I Berlingskes Nyhedsmagasin spørger Redaktør, Claus Skovhus, kvinderne, om de er pengene værd.
Jeg savner dog en vinkel på historien. En vinkel, der ikke alene tilføjer ”problematikken” med for få kvinder i de enkelte bestyrelser en anden dimension, men som også er hovedelementet og grundstenen i selve ”problematikken”: Nemlig at andelen af kvinder, der søger optagelse i bestyrelser eller i topledelser ganske enkelt er meget lavere end andelen af mænd. Det vil altså sige, at en større andel af kvinder vælger og prioriterer anderledes mænd. Hvis den nye regering skulle formaste sig til at indføre tvungne kvoter i erhvervslivet, er det på samme tid en underkendelse af menneskers, organisationers og virksomheders ret til det frie valg.
Lad os prøve at anskue situationen fra en helt anden vinkel. Folkestyrets indkomst kommer ene og alene fra skatteborgere og virksomheder. Nu vil regeringen, som er sat til at fordele de midler, der kommer ind fra virksomheder, altså også til at bestemme, hvordan virksomhederne skal tjene deres penge. I et historisk perspektiv er vi altså på vej tilbage til tiden med Herremænd (regeringen) og fæstebønder (virksomhederne).
Jeg deltog i en diskussion i Deadline på DR2 i sommers sammen med vores nye kulturminister, Uffe Elbæk. Her kommer han med flere grunde til at staten skal bestemme over det, han i udsendelsen kalder ”vores virksomheder”. Med det mener han; Danmarks virksomheder. Og det er netop det, der er problemet i hele denne ligestillingsdebat. Virksomhederne er ikke danskernes. Virksomhederne er ikke Danmarks. Virksomhederne er ikke fællesskabets virksomheder. Det politiske demokratiske system har ingen råderet over virksomhederne. Demokratiet har ret til at fordele statens indtægter. Demokratiet har ikke ret til at bestemme over andet. Virksomhederne tilhører ene og alene ejerne og aktionærerne.
En virksomhedsejer og en bestyrelse skal have muligheden for at ansætte ud fra følgende kriterier: Kompetencer, kvalifikationer, erfaring, menneskelige egenskaber, personlighed og evt. andre kriterier som den enkelte virksomhed selv definerer. Om man er mand eller kvinde skal ikke spille ind – og skal ikke defineres fra staten. Positiv særbehandling så som kvoter vil altid være forskelsbehandling, og det hører ingen steder hjemme i en ligestillingsdebat.
I Norge, hvor man i 2003 indførte kvindekvoter, sidder 36 kvinder nu på mere end 130 bestyrelsesposter. Det er dem, man kalder ”guldskørterne”. Flere norske kvinder har altså ikke bestyrelsesposter. Til gengæld har det samme antal kvinder fået flere bestyrelsesposter, ligesom man i Norge er begyndt at flyve kvindelige bestyrelsesmedlemmer ind fra bl.a. Danmark og USA.
I det danske folketing er andelen af erhvervsfolk forsvindende lille. Statskundskabsstuderende eller akademikere af forskellige slags har indtaget taburetterne. De vil nu bestemmer over et erhvervsliv, de ikke selv har været en del af.
Ovenstående blev sendt til Berlingske i går.
Se mere på www.ligestillingsministeriet.dk
