Med det seneste lille døgns begivenheder in mente er det tid, at Liberal Alliance træder i karakter og melder klart ud, at den såkaldte "Lov om euforiserende stoffer" som udgangspunkt bør skrottes.
Anders Samuelsen har hjulpet sin ældste søn med et økonomisk mellemværende mellem denne og en sælger af narkotika. og isoleret set fortjener han ros for at have været med til at sørge for, at sælger får den aftalte betaling. Det er den opførsel, man som liberal må forvente: at alle svarer enhver sit, uanset om det er den lokale grønthandler eller den lokale narkopusher.
Sagen er jo nemlig den, at staten ikke har nogen ret til at blande sig i, hvad folk kommer i munden, i næsen, i blodårene, i røven eller i det hele taget lader kroppen udsætte for. Om det er en bøf, en agurk eller kokain: det vedkommer ikke andre. Det er en helt central liberal tese, at enhver er herre over egen krop. Det er faktisk først og fremmest det, der adskiller liberale fra kollektivister. Begynder man at bestemme over, hvad andre udsætter deres krop for, er man uden tvivl kollektivist.
Som liberal kan man mene, hvad man vil, om hvordan andre forvalter deres liv, men man kan aldrig tvinge dem til at leve det på anden vis. Det er helt grundlæggende for den liberale idé.
Jeg har tidligere problematiseret, at Liberal Alliance under valgkampen afviste den fundamentale liberale tese, at enhver har suveræn råderet over egen krop og eget liv. Partiet mener, at det bør være strafbart at sælge og købe fx heroin.
Når man har at gøre med politikere, altså lovgivere, bør man altid holde deres egen opførsel op imod den forventing, de har til alle andre qua deres politik.
Hvordan reagerer LA på det her? Ved at sluge kamelen og indrømme, at udsagnet under valgkampen bare var det strategisk bedste, eller ved at indrømme at man kan snige sig ud af kriminelle forhold, hvis bare end venner eller familie har penge nok?
