Af Filip Berghamar
For et år siden kom Martin Ågerup for skade at skrive en klumme, hvori han efterspurgte den samme kampgejst for vore økonomiske friheder, som den vi udviser for ytringsfriheden. Der var nogle, der blev stødt af titlen på hans klumme - og sådan må det vel være, når man bevidst ønsker at misforstå Ågerups budskab. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Danmark ville se ud, hvis vi havde givet ytringsfriheden den samme stedmoderlige behandling, som vi giver vore økonomiske friheder. At ytringsfriheden var blevet givet de samme eksistensvilkår som aftalefriheden, næringsfriheden, ejendomsretten og den almindelige økonomiske handlefrihed. Hvis tale var guld og jobbet en talerstol.Vi kan starte i det små: Fordeling af lyttere. Vi ville være nødt til at lave et helt nyt ytrings-omfordelings-system. For hvis nu der var én ytrer, der sagde noget, der var meget interessant og spændende, og derved fik mange lyttere - ja, så ville det være meget uretfærdig over for den, der ikke havde noget spændende at fortælle. Han ville jo ikke have særligt mange lyttere, vel? Og når denne stakkels, kedelige ytrer kan se, hvor mange lyttere den spændende og interessante ytrer har, ja, så kan I vel godt se, at det skaber grobund for uro og ytringsulighed. Derfor er det bidende nødvendigt, at antallet af lyttere bliver fordelt ligeligt på de forskellige ytrere, så ingen føler, at det, som de har at sige, er kedeligt. Nogle vil måske indvende, at den kedelige ytrer måske skal finde noget andet at ytre sig om, eller måske gøre sig mere umage med sine ytringer, men sådanne holdninger er egoistiske og usolidariske samt meget skadende for samfundets ytrings-sammenhængskraft.
Vi kan forsætte med de ting, folk ytrer sig om. Vi kan jo ikke have, at folk bare snakker løs, uden at tænke på den globale opvarmning og ligestilling og den slags. Tænk på al den snak der i så tilfælde ville vælte ud over lytterne, og som ville gøre dem forvirrede og utrygge - ja, før man ved af det, er der pludselig en, der er kommet til at tegne Muhammed! Derfor må alle ytrere udstyres med en lang liste over ting, som de gerne må ytre sig om - selvfølgelig inden for visse grænser (folk skal jo ikke gå og ytre sig efter klokken otte og i weekenderne). Vi skal også have en liste over ting, de helst ikke skal snakke om, og gør de det alligevel, skal de ikke snakke om det særlig meget. Og til sidst en liste over ting de absolut ikke, under nogen omstændigheder, må snakke om. Denne liste skal selvfølgelig udarbejdes af ytringseksperter, og overvåges af en international ytringsorganisation. Nogle ville måske kalde det for censur, men det er, fordi de ikke har forstået, at sådanne lister er med til at beskytte lytterne fra at høre alt muligt ævl - det bør alle da kunne forstå!
Men det bliver bedre endnu. Vi er jo ikke alle så heldige at være født af velformulerede og ytringsivrige forældre. Nogle af os er fra barnsben blevet givet et stort ordforråd, mens andre har fået et mindre ordforråd. Det kan enhver da se er uretfærdigt. Derfor må vi have et system, der kan bryde den negative ytringsarv. Dette gøres ved at indføre kvoter for alle talerstole. Hvis man er så uheldig at være født ind i en familie, der ikke er begavet med ord, der har flere end to stavelser, kan man så via en sådan kvoteordning få adgang til podiet - uanset om man har noget spændende at fortælle eller ej. Kun på denne måde kan vi sikre, at de mindre ytringsbemidlede har en chance i konkurrencen mod alle dem, der har et stort og varieret ordforråd. Det skal jo nødigt hedde sig, at de ytringspriviligerede holder de mindre ytringsbemidlede nede igennem et overlegent sprogbrug, vel?
Og vi må selvfølgelig også have regler for, hvordan vi ytrer os i fællesskab. Når to personer frivilligt aftaler at ytre sig sammen, skal vi have regler for at sikre, at de siger nogenlunde lige meget. Vi må have en regel om mindste-ytring, der sikrer, at den ene part i en samtale ikke løber med hele taletiden. Igen er det vigtigt at pointere, at blot fordi man ikke gider snakke så meget som de andre, skal det ikke resultere i, at man ikke bliver hørt. Alle skal sikres taletid igennem et sindrigt system af ytringsregulering, parterne imellem.
Jeg kunne blive ved og fortælle om ytringsforeninger, der havde ret til at lave aftaler på ytrernes vegne; om gulplade-ytrere der kun må sige noget, når de er på arbejde, eller om sorte ytrere der bliver set på som udskud og straffet, fordi de siger det, som de har lyst til - når de har lyst til det. Men jeg tror, jeg vil afslutte denne klumme med blot at konstatere, at havde vi den samme tilgang til ytringsfriheden, som vi har til vores økonomiske friheder, tror jeg ikke denne klumme var skrevet. Og det gælder ikke blot denne klumme, men også hundredtusindvis af blogindlæg, læserbreve, kronikker, bøger, rapporter og magasiner, som aldrig ville blive offentliggjort, men som ville drukne i regler, regulering og omfordeling. Vi ville være fattige på ord - et u-land for det talte og det skrevne.
Og hvis det er sandt - hvor meget velstand og hvor mange arbejdspladser tror du, der går tabt hvert eneste år, så længe Danmark bliver holdt i den nuværende tilstand af økonomisk undertrykkelse? Og hvorfor er min ret til at bruge penge på det, jeg vil, når jeg vil, forskellig fra min ret til at ytre mig om, hvad jeg vil, når jeg vil det? Hvordan kan det være, at nærmest alle danskere ville blive rasende, hvis politikere og myndigheder prøvede at indskrænke deres ytringsfrihed, men nærmest bønfalder dem om at omfordele, kontrollere og diktere vore økonomiske friheder?
Svar udbedes!
Filip Berghamar er softwareudvikler og bestyrelsesmedlem for Liberal Alliance, Østjyllands Storkreds
