Karen Blixen er ligesom manden: En kryster!

Kære venner Karen Blixen er et ikon

Carl Tesbaum,

24/05/2013

Kære venner

Karen Blixen er et ikon. Et stilistisk billede på en kvinde, der mod alle odds sejrede i en mandsdomineret verden. Først fejrede hun en litterær succes som mand, for derefter at udbygge sejren som kvinde. Hun var en foregangskvinde, der måske aldrig havde fået sin succes, hvis hun ikke havde brudt normerne og var blevet udgivet under et mandligt pseudonym.

Men er kvinden Karen Blixen virkelig et ikon, som nutidens kvinder bør spejle sig i? En kvinde, der tydeligvis opstillede et romantisk ideal i forhold til mænd som i virkeligheden ikke var meget andet end et par kunstneriske penselstrøg, der dækkede over en helt anden sandhed. En kvinde, der skjulte sine seksuelle præferencer. Kan Karen Blixen tåle en tilbundsgående undersøgelse, hvor vi kigger på det hele menneske, eller vil facaden krakelere, idet vi begynder at kradse i overfladen? Masken blev kastet for Selma Lagerlöf efter hendes død, hvad med Karen Blixen?

Den afrikanske farm og ægteskabet med Bror var ikke mere end et stilleben. Iscenesat fra ende til anden for at dække over den sandhed, som kunne have revet tæppet væk under hendes forfatterskab, og som havde ændret hendes eftermæle betragteligt. Kan det virkelig passe, at den sandhed, som ligger lige til højrebenet, ikke er interessant nok for de journalister, der forsøger at sælge bøger på Karen Blixens berømthed. Ville de undergrave deres egen succes, hvis de begyndte at vælte de piedestaler, som Karen Blixens forfatterskab er bygget på? Karen Blixen kan ikke være en rollemodel i dagens Danmark, dertil er der alt for mange ubesvarede spørgsmål. Alt for megen iscenesættelse!

Karen Blixens daværende situation er sammenlignelig med nutidens mands ditto. Han spiller den rolle, som samfundet forventer af ham, og hvis han ikke gør, som skrevet i skuespillet, så bliver han udstødt af kvinderne. Dem med bukserne på. Dem der trækker i snorene. Så for at redde bare en anelse af sin værdighed, så indfedter manden sig og lever sit liv under et pseudonym. Hele tiden håbende på, at han scorer så mange point, at han på et tidspunkt kan lade masken falde og vise sit sande jeg. Hvis han da ikke har tabt sit sande jeg i forsøget på at tilfredsstille de evindelige utilfredse kvindekor, der stadig føler sig forsmåede og uforståede. Karen Blixen bør ikke være nogens ikon – Den facade, der dækker over, hvem man virkelig er, bør brydes ned. Det hele menneske skal genopstå. Som Karen Blixen var en kegle i et maskulint samfund, så er mændene nu hunden i det kvindelige spil kegler, og først når manden selv tager ansvar, gror et par nosser og råber til kamp mod iscenesættelse, strengespil og ansvarsfraskrivelse kan vi igen begynde at snakke sammen som ligeværdige køn.

Karen Blixen var ikke en foregangskvinde, hun var en kryster!

Mvh

Carl Tesbaum
Se mere om min kommende bog på http://www.hvemvarkarenblixen.dk

Kilde: