"Korrupt og paranoid" - læger i slagsmål om medicinal korruption i DK

Medicinal korruption: - Korruption i sundhedsvæsenet & medicinalindustrien er blevet et hot debatemne i medierne efter prof

Klaus_K

12/01/2014

Medicinal korruption: - Korruption i sundhedsvæsenet & medicinalindustrien er blevet et hot debatemne i medierne efter prof. Peter Gøtzsches bog om medicinalindustrien, "Dødelig medicin og organiseret kriminalitet", som kom før jul - omtalt på 180grader her.

Senest i en Berlingske-kommentar, "Korrupt og paranoid kronik", hvor to speciallæger, Asker Stig Nielsen & Lisbeth Kortegaard angriber medicinal-psykiateren Henrik Day Poulsens kronik før nytår, "2014: Året hvor patienten bliver taber". I kronikken kalder han Gøtzsche "paranoid", og forsvarer medicinalindustriens samfundsgavnlige arbejde.

De to speciallæger forsvarer Gøtzsche og går i rette med Day Poulsen: "Gøtzsche beskriver den udbredte korruption der hersker inden for sundhedsvæsenet, og viser, at lægemiddelfirmaernes mafia-lignende metoder har kostet hundredtusindvis af patienter livet grundet behandling med medicin, der til gengæld har indbragt lægemiddelfirmaerne astronomiske milliardbeløb."

"Henrik Day Poulsens lovprisning af lægemiddelfirmaers samfundsnyttighed er på den baggrund patetisk og usmagelig."

Læger bliver betalt for at lyve om bivirkninger og fortie dødsfald 


De to speciallæger skriver videre: "Gøtzsche afdækker i sin bog, hvordan læger lader sig betale til at lyve om medicins virkninger og til at fortie oplysninger om bivirkninger og dødsfald. Han viser, hvordan såkaldt videnskabelige undersøgelser fordrejes, så resultater udkommer til gunst for det firma, der betaler for undersøgelsen." 

"I mange tilfælde har artikler om medicinsk behandling mere eller mindre været forfattet af lægemiddelfirmaernes folk, men læger har figureret som forfattere. Det er markedsføring og svindel, men kaldes for videnskab," fortsætter de.

Specifikt om dansk sundhedsvæsen skriver speciallægerne, at medicinalindustrien har været dygtig til at udvælge og betale toneangivende "tankeledere" i sundhedsvæsenet, som kan påvirke deres kolleger og etablere en "medicinal tankegang" - de skriver:

"Vi kender til mange kolleger, der i deres bedømmelser og handlinger er stærkt påvirket af lægemiddelfirmaers kommercielle behov, og som agerer som tankeledere for andre."

Dette gælder specielt indenfor speciallægernes eget område, psykiatrien. De nævner en række "toneangivende og meningsdannende psykiatere", som er tilknyttet Dansk Psykiatrisk Selskab, Børne- og ungdomspsykiatrisk Selskab og Danske Psykiateres & Børneungdomspsykiateres Organisation.

Disse psykiatere har ifølge sundhedsstyrelsens liste tætte økonomiske relationer til netop de medicinalselskaber, der sælger de drugs, psykiaterne giver til børn, unge & voksne patienter. 

"Det vækker bekymring, at den danske psykiatri i så høj grad er underlagt lægemiddelfirmaernes salgsbehov og ikke patienternes og samfundets tarv," skriver speciallægerne.
 
Medicinal-sælger: Vi "hjernevaskede" lægerne til at give vores drugs til børn

Korruption mellem sundhedsvæsen & medicinalindustri er udbredt i hele verden - ikke mindst i USA, hvor tidligere ansatte whistleblowere fra medicinalindustrien, som fx. Blair Hamrick fra GlaxoSmithKline er trådt frem og har afsløret storstilet læge-bestikkelse, udbredt korruption, massiv svindel med videnskabelige data, og markedsføring af skadelig psykotisk medicin overfor børn.

De to speciallæger beskriver de klassiske korruptionsture, som medicinalselskaberne arrangerer for udvalgte læger til eksotiske adresser rundt om i verden. Dette er en af de mest benyttede metoder til at knytte læger til sig for at få dem til at ordinere netop den medicin, medicinalselskabet ønsker:

Medicinalsælgere drikker lægerne fulde, smiler til dem og tilbyder "falske venskaber" 


"... i lægemiddelfirmaets markedsføring tilbydes læger såkaldt undervisning (i form af skjult reklame), de inviteres til at deltage ved kongresser på Hawaii eller i Californien, hvor de deltager i cocktail-parties og indsnuser en euforisk stemning i et sammenrend af kolleger og lægemiddelrepræsentanter, der drikker dem fulde, smiler til dem og tilbyder falske venskaber."

"Lægen respondererer efter hjemkomsten ved at udskrive medicin, der er unødvendig, farlig eller dødelig."

"De lægemiddelgodkendende og regulerende myndigheder kan også være udsat for kraftig påvirkning af lægemiddelfirmaer, undertiden bistået af indflydelsesrige professorer. Der godkendes af denne grund alt for meget medicin på et for løst og farligt grundlag. Systemet er netop ikke ubestikkeligt og fejlfrit," skriver de.

Resultatet af den udbredte korruption er, at lægerne skaber mere sygdom i befolkningen til ære for medicinalselskaberne - endvidere sygdomsbehandler de en række raske mennesker unødvendigt, skriver speciallægerne:

"Lægemiddelfirmaerne anvender mafia-lignende metoder i deres marketing, men læger deltager i en dybt umoralsk symbiose ved overdiagnostik og overbehandling af både syge og raske."