DF har ønsket oplyst hvor meget den danske stat ville spare, hvis velfærdsydelser var forbeholdt danske statsborgere, og de har derfor stillet spørgsmålet til socialminister Karen Hækkerup. Hun har til gengæld meddelt, at hun ikke ønsker at bruge ressopurcer på at besvare spørgsmålet, da det er hypotetisk i forhold til Danmarks deltagelse i internationale samarbejder.
Med sin afvisning udstiller Karen Hækkerup en arrogance, som er helt på højde med Nick Hækkerup´s og andre ministre´s i R-S-SF regeringen. Ved at nægte at besvare spørgsmålet går hun imidlertid over stregen, og hun bør irettesættes af statsministeren - og hvis det ikke kan lade sig gøre, så af folketingets formand.
Regeringen sidder på embedsapparatet og har derved en kolossal fordel i forhold til oppositionen. For at skabe en smule balance har oppositionen til gengæld mulighed for at "tappe" resourcer fra embedsapparatet ved at stille spørgsmåltil ministeren, som det ville være ressourcekrævende eller umuligt at besvare uden denne adgang.
Det tilkommer ikke ministeren - nogen minister - at gøre sig til dommer over hvilke spørgsmål der skal besvares og hvilke ikke. Det gælder uanset hvor tåbelige de stillede spørgsmål så måtte forekomme. Hvis ikke ministeren kan forstå det, så er der er demokratisk problem af dimensioner. Pudsigt nok kunne Socialdemokratiet godt forstå denne mekanik da f.eks. Birthe Rønn Hornbæk ikke ønskede at besvare spørgsmål, men det var naturligvis dengang.
