Kommentator: Genialt at give Holger K. nøglerolle

  Det er klogt af Vilhelmsen at alliere sig med en af SFs mest erfarne politikere, mener Berlingskes Thomas Larsen

Ikke angivet Ikke angivet,

14/10/2012

 

Det er klogt af Vilhelmsen at alliere sig med en af SFs mest erfarne politikere, mener Berlingskes Thomas Larsen.

Der er lagt op til et opsigtsvækkende comeback til den 62-årige Holger K. Nielsen. Den tidligere SF-formand gennem 14 år kommer til at indtage en absolut nøglerolle som chefrådgiver for den nye SF-formand. Allerede søndag er han således blevet kaldt til Marienborg, hvor Annette Vilhelmsen er til møde med statsministeren.

- Det er klogt af Annette Vilhelmsen, at hun vil trække på Holger K. Nielsen. Han har en meget lang parlamentarisk erfaring. Han kender Christiansborg ud og ind, og han har deltaget i mange vigtige forhandlinger i tidens løb. Som tidligere formand for SF kender han sit eget parti helt ind til benet. Sammen har de muligheden for at blive et stærkt makkerpar, siger Thomas Larsen.

Holger K. Nielsens comeback betyder efter alt at dømme, at Thor Möger Pedersen (SF) må forlade regeringen. Han skubbes helt ud i kulden, da han ikke er medlem af Folketinget.