Konservative må bruge Schlüter-opskriften

LEDER: For to år siden blev tidligere statsminister Poul Schlüter på en konference spurgt, hvordan det lykkedes for de Konservative at fordoble der...

Ole Birk Olesen,

19/11/2009

LEDER: For to år siden blev tidligere statsminister Poul Schlüter på en konference spurgt, hvordan det lykkedes for de Konservative at fordoble deres tilslutning fra 1974 til 1982 under hans lederskab:

"Det gjorde vi ved at tale og skrive i en uendelighed, vi gentog hinanden uafbrudt, om hvad det vil sige at være konservativ. Hvad er den konservative identitet, den konservative grundholdning - hvad betyder det? Det hjalp. Så gik vi frem ved det næste valg fra 10 til 15 mandater, ved det næste igen fra 15 til 22, og til sidst blev det 26 mandater. Og så dannede vi regeringen," svarede Schlüter dengang.

Metoden er velafprøvet og virker tilsyneladende hver gang et borgerligt parti hænger fast i et morads af ringe opbakning i befolkningen, manglende gejst i medlemsskaren og en rådvild ledelse: Find ind til kernen af det, I står for. Og råb det ud fra hustagene! Sådan rejste de Konservative sig i 70'erne, og sådan rejste Venstre sig også under Uffe Ellemann-Jensens ledelse i 80'erne, ligesom det var på samme måde, Søren Pind fik gjort Venstre til det mest betydningsfulde borgerlige parti i København i 90'erne.

I dag står de Konservative igen overfor samme udfordring. Ledelsen på Christiansborg synes under Lene Espersens ledelse at mangle nogen form for idé om, hvad den skal gøre for at undgå et endnu dårligere valg i 2011 end de 10 procent, man altid fik i Bendt Bendtsens mildest talt uglorværdige tid som formand. Og i København, landets hovedstad, er man stadig fortrængt fra positionen som det dominerende borgerlige parti, nu endda uden en borgmesterpost.

I København kan de Konservative dog se et lys for enden af tunnelen, og manden, der holder faklen, hedder Rasmus Jarlov. Ved kommunalvalget strøg han ind i Borgerrepræsentationen med 2.100 personlige stemmer, simpelthen ved at kæmpe en konsekvent kamp for kerneborgerlige mærkesager: Nej til skatteyderfinansierede autonomhuse og ned med skatten. Hvis de Konservative i København vil sig selv det godt, så gør de i den kommende valgperiode Rasmus Jarlov til deres nye førstemand i stedet for den politisk farveløse Mogens Lønborg. Og hvis de Konservatives nye ledelse på Christiansborg vil undgå den ydmygelse at få et endnu dårligere valgresultat end Bendt Bendtsens typiske 10 procent, så bider man også der mærke i Poul Schlüters ord og finder ud af, hvad det egentlig er, man gerne vil med magten, før man beder vælgerne om at give magten til en.

Kilde: