De radikale har fremsat et lovforslag om kønsneutralt ægteskab. Det sker selvfølgelig i tolerancens og ligestillingens navn. For heteroseksuelle er da ikke bedre mennesker end homoseksuelle, vel? Og prædiker kirken ikke om kærlighed til næsten?
Vielsesritualet - og dermed ægteskabet – tager udgangspunkt i 1. Mosebogs to skabelsesberetninger: ”Gud skabte manden og kvinden, og han velsignede dem, idet han sagde: Bliv frugtbare og mangfoldige… ” (Kap. 1)
Og ”Derfor skal manden forlade sin far og mor og blive fast hos sin hustru, og de skal blive ét kød!” (kap.2)
Centralt i begge beretninger er, at ægteskab er mellem en mand og en kvinde – og at de skal blive frugtbare. At blive ét kød betyder netop at få et barn, som er en sammensmeltning af ægteparret i ét.
Homoseksuelle kan aldrig blive ét kød!
Men pyt! Det er jo ”Det gamle Testamente” og dermed Jødedom. Kristne tror ikke på Bibelen – hverken Det gamle eller Det nye Testamente. Kristne tror på Jesus Kristus, Guds søn. Og Han siger, at vi skal elske næsten som os selv, og at dommen (over vore medmennesker) hører Gud til. Han fordømmer ingen steder homoseksuelle. Så hvad er problemet?
Problemet er (foruden alt det andet) sprogligt: man kan ikke definere det forskellige éns, uden at selve sproget går i stykker. Hvis alle farver hed ”grå”, ville meget blive gråt – i mere end én forstand. Racismeparagraffen er også en illustration af, hvad det sproglige sammenbrud betyder. §266b handler efterhånden slet ikke om racisme; men om alt muligt andet: religion, køn, nationalisme, og korrekte holdninger. Racisme var engang et veldefineret begreb – nu ved vi ikke, hvad det er.
Hvis det politiske system i DDR var demokratisk, så var Danmark ikke et demokrati! Det var selvsagt ikke praktisk, at begrebet skulle omdefineres, hver gang f.eks. Ole Sohn tog det i sin mund. Demokratibegrebet kan blive så bredt, at det bliver meningsløst.
Men ligestillingen kræver, at homoseksuelle også kan indgå ægteskab i kirken – for det kan heteroseksuelle, og der må ikke være forskel – ikke engang på det forskellige, basta! Men det der jo noget sludder! Ligestilling og tolerance kræver selvfølgelig ikke, at vi ødelægger sproget, og gør det umuligt at tale sammen.
Med samme logik kunne vi jo fastslå, at vi ikke vil finde os i, at der er mænd og kvinder! Kunne vi ikke bare kalde hele molevitten mænd? Så havde kvinderne én gang for alle fået ligestillingen gennemført.
Eller skal vi alle være kvinder?
Vielsesritualet - og dermed ægteskabet – tager udgangspunkt i 1. Mosebogs to skabelsesberetninger: ”Gud skabte manden og kvinden, og han velsignede dem, idet han sagde: Bliv frugtbare og mangfoldige… ” (Kap. 1)
Og ”Derfor skal manden forlade sin far og mor og blive fast hos sin hustru, og de skal blive ét kød!” (kap.2)
Centralt i begge beretninger er, at ægteskab er mellem en mand og en kvinde – og at de skal blive frugtbare. At blive ét kød betyder netop at få et barn, som er en sammensmeltning af ægteparret i ét.
Homoseksuelle kan aldrig blive ét kød!
Men pyt! Det er jo ”Det gamle Testamente” og dermed Jødedom. Kristne tror ikke på Bibelen – hverken Det gamle eller Det nye Testamente. Kristne tror på Jesus Kristus, Guds søn. Og Han siger, at vi skal elske næsten som os selv, og at dommen (over vore medmennesker) hører Gud til. Han fordømmer ingen steder homoseksuelle. Så hvad er problemet?
Problemet er (foruden alt det andet) sprogligt: man kan ikke definere det forskellige éns, uden at selve sproget går i stykker. Hvis alle farver hed ”grå”, ville meget blive gråt – i mere end én forstand. Racismeparagraffen er også en illustration af, hvad det sproglige sammenbrud betyder. §266b handler efterhånden slet ikke om racisme; men om alt muligt andet: religion, køn, nationalisme, og korrekte holdninger. Racisme var engang et veldefineret begreb – nu ved vi ikke, hvad det er.
Hvis det politiske system i DDR var demokratisk, så var Danmark ikke et demokrati! Det var selvsagt ikke praktisk, at begrebet skulle omdefineres, hver gang f.eks. Ole Sohn tog det i sin mund. Demokratibegrebet kan blive så bredt, at det bliver meningsløst.
Men ligestillingen kræver, at homoseksuelle også kan indgå ægteskab i kirken – for det kan heteroseksuelle, og der må ikke være forskel – ikke engang på det forskellige, basta! Men det der jo noget sludder! Ligestilling og tolerance kræver selvfølgelig ikke, at vi ødelægger sproget, og gør det umuligt at tale sammen.
Med samme logik kunne vi jo fastslå, at vi ikke vil finde os i, at der er mænd og kvinder! Kunne vi ikke bare kalde hele molevitten mænd? Så havde kvinderne én gang for alle fået ligestillingen gennemført.
Eller skal vi alle være kvinder?
