Konservative vil hellere have Mike Legarth end 20 procent i skat

LEDER: De Konservative har med al deres såkaldte "realpolitik" og "borgerlige stemmer der arbejder" sørget for en eksplosion i de offentlige udgift...

Ole Birk Olesen,

02/08/2011

LEDER: De Konservative har med al deres såkaldte "realpolitik" og "borgerlige stemmer der arbejder" sørget for en eksplosion i de offentlige udgifter og en vild gældsætning, som i mange år frem vil plage danske skatteydere.

Derfor burde de optræde med ydmyghed, når en mand som Liberal Alliances Joachim B. Olsen ikke vil afvise, at en maksimal indkomstskat på 20 procent kan nås i Danmark. De Konservatives egen strategi med visionsløs klamren sig til ministertaburetterne for enhver pris har jo tydeligvis ikke givet positive resultater - tværtimod.

Men den slags ligger ikke til en mand som Mike Legarth, der som en levende illustration af de Konservatives mangel på skarpe hjerner og politiske talenter er blevet gjort til sit partis finansordfører. "Jeg siger, det er helt vildt uden for skiven. Det her siger en ting, og det er, at også i den her valgkamp kommer Liberal Alliance til at stå for underholdningen - det er helt sikkert," siger Legarth i stedet til TV 2 Nyhederne.

Om det er realistisk at få 20 procent indkomstskat i Danmark afhænger først og fremmest af, om vælgerne kan overbevises om nytten af det. At det ville have endog meget realitiske og positive konsekvenser for Danmark, hvis man faktisk gjorde det, bør der omvendt ikke herske tvivl om.

DR kan fortælle, at 20 procent skat har skabt vækst, optimisme, nærmest ingen arbejdsløshed og fungerer som en magnet på produktive personer og virksomheder på den afsidesliggende ø Isle of Man i Det Irske Hav. Der er ingen grund til at tro, at det ikke også ville fungere på samme måde i Danmark.

Kilde: