Kommunerne møder en lang række udfordringer. Af udfordringer kan nævnes, at borgerne kræver flere individuelt tilpassede ydelser og produkter, borgerne vil have mere brugerindflydelse og involvering. Borgerne vil have lettere adgang til offentlige ydelser, der må være lettere tilgængelige. Borgerne kræver større fleksibilitet i forhold til produktion og levering af produkter og ydelser. Politikerne vil have øget produktiviteten og garanti for "at få noget for pengene” og dermed skattekronerne. Dertil et krav om bedre kvalitetsstyring og kvalitetssikring/kvalitetskontrol, samt digitalisering af sagsbehandlingen.
Større krav til den kommunale sektor.
Borgerne stiller større og større krav til den offentlige sektor. De vil have indflydelse på produktionen og dermed sætte deres aftryk på den endelige løsning. Ligesom ved køb af flere forbrugsgoder, hvor man kan gå ind i en drøftelse med leverandøren om design, farvevalg, dimensioner, kvalitetsniveau og individuel særpræg. Der er et pres fra borgerne om direkte adgang til leverandøren af ydelserne. Borgerne må forventes at blive mere og mere selvrefleksive og dermed i stand til at vurdere det de modtager af offentlig hjælp, i forhold til hvad andre i samme situation modtager. Og forlange det samme, mindst.
Den offentlige sektors indtrængen på flere og flere livsområder.
I takt med, at den offentlige sektor bevæger sig ind på flere og flere livsområder og entrer det civile samfund og reguleringsintensiviteten tager til, er det forventeligt at borgerne stiller krav om inddragelse. Ikke nødvendigvis via det partipolitiske system, men gennem andre kanaler for indflydelse, typisk brugerorganisationer. Grundet en kontrolleret og behersket økonomisk realvækst i den offentlige sektor er det vigtigt, at afstemme borgernes ønsker til offentlig service med det økonomisk realisable. Er borgerne for fordringsfulde og betalingsvilligheden behersket, vil den offentlige organisation komme i et krydspres mellem forventninger og ønsker på den ene side og realiseringsmuligheder, på den anden side. Kommunerne må gøre brugen af borgerråd mere udbredte. Det indebærer en demokratisk udfordring og en udfordring til det ”rigtige” demokrati baseret på folkevalgte repræsentanter. Men brugt rigtigt, kan netop borgerråd være en inspirator for kommunalbestyrelsen.
Lydhør offentlig sektor.
Det forventes at den offentlige sektor er lydhør og responsiv. Såfremt den offentlige sektor arbejder på at sikre en dialog med interessenterne må en række fora institueres. Dialogen skal være permanent for at være troværdig. Den offentlige organisation befinder sig typisk i foranderlige og dynamiske omgivelser og må indoptage udviklingstendenser og præferencer. Det må ske gennem dialog. Det kræver tæt dialog og kanaler at formulere sig igennem, for interessenterne. Hvis de "rigtige" beslutninger skal træffes kræver det inddragelse af de rigtige. Så kan forbeholdene tages og holdninger stemmes af.
For de offentligt ansatte kan dialog have en værdi. Det kan være motiverende at drøfte på hvilket grundlag ens dispositioner skal gøres. Med en kontakt til interessenterne og dermed til modtagerne af servicen og reguleringen, kan den offentligt ansatte forstå, at afleveringen af en politik og en beslutning, ikke sker i et vakuum, hvor modtagerne ikke findes og ikke reagerer. Den offentlige ansatte gøres bekendt med modtagernes præferencer.
Dialogpræget stil og medborgerskabet.
Den dialogprægede stil bidrager til at interessenterne også gøres opmærksomme på de præmisser og under de økonomiske vilkår som offentlig ledelse udøves på og politiske beslutninger træffes på. Altså en vis forståelse for de mange hensyn der skal tages og forståelse for de knappe ressourcer og nødvendigheden af prioriteringer. Ved en dialog inddrages borgernes løsninger og dermed udvikles den måde, som service serveres på. Dermed skabes nye måder at løse opgaver på. Et tegn på innovative processer. Der er ikke noget så idèskabende som ressourceknaphed!
Politikerne skal forsøge at gøre op med den offentlige sektors rolle som overvåger og kontrollant. I stedet skal der ses på, om kontrollen med at kvaliteten sikres og reguleringen virker, kan gøres til et ansvar for hele samfundet, alle borgere. Alle i samfundet har et ansvar for at den offentlige sektor er velfungerende. Det er ikke kun politikerne og de ansattes ansvar. Vi må alle bidrage til, at den offentlige service og velfærdsproduktion er tilfredsstillende. Vi er borgere, faktisk medborgere. Vi er ikke forbrugere eller kunder. Med medborgerskabet følger ganske vist rettigheder, men også et ansvar for det fælles. Den offentlige sektor må være åben for borgerinddragelse og søge dialogen og borgerne er forpligtet til at gribe tilnærmelsen.
Større krav til den kommunale sektor.
Borgerne stiller større og større krav til den offentlige sektor. De vil have indflydelse på produktionen og dermed sætte deres aftryk på den endelige løsning. Ligesom ved køb af flere forbrugsgoder, hvor man kan gå ind i en drøftelse med leverandøren om design, farvevalg, dimensioner, kvalitetsniveau og individuel særpræg. Der er et pres fra borgerne om direkte adgang til leverandøren af ydelserne. Borgerne må forventes at blive mere og mere selvrefleksive og dermed i stand til at vurdere det de modtager af offentlig hjælp, i forhold til hvad andre i samme situation modtager. Og forlange det samme, mindst.
Den offentlige sektors indtrængen på flere og flere livsområder.
I takt med, at den offentlige sektor bevæger sig ind på flere og flere livsområder og entrer det civile samfund og reguleringsintensiviteten tager til, er det forventeligt at borgerne stiller krav om inddragelse. Ikke nødvendigvis via det partipolitiske system, men gennem andre kanaler for indflydelse, typisk brugerorganisationer. Grundet en kontrolleret og behersket økonomisk realvækst i den offentlige sektor er det vigtigt, at afstemme borgernes ønsker til offentlig service med det økonomisk realisable. Er borgerne for fordringsfulde og betalingsvilligheden behersket, vil den offentlige organisation komme i et krydspres mellem forventninger og ønsker på den ene side og realiseringsmuligheder, på den anden side. Kommunerne må gøre brugen af borgerråd mere udbredte. Det indebærer en demokratisk udfordring og en udfordring til det ”rigtige” demokrati baseret på folkevalgte repræsentanter. Men brugt rigtigt, kan netop borgerråd være en inspirator for kommunalbestyrelsen.
Lydhør offentlig sektor.
Det forventes at den offentlige sektor er lydhør og responsiv. Såfremt den offentlige sektor arbejder på at sikre en dialog med interessenterne må en række fora institueres. Dialogen skal være permanent for at være troværdig. Den offentlige organisation befinder sig typisk i foranderlige og dynamiske omgivelser og må indoptage udviklingstendenser og præferencer. Det må ske gennem dialog. Det kræver tæt dialog og kanaler at formulere sig igennem, for interessenterne. Hvis de "rigtige" beslutninger skal træffes kræver det inddragelse af de rigtige. Så kan forbeholdene tages og holdninger stemmes af.
For de offentligt ansatte kan dialog have en værdi. Det kan være motiverende at drøfte på hvilket grundlag ens dispositioner skal gøres. Med en kontakt til interessenterne og dermed til modtagerne af servicen og reguleringen, kan den offentligt ansatte forstå, at afleveringen af en politik og en beslutning, ikke sker i et vakuum, hvor modtagerne ikke findes og ikke reagerer. Den offentlige ansatte gøres bekendt med modtagernes præferencer.
Dialogpræget stil og medborgerskabet.
Den dialogprægede stil bidrager til at interessenterne også gøres opmærksomme på de præmisser og under de økonomiske vilkår som offentlig ledelse udøves på og politiske beslutninger træffes på. Altså en vis forståelse for de mange hensyn der skal tages og forståelse for de knappe ressourcer og nødvendigheden af prioriteringer. Ved en dialog inddrages borgernes løsninger og dermed udvikles den måde, som service serveres på. Dermed skabes nye måder at løse opgaver på. Et tegn på innovative processer. Der er ikke noget så idèskabende som ressourceknaphed!
Politikerne skal forsøge at gøre op med den offentlige sektors rolle som overvåger og kontrollant. I stedet skal der ses på, om kontrollen med at kvaliteten sikres og reguleringen virker, kan gøres til et ansvar for hele samfundet, alle borgere. Alle i samfundet har et ansvar for at den offentlige sektor er velfungerende. Det er ikke kun politikerne og de ansattes ansvar. Vi må alle bidrage til, at den offentlige service og velfærdsproduktion er tilfredsstillende. Vi er borgere, faktisk medborgere. Vi er ikke forbrugere eller kunder. Med medborgerskabet følger ganske vist rettigheder, men også et ansvar for det fælles. Den offentlige sektor må være åben for borgerinddragelse og søge dialogen og borgerne er forpligtet til at gribe tilnærmelsen.
