Konkurrencelovgivningen i EU er uretfærdig

Microsoft var blevet truet med endnu en kæmpebøde for såkaldt "konkurrenceforvridning" ved at have Internet Explorer præinstalleret, når man køber ...

Tenshu

16/12/2009

Microsoft var blevet truet med endnu en kæmpebøde for såkaldt "konkurrenceforvridning" ved at have Internet Explorer præinstalleret, når man køber Windows. De har nu valgt at give efter for kravene og lader forbrugeren vælge en blandt flere browsere i forbindelse med installationen.

Ifølge EU-Kommissionen giver det Internet Explorer en for stor konkurrencemæssig fordel i forhold til Firefox, Opera og de andre browsere. Er det aldrig faldet Kommisionen ind, at det tager ca. et minut at downloade en af de andre browsere? Så siden brugerne ikke gør det, må det være fordi, de er bedøvende ligeglade?

Jeg havde håbet, at Microsoft ville udstille Kommissionen ved slet ikke at installere nogen browser. Det havde stillet forbrugeren langt værre, men havde ikke været "konkurrenceforvridende".

Hvorfor skal lovgivningen i øvrigt kun gå ud over Microsoft? Safari er præinstalleret på Apple OS. Firefox er præinstalleret i Ubuntu Linux. Jeg forstår godt, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet i Microsoft.