Kongens nye skatter

Strooce featuring H

Strooce Ikke angivet,

01/10/2014

Strooce featuring H.C Andersen

Der var engang et lille kongerige, hvor kongen elskedede lykke og rigdom. Han var så glad for det, at han ville være den lykkeligeste og rigeste konge i verdenen. Der kom mange fremmede rejsende til det lille kongerige, og en dag kom der 2 fupmagere som sagde, at de havde en skat, der ville gøre alle rige og lykkelige. Kongen i verdens lykkeligeste land, var naturligvis meget nysgerrig på disse 2 fupmagere, for kongen elskedede lykke og rigdom. Fupmagerne fortalte, at deres skat var magisk og kun mennesker der var meget dumme eller ikke duede til deres bestilling, ikke kunne se lykken og rigdommen.

Kongen bød fupmagernes skat velkommen, og gav disse fupmagere ophold på hans fineste slot - det hed Christiansborg. Der skulle de opkræve al det skat de kunne, og gøre alle rige og lykkelige.

En dag sendte kongen sin minister for lykke ud, for at se hvor langt fupmagerne var kommet med at gøre folket lykkeligt. Han så straks, at igår var 162 andre kongeriger mere lykkelige. "Du godeste", tænkte han. Er jeg virkelig så dum? Duer jeg ikke til min bestilling? Ministeren vidste jo, at kun dumme mennesker ikke kunne se lykken, men han var så glad for sit arbejde, at han måtte lyve for kongen da han vendte tilbage, og fortalte kongen, at folket ganske rigtigt var verdens lykkeligeste. "Dejligt" tænkte kongen.

I det lille kongerige skulle der snart være et optog. En fest. Og kongen skulle promenere foran de lykkelige og rige mennesker han havde skabt. Der gik ikke længe før kongen sendte en anden af sine betroede embedsmænd, der nu skulle se hvor langt lurendrejerne var kommet med rigdommen. Embedsmanden stirrede og stirrede, men kunne ingenting se. Han så kun, at alle andre kongeriger havde meget mere af alting. "Kan jeg være så dum", tænkte embedsmanden. Det var skrækkeligt, men han valgte at lade som ingenting. Han sagde til de listige fupmagere, at han ville meddele kongen, at mikrobilerne og hospitalernes ventelister så meget fine ud. Fupmagerne krævede da nu også mere skat, som de straks fik. Det hele skulle jo være perfekt til kongens promenade.

Snart skulle der være fest. Kongen skulle ud til folket og stråle i rigdommens og lykkens glans under hans tronhimmel. Da kongen kom ud i verdenen kunne han ganske vidst ikke se rigdommen. Han kunne kun se små mikrobiler og travle stressede mennesker. "Du godeste" tænkte kongen - duer jeg ikke til min bestilling? Kongen lod som ingenting, for han kunne naturligvis ikke vise, at han var dum.

Kongen promenerede under hans tronhimmel, og folket hyldede ham, og råbte "se hvor vi er lykkelige og rige". Der var fest og jubel, og ingen ville sige at de ingenting kunne se, for så var man jo dum. Det var mageløst og aldrig havde kongens skatter vagt så stor beundring.

"Men vi har jo små biler, lav købekraft og dårlige hospitaler", sagde et lille barn. "Herre gud, hør den uskyldige stemme, " sagde faren. Og så viskede man fra øre til øre, hvad barnet havde sagt.

"Vi har jo små biler, og dårlige hospitaler", er der et lille barn der siger, "vi har små biler og dårlige hospitaler!"

"Vi har små biler og dårlige hospitaler" råbte folket til sidst i kor.

Kongen krympede sig, for han syntes de havde ret. Men han var standhaftig og lod sig ikke mærke med noget. "Nu må jeg holde ud og gøre promenaden færdig," tænkte han.

Og så rankede han sig endnu stoltere, og kammerherrerne gik og bar på på slæbet, som slet ikke var der.

Kilde: