LEDER: Vi kan lige så godt slå én ting fast først som sidst: Lene Espersens forsøg på at høste større popularitet som formand for de Konservative via udenrigsministerposten er slået fejl. Det kommer ikke til at ske i de maksimalt halvandet år frem til næste valg. Hendes aflysning af et møde med USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, og Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og de efterfølgende forsøg på at undskylde sig selv med, at hun også har en familie at passe, har for de fleste danskere udstillet Lene Espersen som en politiker, der ikke er sig sit ansvar bevidst.
De Konservative vil derfor i den valgkamp, der nærmer sig, få et dårligt valgresultat - d.v.s. med en tilslutning, der ikke ligger over de rundt regnet 10 procent, som Bendt Bendtsen kunne skrabe sammen i sin tid som formand, og formentlig endda - i lyset af den forgangne uges fokus på Lene Espersens mangler - med endnu færre stemmer.
Hvad vil de Konservative så gøre? Vil de fortsætte med en formand, der var udset til at føre partiet mod nye valgsejre oven på de miserable år med Bendt Bendtsen ved roret, men som ikke kan indfri forventningerne? Eller vil de søge at finde en ny leder?
Det sidste ville være en naturlig konsekvens, men det rejser nye spørgsmål. Hvem i Det Konservative Folkeparti kan levere en mere overbevisende indsats som frontfigur? Hvilke overbevisende lederemner, som står klar til at tage over, har partiorganisationen evnet at opfostre? Sandheden er, at der ikke er nogen, og det er organisationsfolkene, der her har svigtet. De har ikke formået i rette tid at få folk med talent ind i folketingsgruppen på Christiansborg, hvorfra en kommende leder naturligvis må rekrutteres. Den eneste konservative politiker, der på nuværende tidspunkt har lederformat, Connie Hedegaard, har organisationen stiltiende ladet Lene Espersen skippe afsted til Bruxelles.
Så er man selv skyld i miseren.
De Konservative vil derfor i den valgkamp, der nærmer sig, få et dårligt valgresultat - d.v.s. med en tilslutning, der ikke ligger over de rundt regnet 10 procent, som Bendt Bendtsen kunne skrabe sammen i sin tid som formand, og formentlig endda - i lyset af den forgangne uges fokus på Lene Espersens mangler - med endnu færre stemmer.
Hvad vil de Konservative så gøre? Vil de fortsætte med en formand, der var udset til at føre partiet mod nye valgsejre oven på de miserable år med Bendt Bendtsen ved roret, men som ikke kan indfri forventningerne? Eller vil de søge at finde en ny leder?
Det sidste ville være en naturlig konsekvens, men det rejser nye spørgsmål. Hvem i Det Konservative Folkeparti kan levere en mere overbevisende indsats som frontfigur? Hvilke overbevisende lederemner, som står klar til at tage over, har partiorganisationen evnet at opfostre? Sandheden er, at der ikke er nogen, og det er organisationsfolkene, der her har svigtet. De har ikke formået i rette tid at få folk med talent ind i folketingsgruppen på Christiansborg, hvorfra en kommende leder naturligvis må rekrutteres. Den eneste konservative politiker, der på nuværende tidspunkt har lederformat, Connie Hedegaard, har organisationen stiltiende ladet Lene Espersen skippe afsted til Bruxelles.
Så er man selv skyld i miseren.
