"Kongeligt Klima" - Et politisk neutralt kongehus?

Af Hanna Ella Sandvik, Kulturordfører for Liberal Alliances Ungdom

Hanna Ella Sandvik,

11/12/2009

Af Hanna Ella Sandvik, Kulturordfører for Liberal Alliances Ungdom. Klimadebatten raser i Danmark. Der diskuteres mellem klimaskeptikere og klima"helte" til den store guldmedalje. Selvom ingen er enige, kan der dog spores lidt enighed når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt klimadebatten er blevet politiseret. Forskere indrømmer på begge sider, at de ofte træder ud af forskerrollen når de diskuterer klima. Ikke desto mindre meldte der sig igår en ny aktør i klimadebatten i form af vores egen kronprins Frederik. I TV2's program "Kongeligt Klima", tager kronprinsen og hans kongelige kollegaer Victoria og Haakon på klimarejse for at "skabe øget opmærksomhed på de hastige klimaforandringer, der sker i disse år." At stationen vælger endnu engang at producere og sende en touchy-feely historie om klimaet, er før set. Men at kronprinsen vælger at deltage er en helt anden sag. Kongehuset har nemlig forpligtet sig på at holde sig politisk neutralt. Diskussionen var stor, da kronprinsen indtrådte i IOC, men hvor bliver debatten af nu? Kronprinsen udtaler ovenikøbet at klimaforandringerne er et faktum og at "Vi har pligt til at handle, før det er for sent".  Kronprinsen er, som mange andre, på den måde med til at cementere den altoverdøvende, ensrettede danske klimadiskurs. Problemet er bare med ham, som det ikke er med de andre, at han har en forpligtelse til at forholde sig politisk neutral. At han på den måde udnytter sit udemokratiske mandat i politiske spørgsmål er fuldstændig uhørt.

Kilde: