at ryge udendørs i fængslet igen. "Hvis fængselsmyndighederne i andre jurisdiktioner nogensinde overvejer at indføre et lignende forbud, gør de klogt i at se på Isle of Man erfaringerne først," konkluderer han.

Bureaukraternes forudsigelige løsning: Mere af det, der ikke virker ...

Den forudsigelige problemløsning fra anti-ryge bureaukratiet lyder som bekendt: Mere af den samme politik, der allerede har vist sig ikke at virke. Indenrigsministeriets chef, Mark Kelly:

"Rapporten har identificeret problemer omkring ikke-ryge politikken, der blev indført for at beskytte ikke-rygerne i fængslet mod de skadelige virkninger passiv rygning. Som svar på inspektørens kommentarer har afdelingen besluttet at fortsætte forbuddet med fornyet fokus på robust håndhævelse og effektiv rygestop støtte."

Som salig Albert Einstein sagde: "At foretage det samme forsøg igen og igen, og forvente forskellige resultater, er et udtryk for menneskelig dumhed."  Einstein, som selv var storryger, ville utvivlsomt have rost fangerne på Isle of Man for deres kreativitet.

Det samme vil professor Bruce Charlton, der i lighed med mange andre videnskabsfolk idag anerkender sammenhængen mellem rygning og kreativitet. Måske også den Holy patch mixture, som ryges af fangerne på øen?