KU nedsatte i 2008 et "task force", som skulle have til formål at få flere kvindelige forskere og professorer ansat.
Den selvmodsigelse, som KU gør sig skyldig i ved på den ene side at ville satse på kvalitet i form af bedre forskning og på den anden side at ville ansætte kvinder alene på baggrund af deres køn (selvom der skulle være bedre egnede mandlige ansøgere) udstiller forkvinden for det pågældende "task force", Birgitte Nauntofte, tydeligt. Oven i købet nærmest i samme åndedrag og samtidig med at hun (tilsyneladende) er ude af stand til at se sin egen selvmodsigelse:
Det er ikke kønnet men talentet, der er afgørende, siger Birgitte Nauntofte.
og lidt senere:
- Det kræver ledelsesmæssig opmærksomhed og nænsomhed at nå ambitionen om at få flere kvinder i universitetets faste forskerstab. Den ønskede udvikling sker ikke af sig selv. Det er derfor nødvendigt, at vi i et stykke tid endnu søsætter initiativer, der giver kvinderne et lille skub på karrierevejen, fastslår Birgitte Nauntofte.
KUs færden på usikker grund med uklare målsætninger ved på den ene side at ville satse på talentet frem for alt og på den anden side bevidst at ville fremme kvindelige ansøgere på bekostning af mandlige, er da også noget, som fremkalder manglende forståelse hos objektivt betragtende.
Så længe KU ikke melder klart ud om hvad de grunden vil (kvalitet frem for alt eller kvinder frem for alt), vil det medføre usikkerhed udadtil, og det i sig selv har en forringende effekt på universitetets image som garant for uafhængig forskning. Men så længe midlerne til er der, vil spillet få lov at fortsætte. Men hvis en forskerkarriere andre steder (~privat) viser sig mere fremmende for talent og kvalitet, vil KU dog hurtigt blive kørt ud på et sidespor, hvorefter midlerne for alvor begynder at udeblive.
