”Trænger du ikke snart til en ny mand?” Det er det sexchikanerende spørgsmål, som den socialdemokratiske gruppeformand Carsten Hansen skal have stillet en yngre sekretær ansat i partisekretariatet sidste december. Det var ikke under et formiddagsmøde, ej heller i kopirummet, men ud på natten på JazzHouse, hvor julefrokosten var endt. Læs spørgsmålet igen. Carsten Hansen, som Ekstrabladet kalder den ”stangstive minister”, skulle have chikaneret kvinden med lumre invitationer. Det kan Carsten Hansen selv i sagens natur ikke huske, han blev nemlig samme nat hjulpet ind i en taxi, fordi han ikke længere kunne gå selv. De, der var tilbage, kan sjovt nok heller ikke huske andre spørgsmål end noget i retning af, om hun trængte til en ny mand, denne unge, fraskilte sekretær. Hun følte sig forulempet, klagede til partiet og HK, og der er indgået forlig, idet man har anerkendt, at hun blev sexchikaneret af Carsten Hansen. Hansen er nemlig som partisekretær leder af hele partisekretariatet, og derfor principielt sekretærens foresatte. Når der er indgået ”forlig” indebærer det gerne penge. De var lettjente.