Kommunernes udgifter til velfærd pr. borger, er yderst forskellige. Nogle kommuner bruger dobbelt så mange penge som andre på at passe et barn, undervise en skoleelev eller pleje en ældre medborger. Samlet er der 6 milliarder kroner at hente om året, hvis de dyre kommuner sætter udgifterne ned til landets gennemsnit. Det viser tal fra Finansministeriet, som Politiken har fået aktindsigt i og refereret.
I Glostrup Kommune koster det dobbelt så meget at passe et institutionsbarn som i Billund. En ældre borger koster 88 procent mere i København end i Kerteminde, og udgifterne til hver skoleelev i en Høje Taastrup Kommune, er 83 procent højere end i Syddjurs Kommune.
Undersøgelser af Finansministeriets slags er gode i forhold til den politiske debat og prioritering af midler. Men jeg har to politiske, eller mere præcist politologiske, indvendinger mod den slags undersøgelser. Den ene er, at lave udgifter og udgifter under gennemsnittet kan skyldes nød og elendig økonomi og dermed et nødvendigt ”fravalg” af god service og høj velfærd. Det er altså ikke et villet eller ønsket valg af billig service og lave velfærdsudgifter. Det er et nødvendigt og ondt valg. I de fattige kommuner er der bare ikke råd til at sende eleverne på ekskursion, skolerejser og andre ting, der bidrager til at levendegøre undervisningen i eksempelvis fagene historie og biologi. Dermed er det en familiemæssig opgave og ansvar at sørge for børnenes fulde dannelse. Det er i orden sådan, men ikke alle børn har forældre der kan give dem denne form for stimuli. Det er et middelklasse og et overklassefænomen, at kunne det. Mere håndgribeligt dækker lave udgifter til folkeskolen ofte over manglende vedligeholdelse af skolebygninger og dermed til at sikre et ordentligt indeklima, som indvirker på indlæringen.
Min anden indvending er, at de rige kommuner, der er dyre på mange områder, er det fordi de har prioriteret det, politisk. Og ikke mindst fordi de har råd. At foreslå de dyre kommuner, at blive lige så billige som gennemsnittet er uden virkning og direkte tåbeligt og udtryk for manglende forståelse for, at det kommunale selvstyre indebærer forskelle i prioriteringer.
I Glostrup Kommune koster det dobbelt så meget at passe et institutionsbarn som i Billund. En ældre borger koster 88 procent mere i København end i Kerteminde, og udgifterne til hver skoleelev i en Høje Taastrup Kommune, er 83 procent højere end i Syddjurs Kommune.
Undersøgelser af Finansministeriets slags er gode i forhold til den politiske debat og prioritering af midler. Men jeg har to politiske, eller mere præcist politologiske, indvendinger mod den slags undersøgelser. Den ene er, at lave udgifter og udgifter under gennemsnittet kan skyldes nød og elendig økonomi og dermed et nødvendigt ”fravalg” af god service og høj velfærd. Det er altså ikke et villet eller ønsket valg af billig service og lave velfærdsudgifter. Det er et nødvendigt og ondt valg. I de fattige kommuner er der bare ikke råd til at sende eleverne på ekskursion, skolerejser og andre ting, der bidrager til at levendegøre undervisningen i eksempelvis fagene historie og biologi. Dermed er det en familiemæssig opgave og ansvar at sørge for børnenes fulde dannelse. Det er i orden sådan, men ikke alle børn har forældre der kan give dem denne form for stimuli. Det er et middelklasse og et overklassefænomen, at kunne det. Mere håndgribeligt dækker lave udgifter til folkeskolen ofte over manglende vedligeholdelse af skolebygninger og dermed til at sikre et ordentligt indeklima, som indvirker på indlæringen.
Min anden indvending er, at de rige kommuner, der er dyre på mange områder, er det fordi de har prioriteret det, politisk. Og ikke mindst fordi de har råd. At foreslå de dyre kommuner, at blive lige så billige som gennemsnittet er uden virkning og direkte tåbeligt og udtryk for manglende forståelse for, at det kommunale selvstyre indebærer forskelle i prioriteringer.
