Det lader til, at det konservative folkeparti i Danmark er ved at blive klemt ud af den borgerlige blok. Kommunikationen halter, siger nogen. Andre mener, de konservative rent politisk har svært ved at finde ud af, hvilket ben, de skal stå på. Tilsyneladende så meget, at de konservative er blevet til overs i blå blok.
Hvis man skuer ud over den borgerlige-liberale lejr vil man se uenigheder over økonomisk politik og over værdipolitik. Med Liberal Alliances seriøse indtog på scenen kunne man lege med tanken om, at de konservative ikke længere har et unikt rum at være i:
Økonomisk findes der en venstre-højre akse indeni den blå lejr, der spænder fra Dansk Folkeparti som den største omfordeler, over Venstre, der - på en god dag - er Liberale Light til Liberal Alliance, der klart har kommunikeret, at dette parti står for markant mindre omfordeling end i dag. Her mangler de konservative ikke. Særligt fordi de fleste konservative vil kalde sig "økonomisk liberale" (se bl.a. Mikael Jalvings forklaringer herom).
Værdipolitisk har vi i Dansk Folkeparti et rendyrket nationalkonservativt parti og i Venstre et socialkonservativt.
Venstres modus operandi, kommunikativt såvel som praktisk, har det sidste årti været at forandre for at bevare - og dette har Venstre kommunikeret særdeles meget bedre end Konservative selv har magtet. Eksempler på udsagn "for at bevare (indsæt samfundsinstitution), må vi (indsæt minimal ændring)" er legio.
Så har vi endelig Liberal Alliance, der er særdeles liberalt indstillet værdipolitisk, hvilket bl.a. udmønter sig i et skarpt fokus på frihed. Frihed for overvågning, rygelov, knivforbud og Big Mother. Dette har partiet klart kommunikeret. Meget mindre klart er det, hvor partiet står mht. udlændingepolitikken - her er en del vælgere berettiget bekymrede for, om De Radikales meget venstreorienterede værdipolitik kommer til at regere.
Men ingen savner de konservative. Det konservative folkeparti, der den ene dag har ladet staten vokse sig for stor, men den næste er de offentligt ansattes parti.
De konservative ved sandsynligvis ikke selv, om partiet er værdikonservativt i en traditional, stram forstand - eller om det mest ligner et socialt parti, der ikke lader Kristeligt Folkeparti-møder-CD noget at lade tilbage: Den ene dag skal burkaer forbydes, den næste er tonen blevet for rå.
Hvad er det, de konservative kan, som ingen andre kan? For som det er nu, mangler de øjensynligt ikke - og så er det kun et spørgsmål om tid, før Lene Espersen ikke skal lede efter en afløser, men efter slukknappen.
Hvis man skuer ud over den borgerlige-liberale lejr vil man se uenigheder over økonomisk politik og over værdipolitik. Med Liberal Alliances seriøse indtog på scenen kunne man lege med tanken om, at de konservative ikke længere har et unikt rum at være i:
Økonomisk findes der en venstre-højre akse indeni den blå lejr, der spænder fra Dansk Folkeparti som den største omfordeler, over Venstre, der - på en god dag - er Liberale Light til Liberal Alliance, der klart har kommunikeret, at dette parti står for markant mindre omfordeling end i dag. Her mangler de konservative ikke. Særligt fordi de fleste konservative vil kalde sig "økonomisk liberale" (se bl.a. Mikael Jalvings forklaringer herom).
Værdipolitisk har vi i Dansk Folkeparti et rendyrket nationalkonservativt parti og i Venstre et socialkonservativt.
Venstres modus operandi, kommunikativt såvel som praktisk, har det sidste årti været at forandre for at bevare - og dette har Venstre kommunikeret særdeles meget bedre end Konservative selv har magtet. Eksempler på udsagn "for at bevare (indsæt samfundsinstitution), må vi (indsæt minimal ændring)" er legio.
Så har vi endelig Liberal Alliance, der er særdeles liberalt indstillet værdipolitisk, hvilket bl.a. udmønter sig i et skarpt fokus på frihed. Frihed for overvågning, rygelov, knivforbud og Big Mother. Dette har partiet klart kommunikeret. Meget mindre klart er det, hvor partiet står mht. udlændingepolitikken - her er en del vælgere berettiget bekymrede for, om De Radikales meget venstreorienterede værdipolitik kommer til at regere.
Men ingen savner de konservative. Det konservative folkeparti, der den ene dag har ladet staten vokse sig for stor, men den næste er de offentligt ansattes parti.
De konservative ved sandsynligvis ikke selv, om partiet er værdikonservativt i en traditional, stram forstand - eller om det mest ligner et socialt parti, der ikke lader Kristeligt Folkeparti-møder-CD noget at lade tilbage: Den ene dag skal burkaer forbydes, den næste er tonen blevet for rå.
Hvad er det, de konservative kan, som ingen andre kan? For som det er nu, mangler de øjensynligt ikke - og så er det kun et spørgsmål om tid, før Lene Espersen ikke skal lede efter en afløser, men efter slukknappen.
