En lille dreng kaster en sten gennem den lokale bagers butiksvindue. Drengen får skældud af sin far, men dybest set er landsbyens beboere glade, for nu har glasmageren noget at lave, og der kan blive sparket gang i økonomien. Bageren skal nu ud og spendere 10 000 kroner på et nyt vindue. Men hvad nu hvis vinduet ikke var blevet ødelagt? Bageren havde planer om at købe et nyt spisebord, hvilket han så foreløbigt kan glemme alt om, men hvis han nu kunne have brugt de 10 000 kroner på et nyt spisebord i stedet for vinduet, ville landsbyen være blevet rigere. Bagerens ejendom ville nemlig være mere værd, idet der ville være både et spisebord og et vindue og ikke kun et vindue.
Ovenstående er meget lig det den franske politiker og økonom, Frédéric Bastiat, skrev i 1850. Men selv her halvandet århundrede senere er det stadig meget aktuelt: Japan blev hårdt ramt af et jordskælv og efterfølgende tsunami tidligere på året, og her vurderer den japanske regering, at de samlede omkostninger kan løbe helt op i svimlende 1700 milliarder kroner eller det samme som Danmarks bruttonationalprodukt. Herhjemme har København næsten lige været udsat for et kraftigt skybrud, som man regner med kan løbe op i næsten to milliarder kroner. At sammenligne det med jordskælvet i Japan ville være respektløst, men ikke desto mindre har vi at gøre med to naturkatastrofer, og fælles for begge er, at der er en generel opfattelse af, at de kan gavne økonomien i større eller mindre grad.
Men hvad nu hvis hovedstaden ikke var blevet udsat for dette voldsomme skybrud? Så ville forsikringsselskaberne kunne have investeret yderligere i diverse virksomheder, og de uheldige boligejere kunne have brugt deres penge på andet end at betale deres selvrisici.
Denne naive tilgang til økonomi er dog også at finde til venstre i dansk politik. Helle og Villy går nemlig til valg på, at vi skal have sparket gang i økonomien ved hjælp af offentlige investeringer. Man bør dog huske på, at pengene til at finansiere disse offentlige investeringer ikke bliver plukket fra det ikke eksisterende plastik pengetræ i Finansministeriets kantine, nej, de bliver taget fra danskerne og virksomhederne. Helle og Villy smadrer et par vinduer, og beder os om at betale – imidlertid glemmer de alt om, at vi ligeså godt kunne have brugt pengene selv.
