”Dagens Europa er en krudttønde”, bemærkede Otto von Bismarck, ”og lederne er som mænd der ryger i et arsenal”.
Jeg har ikke tænkt mig at spilde din tid med endnu en afhandling om, hvorfor Islam ikke er Fredens Religion, Tolerancens Religion, Barmhjertighedens Religion og så videre. Vi er ude over det. Havde Amerika lidt tilstrækkeligt efter Pearl Harbour, om så Shinto faktisk var OK og kun Bushido slem, ville den store asiatiske sfære af velstand i dag trives. Blandt fornuftige folk, uintimiderede af den politiske korrektheds diktat, er Muhammed og hans kompagnoners mission velkendt. Det har den været i århundreder. Denne mission, ligegyldigt hvor afdæmpet den påpeges, og hvor omfattende den underbygges, frembringer et uvægerligt hyleri om ”Islamofobi” fra den neoliberale eliteklasse.
Lad os indledningsvist søge efter en formel, juridisk afprøvet definition af ordet ”Islamofobi”, den seneste tilføjelse til arsenalet af postmoderne ”fobier”. Den leveres af European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia, der residerer i Wien. (Orwelliansk er et temmelig slidt begreb, men det må simpelthen bare anvendes i forbindelse med denne særlige institution). European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia optegner nidkært alle tilfælde af ”Islamofobi” over hele kontinentet, som den definerer gennem følgende røde flag:
1. Islam ses som en monolitisk blok, statisk og uimodtagelig for forandringer.
2. Islam ses som et separat ”andet”
3. Islam ses som underlegen Vesten, barbarisk, irrationel, primitiv og sexistisk.
4. Islam ses som voldelig, aggressiv, forbundet til terrorisme, engageret i sammenstød med civilisationer.
5. Islam ses som en politisk ideologi.
6. Kritik udøvet af Vesten mod Islam afvises omgående
7. Diskriminerende praktikker og muslimsk eksklusion fra hovedstrømningerne i samfundet advokeres for.
8. Anti-muslimsk fjendtlighed ses som naturlig og normal.
Denne definition har selvfølgelig til hensigt at udelukke enhver meningsfuld diskussion om Islam. Til trods for det faktuelt er tilfældet, at:
1. Islam er statisk og uimodtagelig for forandringer er indlysende, baseret på det åbenbare fravær af en intern, ortodoks kritik af jihad, sharia, jizya og så videre. Som Clement Huart påpegede tilbage i 1907: ”Indtil nyere opfattelser af hvad Koranen lærer om troendes pligt mod ikke-troende, er spredt yderligere, og mere generelt har gennemtrængt muslimernes tro og meninger, er det det ældre og ortodokse standpunkt omkring spørgsmålene, der må anses af ikke-muslimer som repræsenterende Muhammed´s lære og retningslinier for Muhammeds handlinger”. Hundrede år senere holder hans diagnose stadig: det er ikke jihadisterne der ”forstyrrer” Islam; det er de håbefulde reformister der gør.
2. Islam er separat fra vor vestlige, kristne, europæiske kultur og civilisation, er et faktum der ikke vil ændre sig, selv om Europa i sidste instans forsumper i den vedholdende jihadisk, demografiske nedslagtning.
3. Islam er Vesten underlegen, er selvfølgelig et spørgsmål om opfattelse. At Islam ikke kan skabe et velstående, stabilt, kreativt og attraktivt samfund, er ikke. Om Islam er barbarisk, irrationelt, primitivt eller sexistisk” kan diskuteres; men om mange af dens håndgribelige frugter er dette, er kun alt for pinefuldt tydeligt.
4. Islam af mange ses som ”voldelig, aggressiv og terrorismeunderstøttende, ikke på grund af én eller anden irrationel ”fobi” i den indehaverens feberfyldte sind, men grundet:
a. dens teksters klare mandat
b. dens 14 århundreders optegnede historiske praktikker
c. dens grundlæggers tidløse eksempler
5. Islam ses som en politisk ideologi, og bør ses som sådan, for Islam´s nøglebeskæftigelse er et politisk program til forbedring af mennesket og til skabelsen af et nyt samfund; at påtvinge fuldstændig kontrol over samfundet og træne stampersonel villig og ivrig efter at udgyde blod. Dette placerer Islam tættere ved Bolsjevismen og National Socialismen end nogen anden religion. Den fremmer et gnostisk paradigme indenfor hvilket standardsvaret til udfordringen præsenteret af ”den anden”, altså ikke-muslimske samfund og kulturer, er uforsonlig fjendtlighed og vold, eller voldelige hensigter.
6. Kritik udøvet af Vesten mod Islam bør ikke på forhånd afvises; den bør forstås. Islam´s hovedkritik af Vesten – og enhver anden ikke-islamisk kultur eller tradition – er, at den er vantro, og derfor ingen eksistensberettigelse har.
7. Almindelig fjendtlighed mod Islam bør ikke bruges til at retfærdiggøre diskriminerende praktikker mod muslimer. Tværtimod. En uddannelseskampagne om Islam´s lære og praktikker burde resultere i lovgivning, der udelukker Islam fra de samfund Islam har udsøgt sig – ikke fordi Islam er en intolerant religion, men fordi Islam har en indbygget, revolutionær, totalitær ideologi, der er uforenelig med Vesten´s værdier.
8. Mens anti-muslimsk fjendtlighed ikke er almindelig, naturlig eller normal, så er ikke-muslimske landes ønske om at forsvare deres land, familier, kulturer og tro mod islamisk aggression naturlig og normal; men eliten prøver aktivt at neutralisere dette.
I takt med at kravene om Sharia baseret kommunalt selvstyre med tiltagende frekvens fremføres i forstæderne til Paris, og i vest og central England, står Europa´s elite parat til at kaste håndklædet i ringen. Den hollandske justitsminister Piet Hein Donner – en Kristendemokrat! – ser kravene som fuldstændigt legitime, og argumenterer, at Sharia burde indføres med ”demokratiske midler”. Muslimer har ret til at følge deres religions befalinger, selv hvis dette inkluderede afvigende adfærd. Kunne man lovligt blokere dette? Det ville også være en skandale at sige, at det ”ikke er tilladt!”
Flertallet bestemmer. Dette er demokratiets essens.
Jeg har ikke tænkt mig at spilde din tid med endnu en afhandling om, hvorfor Islam ikke er Fredens Religion, Tolerancens Religion, Barmhjertighedens Religion og så videre. Vi er ude over det. Havde Amerika lidt tilstrækkeligt efter Pearl Harbour, om så Shinto faktisk var OK og kun Bushido slem, ville den store asiatiske sfære af velstand i dag trives. Blandt fornuftige folk, uintimiderede af den politiske korrektheds diktat, er Muhammed og hans kompagnoners mission velkendt. Det har den været i århundreder. Denne mission, ligegyldigt hvor afdæmpet den påpeges, og hvor omfattende den underbygges, frembringer et uvægerligt hyleri om ”Islamofobi” fra den neoliberale eliteklasse.
Lad os indledningsvist søge efter en formel, juridisk afprøvet definition af ordet ”Islamofobi”, den seneste tilføjelse til arsenalet af postmoderne ”fobier”. Den leveres af European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia, der residerer i Wien. (Orwelliansk er et temmelig slidt begreb, men det må simpelthen bare anvendes i forbindelse med denne særlige institution). European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia optegner nidkært alle tilfælde af ”Islamofobi” over hele kontinentet, som den definerer gennem følgende røde flag:
1. Islam ses som en monolitisk blok, statisk og uimodtagelig for forandringer.
2. Islam ses som et separat ”andet”
3. Islam ses som underlegen Vesten, barbarisk, irrationel, primitiv og sexistisk.
4. Islam ses som voldelig, aggressiv, forbundet til terrorisme, engageret i sammenstød med civilisationer.
5. Islam ses som en politisk ideologi.
6. Kritik udøvet af Vesten mod Islam afvises omgående
7. Diskriminerende praktikker og muslimsk eksklusion fra hovedstrømningerne i samfundet advokeres for.
8. Anti-muslimsk fjendtlighed ses som naturlig og normal.
Denne definition har selvfølgelig til hensigt at udelukke enhver meningsfuld diskussion om Islam. Til trods for det faktuelt er tilfældet, at:
1. Islam er statisk og uimodtagelig for forandringer er indlysende, baseret på det åbenbare fravær af en intern, ortodoks kritik af jihad, sharia, jizya og så videre. Som Clement Huart påpegede tilbage i 1907: ”Indtil nyere opfattelser af hvad Koranen lærer om troendes pligt mod ikke-troende, er spredt yderligere, og mere generelt har gennemtrængt muslimernes tro og meninger, er det det ældre og ortodokse standpunkt omkring spørgsmålene, der må anses af ikke-muslimer som repræsenterende Muhammed´s lære og retningslinier for Muhammeds handlinger”. Hundrede år senere holder hans diagnose stadig: det er ikke jihadisterne der ”forstyrrer” Islam; det er de håbefulde reformister der gør.
2. Islam er separat fra vor vestlige, kristne, europæiske kultur og civilisation, er et faktum der ikke vil ændre sig, selv om Europa i sidste instans forsumper i den vedholdende jihadisk, demografiske nedslagtning.
3. Islam er Vesten underlegen, er selvfølgelig et spørgsmål om opfattelse. At Islam ikke kan skabe et velstående, stabilt, kreativt og attraktivt samfund, er ikke. Om Islam er barbarisk, irrationelt, primitivt eller sexistisk” kan diskuteres; men om mange af dens håndgribelige frugter er dette, er kun alt for pinefuldt tydeligt.
4. Islam af mange ses som ”voldelig, aggressiv og terrorismeunderstøttende, ikke på grund af én eller anden irrationel ”fobi” i den indehaverens feberfyldte sind, men grundet:
a. dens teksters klare mandat
b. dens 14 århundreders optegnede historiske praktikker
c. dens grundlæggers tidløse eksempler
5. Islam ses som en politisk ideologi, og bør ses som sådan, for Islam´s nøglebeskæftigelse er et politisk program til forbedring af mennesket og til skabelsen af et nyt samfund; at påtvinge fuldstændig kontrol over samfundet og træne stampersonel villig og ivrig efter at udgyde blod. Dette placerer Islam tættere ved Bolsjevismen og National Socialismen end nogen anden religion. Den fremmer et gnostisk paradigme indenfor hvilket standardsvaret til udfordringen præsenteret af ”den anden”, altså ikke-muslimske samfund og kulturer, er uforsonlig fjendtlighed og vold, eller voldelige hensigter.
6. Kritik udøvet af Vesten mod Islam bør ikke på forhånd afvises; den bør forstås. Islam´s hovedkritik af Vesten – og enhver anden ikke-islamisk kultur eller tradition – er, at den er vantro, og derfor ingen eksistensberettigelse har.
7. Almindelig fjendtlighed mod Islam bør ikke bruges til at retfærdiggøre diskriminerende praktikker mod muslimer. Tværtimod. En uddannelseskampagne om Islam´s lære og praktikker burde resultere i lovgivning, der udelukker Islam fra de samfund Islam har udsøgt sig – ikke fordi Islam er en intolerant religion, men fordi Islam har en indbygget, revolutionær, totalitær ideologi, der er uforenelig med Vesten´s værdier.
8. Mens anti-muslimsk fjendtlighed ikke er almindelig, naturlig eller normal, så er ikke-muslimske landes ønske om at forsvare deres land, familier, kulturer og tro mod islamisk aggression naturlig og normal; men eliten prøver aktivt at neutralisere dette.
I takt med at kravene om Sharia baseret kommunalt selvstyre med tiltagende frekvens fremføres i forstæderne til Paris, og i vest og central England, står Europa´s elite parat til at kaste håndklædet i ringen. Den hollandske justitsminister Piet Hein Donner – en Kristendemokrat! – ser kravene som fuldstændigt legitime, og argumenterer, at Sharia burde indføres med ”demokratiske midler”. Muslimer har ret til at følge deres religions befalinger, selv hvis dette inkluderede afvigende adfærd. Kunne man lovligt blokere dette? Det ville også være en skandale at sige, at det ”ikke er tilladt!”
Flertallet bestemmer. Dette er demokratiets essens.
