LEDER: I lyset af at Det Konservative Folkeparti har mistet så mange vælgere på det seneste, har politisk ordfører Henriette Kjær tænkt sig frem til, at man nok har svigtet sine kerneborgerlige vælgere ved at bakke op om en gennemført socialdemokratisk politik, siden man sammen med Venstre overtog regeringsmagten i 2001.
Af denne udmelding kan de svigtede så lære én ting: Det nytter at sige, at man ikke vil stemme på de Konservative mere. Henriette Kjær, der taler på vegne af sit partis ledelse, er kommet frem til sin erkendelse, fordi tidligere konservative vælgere har fortalt til Gallup, til Megafon, til Rambøll m.fl, at de ved næste valg vil stemme på et andet parti, f.eks. Liberal Alliance. Havde disse vælgere meddelt, at de skam ville stemme på de Konservative, som de plejer, så ville partiets ledere blot have fortsat helt ufortrødent med at svigte. Igen og igen og igen og ... så videre.
Det er sørgeligt, at det er nødvendigt at lade være med at stemme på de Konservative for at få dem til at besinde sig på, at de skal føre borgerlig politik. Det burde være sådan, at der inden i enhver konservativ - høj som lav - var et brændende ønske om at kæmpe helhjertet for sagen. Men det er ikke virkeligheden, og det er ikke de borgerlige kernevælgere, der har bestemt, at det skal være sådan. Det må Det Konservative Folkepartis ledelse og de medlemmer, som alt for ukritisk har bakket ledelsen op, bære det fulde ansvar for.
Tilliden til de Konservative genvindes imidlertid ikke ved, at man sender sin politiske ordfører i byen for at teste en ny idé af i den evige zig zag-kurs, som har været partiets eneste konsistente linje i efterhånden umindelige tider. Der må nye boller på suppen i det borgerlige Danmark, og i Det Konservative Folkepartis ledelse har man i de forløbne ni år dokumenteret, at man ikke ejer ét eneste sæt "boller".
Af denne udmelding kan de svigtede så lære én ting: Det nytter at sige, at man ikke vil stemme på de Konservative mere. Henriette Kjær, der taler på vegne af sit partis ledelse, er kommet frem til sin erkendelse, fordi tidligere konservative vælgere har fortalt til Gallup, til Megafon, til Rambøll m.fl, at de ved næste valg vil stemme på et andet parti, f.eks. Liberal Alliance. Havde disse vælgere meddelt, at de skam ville stemme på de Konservative, som de plejer, så ville partiets ledere blot have fortsat helt ufortrødent med at svigte. Igen og igen og igen og ... så videre.
Det er sørgeligt, at det er nødvendigt at lade være med at stemme på de Konservative for at få dem til at besinde sig på, at de skal føre borgerlig politik. Det burde være sådan, at der inden i enhver konservativ - høj som lav - var et brændende ønske om at kæmpe helhjertet for sagen. Men det er ikke virkeligheden, og det er ikke de borgerlige kernevælgere, der har bestemt, at det skal være sådan. Det må Det Konservative Folkepartis ledelse og de medlemmer, som alt for ukritisk har bakket ledelsen op, bære det fulde ansvar for.
Tilliden til de Konservative genvindes imidlertid ikke ved, at man sender sin politiske ordfører i byen for at teste en ny idé af i den evige zig zag-kurs, som har været partiets eneste konsistente linje i efterhånden umindelige tider. Der må nye boller på suppen i det borgerlige Danmark, og i Det Konservative Folkepartis ledelse har man i de forløbne ni år dokumenteret, at man ikke ejer ét eneste sæt "boller".
