LEDER: Ingen kan beskylde de Konservative for overdreven tankeaktivitet i disse år. Connie Hedegaard fik i går ganske vist opfyldt sit ønske om en international politikerkarriere i Bruxelles - og tillykke med det. Men Det Konservative Folkeparti mistede et af sine få stærke kort i folketingsgruppen, og står derfor svækket forud for det næste folketingsvalg, som efter alt at dømme kommer i 2011.
Man kan være uenig med Connie Hedegaard om det politiske, og det er vi her på 180Grader.dk ofte. Men det er vi også med resten af den politisk fummelfingrede konservative partiledelse, som en gang i mellem synes at trække lod om, hvordan den skal markere sig i et par timer, hvorefter den finder tilbage til sit musehul og først dukker frem igen efter et par måneder og en ny lodtrækning. Connie Hedegaard repræsenterer i det parti trods alt en form for konsistens, og hvis hun udtalte sig lidt mere om det danske samfunds indretning i stedet for kun om global varmluft, så kan det ikke udelukkes, at hun faktisk ville have noget fornuftigt på hjerte.
De Konservative kan nu konstatere, at hvis Lene Espersen ved næste folketingsvalg skulle fejle eftertrykkeligt - altså hvis hun ikke skaffer partiet et bedre valgresultat end Bendt Bendtsens evige 10 procent - så står Det Konservative Folkeparti uden nogen profil, som kan formodes at gøre en mere overbevisende indsats. Den eneste mulighed, Connie Hedegaard, har Lene Espersen sendt til udlandet.
Måske forklarer det velviljen overfor Connie Hedegaards EU-ambitioner i den konservative top: man har gerne villet skaffe sig af med den eneste mulige udfordrer efter et valgnederlag. På den måde har Lene Espersen skaffet sig status som enehersker i partiet. I hvert fald indtil et nyt talent måtte have fundet sine ben at stå på i landspolitik.
Man kan være uenig med Connie Hedegaard om det politiske, og det er vi her på 180Grader.dk ofte. Men det er vi også med resten af den politisk fummelfingrede konservative partiledelse, som en gang i mellem synes at trække lod om, hvordan den skal markere sig i et par timer, hvorefter den finder tilbage til sit musehul og først dukker frem igen efter et par måneder og en ny lodtrækning. Connie Hedegaard repræsenterer i det parti trods alt en form for konsistens, og hvis hun udtalte sig lidt mere om det danske samfunds indretning i stedet for kun om global varmluft, så kan det ikke udelukkes, at hun faktisk ville have noget fornuftigt på hjerte.
De Konservative kan nu konstatere, at hvis Lene Espersen ved næste folketingsvalg skulle fejle eftertrykkeligt - altså hvis hun ikke skaffer partiet et bedre valgresultat end Bendt Bendtsens evige 10 procent - så står Det Konservative Folkeparti uden nogen profil, som kan formodes at gøre en mere overbevisende indsats. Den eneste mulighed, Connie Hedegaard, har Lene Espersen sendt til udlandet.
Måske forklarer det velviljen overfor Connie Hedegaards EU-ambitioner i den konservative top: man har gerne villet skaffe sig af med den eneste mulige udfordrer efter et valgnederlag. På den måde har Lene Espersen skaffet sig status som enehersker i partiet. I hvert fald indtil et nyt talent måtte have fundet sine ben at stå på i landspolitik.
