Klima er folkets opium

Religion er opium til folket, sagde Karl Marx

Mie Harder,

11/12/2009

Religion er opium til folket, sagde Karl Marx. I disse dage fristes man til at tænke, at klima er den nye religion og FNs klimapanel bæreren af den ufejlbarlige sandhed.

Klima er ikke længere blot en betegnelse for vejrforholdene på jorden. Det er et plusord, der kædes sammen med den politisk korrekte fortolkning af klimadebatten. Et prædikat, der kan glorificere et hvilket som helst indhold.

Man kan således være klimafornægter, hvilket jo semantisk ikke giver mening. Og Berlingske Tidende har i dag en forsidehistorie om tabet af ufaglærte klimajobs. Men hvorfor er tabet af ufaglærte jobs i vindmølleindustrien værre end et tilsvarende tab af jobs alle mulige andre steder?

Klimabetegnelsen misbruges i et væk til at legitimere alle mulige dagsordener. I dette tilfælde ønsker 3F mere statsstøtte til deres brancher. Tilsvarende viser grøn strøm sig kun at gavne pengekisten hos energiselskaberne.

Jeg glæder mig til, at COP15 er overstået, så vi igen kan tale om de reelle udfordringer verden og Danmark står overfor..