Konservativ slingrekurs: Stram finanspolitik eller smide regningen i børneværelset?

LEDER: I gamle dage sagde Bendt Bendtsen, at de Konservative ikke ville "smide regningen i børneværelset", altså gældsætte de kommende generationer...

Ole Birk Olesen,

29/05/2013

LEDER: I gamle dage sagde Bendt Bendtsen, at de Konservative ikke ville "smide regningen i børneværelset", altså gældsætte de kommende generationer med nutidigt underskud på de offentlige finanser. Men i går i Børsen sagde de Konservatives finansordfører, Mike Legarth, at det er helt uansvarligt, hvis man ikke sætter gang i økonomien med et større offentligt underskud i 2014 end det, der allerede er planlagt.

Et konservativt kursskifte?

Vi ved det ikke. For da partiformand Lars Barfoed under Folketingets afslutningsdebat onsdag aften blev spurgt, hvad de Konservative egentlig mener, så mente han vist lidt af hvert, selvom de to ting er indbyrdes modstridende: Man kan ikke både være modstander af at smide regningen i børneværelset og mene, at det milliardstore underskud, som i forvejen forventes i 2014, bør være endnu større. 

Hvad skal borgerlige danskere så forholde sig til? Kan de stemme på de Konservative, hvis de er imod yderligere offentlig gældsætning? Eller kan de lige præcis ikke?

Vi ved det ikke. Det eneste, som vi nok ved, er, at de Konservative både mener det ene og det stik modsatte om offentlig gældsstiftelse.

Man kan godt stemme på de Konservative, hvis man har lyst. Men man bør nok forinden spørge sig selv: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?

Kilde: