Tilgiv mig mit højest sandsynligt ligegyldige indlæg. Jeg havde blot et behov, som vi nu engang alle sammen har, for at dele vores følelser med andre.
Danmark har verdens største marginalbeskatning i hele verden. På trods af dette faktum påstås der, at vi i dag lever i et frit, ligestillede, solidarisk og demokratisk samfund. Det kan man mene om hvad man vil. For mig er ingen af disse fire overstående ting tilfældet. I Danmark har vi et repræsentativt demokrati, ja. Men demokrati er meget mere end en politisk beslutning. Det er også en tendens som samfundet selv skaber. Ligesom solidaritet også er noget mennesket også selv skaber. Ligestilling har socialisterne valgt at definere som ligeløn, kollektiver og en fuldstændig ensartede tankegang. Det eneste befolkningen kan bestemme over, er ens egen personlige frihed. Årsagen er at frihed aldrig er blevet defineret.
I dag betaler vi som tidligere skrevet verdens højeste skat. Dette gør vi under påskuddet af, at mennesket skal have friheden til at forlade sin arbejdsplads, hvis vedkommende ikke ønsker at arbejde lige netop det sted alligevel. Derfor betaler vi alle sammen et fast beløb hver måned, således at vedkommende kan modtage dagpenge, kontanthjælp og førtidspensioner. Dette er et udtryk for friheden – overfor arbejderen! Hvor friheden overfor individet som betaler pengene for personen som hellere vil sidde derhjemme hver dag, eller hellere ved sidde nede på det lokale værtshus, er ikke eksisterende.
Dette begrænser os solidariteten i samfundet. Vi har en regering som over den seneste periode har indført højere bøder på simple overtrædelser af loven, lister alligevel ind som en tyv om natten, en gang om måneden, for at stjæle penge fra de mennesker som er produktive for samfundet. I virkelighedens er der blot tale om ganske almindeligt hjemmetyveri.
Et godt liberalt synspunkt er at friheden er uafhængig. Spørgsmålet er bare om man kan være uafhængig, når man betaler skat i det hele taget. Desto mere man betaler i skat, desto større bliver staten. Når staten bliver stor og stærk, på bekostning af samfundet som bliver lille og slapt. Man gør individet afhængig af staten. Individet er overladt til statens nåde og vel i stedet for at man selv kan afgøre sin skæbne.
Alle har lige ret og friheden til at stræbe efter lykken. Lykken er ikke en fast defineret størrelse, fordi lykken er forskellig for dig og for mig. Det som gør mig lykkelig, gør ikke nødvendigvis dig lykkelig. Det som gør mig lykkelig det er at være uafhængig. Det betyder at jeg ikke er afhængig af at staten skal betale for min pension. Det er ikke nødvendigt, fordi jeg har påtaget mig et arbejde, så jeg har råd til at holde fri, når jeg bliver gammel. Jeg har holdt mig sund hele livet, så jeg har råd til at arbejde i lang tid, fordi jeg vidste at det var nødvendigt for at jeg kunne være uafhængig af staten – også når jeg blev gammel.
Jeg sætter pris på at kunne kontrollere mit liv selv. Dette giver mig som menneske livskvalitet, fordi jeg føler at det giver en dybere mening med tilværelsen, at kunne indrette mit liv lige præcis som jeg vil have det. Samtidig respekterer jeg, at andre måske ikke har de samme værdier som jeg selv, men hellere vil leve på en anden måde. Jeg respekterer fuldt ud, at en mand på 45 år hellere vil sidde og drikke sig fuld på det lokale værtshus hver dag, og jeg respekterer også at hvis hans lykke består i at drikke sig fuld hver dag, forhindrer ham i på tilsvarende måde at arbejde hver dag. Men han skal ikke forvente at andre mennesker skal betale for det!
I mange menneskers hoveder lyder dette asocialt og mangel på social samvittighed, men hvorfor skal en anden medborgers frie valg ødelægge mit tilsvarende frie valg? Fejlen startede først og fremmest dengang vedkommende begyndte at drikke sig så fuld, at han ikke kunne varetage et arbejde og dermed måtte overlade sine regninger til andre mennesker.
Jeg siger ikke, at vi skal have en skatteprocent på 0 % her i landet, men det er på tide at regeringen strammer op og begynder at varetage de opgaver som landet har brug, så vi alle sammen har mulighederne for at opnå vores drømme. Dette indebærer et rent miljø, så der overhovedet er et land at vokse op i, en masse arbejdspladser så der slet ikke er et behov for det antal af sociale ydelser vi har i dag og som udgangspunkt hen imod at samfundet skal udvikle sig selv og det ikke er staten som skal gøre det.
For faktum er jo, at hvis man ikke betalte ligeså meget i skat, så havde man råd til at placerer sine børn i en privatejet daginstitution og spare op til sin alderdom. Dette hjælper også folk til at blive sundere. For hvis at man ikke kunne komme til lægen så tossede man ville, så ville man begynde at pivotere sine penge anderledes og måske i stedet for leve sundt i stedet for at have en fast udgift nede hos lægen.
Løsningen er at vi ikke skal dele så rundhåndet ud af velfærdsydelserne som vi gør nu. For det man investerer penge det får man mere af. Ligesom hvis du køber to pakker chips nede hos din lokale købmand hver dag, så skal købmanden også nok sørge for at de chips som du foretrækker, står dernede hver dag. Ligeså er det med kontanthjælp. Hvis du giver flere penge til kontanthjælpsmodtagerne, så kommer der også flere af dem. Tværtimod hvis man giver færre penge til kontanthjælpsmodtagerne, så bliver tallet af dem som modtager ydelsen også markant mindre.
Det er vidst godt at slutte sit indlæg af med et citat. Hertil vil jeg citerer en ægte liberal politiker, Ole Birk Olesen:
”Hvis gennemsnitsdanskeren ville tjene 100 Kr. til sig selv, så skal han først tjene 33 Kr. til sin nabo, som er 62 og nu modtager efterløn fordi han ikke gider arbejde mere. Eller han skal tjene 33 kr. til manden nede på Torvet, fordi han hellere vil være fuld, end at arbejde. Eller han skal tjene de 33 kr. til kvinden, som hellere vil modtage kontanthjælp og være hjemmegående end at arbejde. Faktisk er det slaveri. Den eneste forskel fra slaveriet i gamle dage er at man har effektiviseret. Man har fundet ud af, at slaverne er mere produktive, når de selv må vælge deres arbejde. Men man har valgt at bevare retten til at indkassere arbejdets udbytte, så andre kan holde ferie for pengene.”
