Op til de Konservatives landsmøde i Aalborg har flere ledende konservative politikere pludseligt fået travlt med at markere sig i pressen. Budskabet er, at partiet nu ønsker grundlæggende reformer af samfundet. De konservative politikere har i Berlingske bl.a. peget på behovet for lavere selskabsskat, afskaffelse af efterlønnen, styrkelse af konkurrenceevenen etc. Alle disse forslag er sunde tiltag, men når man som de konservative har været i regering så længe, uden at der er sket noget, må man spørge sig selv, om partiet virkeligt er leveringsdygtigt efter et valg. Regeringen har siddet i 9 år og selv, hvis den nuværende regering skulle fortsætte efter et valg, vil virkeligheden højst sandsynligt være, at der intet sker i de næste mange år.
Det virker utroværdigt, når man i et forsøg på at afværge den konservative formands problemer, pludselig søger at fremstå som et handlingsorienteret parti, som desværre i sin iver efter at få regeringsmagten, har pantsat de konservatives politiske selvbestemmelse hos Pia Kjærsgaard. I takt med at de konservative vælges tillid til formandens lederevner forringes uge for uge, prøver man at spille på, at man i modsætning til Venstre, er garant for de borgerlige værdier. Samtidig forsøger man at male det billede hos vælgerne, at partiet kan og vil gennemføre de mange store reformer, som er nødvendige for at vi kan opretholde samme velstandsniveau i fremtiden.
Man kan bare ikke snyde vælgerne. Det er eksempelvis naivt, hvis man tror, at de konservative efter et valg, vil stå hårdt på få reduceret skatten på arbejde markant. Flere ledende erhvervsfolk har ellers i Berlingske efterlyst et langt større fokus på netop en afskaffelse af topskatten. Dette er helt afgørende, hvis Danmark skal kunne fastholde og tiltrække de bedste hoveder i den globale konkurrence. Men det bliver ved snakken – intet vil ske.
Det er efterhånden svært at se den realpolitiske forskel på de konservative og socialdemokraterne – kun med den lille forskel, at socialdemokraterne tror, at krisen bare kan klares, hvis alle danskere arbejder 12 minutter mere om dagen. Pointen er,at panikken hos de konservative breder sig med lynets hast. De konservative vælgere har efterhånden indset, at partiet ikke har været leveringsdygtigt eller formået at levere fremsynede politikere med gennemslagskraft. Set i dette lys er de konservatives landsmøde i Aalborg helt afgørende, hvis partiet fremover vil spille en central rolle i dansk politik.
Jeg har taget et klart valg og stiller op som folketingskandidat i Københavns Storkreds for Liberal Alliance. Vælgerne skal vide, at hvis de sætter deres kryds ud for Liberal Alliance, går din stemme, modsat ud fra liste C, efter politisk indflydelse og reformer - ikke efter ministerposter.
Det virker utroværdigt, når man i et forsøg på at afværge den konservative formands problemer, pludselig søger at fremstå som et handlingsorienteret parti, som desværre i sin iver efter at få regeringsmagten, har pantsat de konservatives politiske selvbestemmelse hos Pia Kjærsgaard. I takt med at de konservative vælges tillid til formandens lederevner forringes uge for uge, prøver man at spille på, at man i modsætning til Venstre, er garant for de borgerlige værdier. Samtidig forsøger man at male det billede hos vælgerne, at partiet kan og vil gennemføre de mange store reformer, som er nødvendige for at vi kan opretholde samme velstandsniveau i fremtiden.
Man kan bare ikke snyde vælgerne. Det er eksempelvis naivt, hvis man tror, at de konservative efter et valg, vil stå hårdt på få reduceret skatten på arbejde markant. Flere ledende erhvervsfolk har ellers i Berlingske efterlyst et langt større fokus på netop en afskaffelse af topskatten. Dette er helt afgørende, hvis Danmark skal kunne fastholde og tiltrække de bedste hoveder i den globale konkurrence. Men det bliver ved snakken – intet vil ske.
Det er efterhånden svært at se den realpolitiske forskel på de konservative og socialdemokraterne – kun med den lille forskel, at socialdemokraterne tror, at krisen bare kan klares, hvis alle danskere arbejder 12 minutter mere om dagen. Pointen er,at panikken hos de konservative breder sig med lynets hast. De konservative vælgere har efterhånden indset, at partiet ikke har været leveringsdygtigt eller formået at levere fremsynede politikere med gennemslagskraft. Set i dette lys er de konservatives landsmøde i Aalborg helt afgørende, hvis partiet fremover vil spille en central rolle i dansk politik.
Jeg har taget et klart valg og stiller op som folketingskandidat i Københavns Storkreds for Liberal Alliance. Vælgerne skal vide, at hvis de sætter deres kryds ud for Liberal Alliance, går din stemme, modsat ud fra liste C, efter politisk indflydelse og reformer - ikke efter ministerposter.
