Libyen er blevet befriet fra en skummel diktator, og libyerne har nu vundet friheden til, ja, til hvad? Til at indføre liberalt demokrati som i den vestlige kultur med ytringsfrihed og respekt for mindretal? Næppe.
Overgangsstyret vil derimod indføre sharia til trods for, at dets medlemmer er uddannet i Vesten og fortrolige med demokratiet. Årsagen er selvfølgelig, at Libyen har en muslimsk kultur, som også bestemmer politikken og lovgivningen.
I Egypten ses det samme mønster: Friheden har skabt et tomrum, som er blevet udfyldt af militæret, der slår hårdt ned på bl.a. kopterne. For de er jo kristne. Islamisme synes også her at være vejen frem, hvilket ikke bør komme som en overraskelse. Alligevel er mange vestlige politikere fortørnede og dybt bekymrede.
Det er naivt at tro, at det arabiske forår vil fremme det liberale demokrati, sådan som mange revolutionsromantikere har hævdet.
Mere besindige er de folk, der mener, at vi først kan se frem til liberalt demokrati om en nogle år. For den slags tager jo tid at indføre. Måske vil vi endda først se demokratiet blomstre om 50 år.
Men fælles for tilhængerne af det arabiske forår er troen på, at liberalt demokrati kommer med nødvendighed engang i tidens fylde.
Men det er netop en tro.
