LEDER: Aarhus Universitet og ligestillingsminister Lykke Friis fra Venstre har deres hyr med at bortforklare den særbehandling af kvinder, som skal finde sted ved ansættelse af ti nye lektorer og ti nye professorer i Århus. Det er ikke kønskvoter siger de som med én mund. Nej, det er det vel ikke. Men det er altså forskelsbehandling, når fakulteterne får flere penge til både drift og forskning, hvis de ansætter kvinder i stedet for mænd. Og er forskelsbehandling i det offentlige på baggrund af køn ikke slemt nok i sig selv, selvom det ikke er kvoter?
Om private virksomheder vil ansætte mænd eller kvinder, sorte eller hvide, kristne eller muslimer, hetero- eller homoseksuelle, bør de selv kunne bestemme. Selv hvis de vil forskelsbehandle på et grundlag, som de fleste andre finder helt usagligt, så bør det være deres helt egen sag. Private skylder ikke samfundet at stille deres virksomhed til rådighed for selv nok så fine politiske synspunkter. Alle, der ikke vil have noget med usympatiske virksomheder at gøre, har nemlig deres fulde frihed til at lade være.
Men af den offentlige sektor må man kunne forvente en ansættelsespolitik, der bygger på ligebehandling af borgerne på tværs af ethvert gruppeforhold, som ikke har betydning for de jobsøgendes kvalifikationer på arbejdspladsen. Ingen kan vælge, at de ikke vil have noget med det offentlige at gøre, og vi er alle tvunget til at finansiere offentlige institutioners aktiviteter, hvad enten vi kan lide dem eller ej. Derfor har vi borgere også krav på at blive behandlet ens på tværs af køn, race, tro, seksualitet og politisk overbevisning, når vi har med det offentlige at gøre. For vi kan ikke bare gå et andet sted hen. Det offentlige er allestedsnærværende i vore liv.
Når man vil anskueliggøre urimeligheden af en eksisterende eller foreslået forskelsbehandling, så er det populært at lave den såkaldte "jødetest". Pointen er, at hvis man ikke kan se sig selv i spejlet, hvis man forskelsbehandler mod jøder, så bør man heller ikke gøre det på lignende vis mod andre grupper. Lad os køre jødetesten på Aarhus Universitets ansættelsespolitik:
Vi forestiller os, at man har undersøgt sagen og fundet, at andelen af jøder blandt universitetsansatte forskere er betydeligt større end i befolkningen som helhed. For at komme uligevægten til livs beslutter man derfor, at der skal gives ekstra penge til fakulteterne, hvis de ansætter ikke-jøder som professorer og lektorer.
Ville HR-vicedirektør Louise Gade fra Aarhus Universitet bryde sig om det? Ville ligestillingsminister Lykke Friis? Hvis nej, hvorfor har de det så fint med, at mænd udsættes for samme behandling?
Om private virksomheder vil ansætte mænd eller kvinder, sorte eller hvide, kristne eller muslimer, hetero- eller homoseksuelle, bør de selv kunne bestemme. Selv hvis de vil forskelsbehandle på et grundlag, som de fleste andre finder helt usagligt, så bør det være deres helt egen sag. Private skylder ikke samfundet at stille deres virksomhed til rådighed for selv nok så fine politiske synspunkter. Alle, der ikke vil have noget med usympatiske virksomheder at gøre, har nemlig deres fulde frihed til at lade være.
Men af den offentlige sektor må man kunne forvente en ansættelsespolitik, der bygger på ligebehandling af borgerne på tværs af ethvert gruppeforhold, som ikke har betydning for de jobsøgendes kvalifikationer på arbejdspladsen. Ingen kan vælge, at de ikke vil have noget med det offentlige at gøre, og vi er alle tvunget til at finansiere offentlige institutioners aktiviteter, hvad enten vi kan lide dem eller ej. Derfor har vi borgere også krav på at blive behandlet ens på tværs af køn, race, tro, seksualitet og politisk overbevisning, når vi har med det offentlige at gøre. For vi kan ikke bare gå et andet sted hen. Det offentlige er allestedsnærværende i vore liv.
Når man vil anskueliggøre urimeligheden af en eksisterende eller foreslået forskelsbehandling, så er det populært at lave den såkaldte "jødetest". Pointen er, at hvis man ikke kan se sig selv i spejlet, hvis man forskelsbehandler mod jøder, så bør man heller ikke gøre det på lignende vis mod andre grupper. Lad os køre jødetesten på Aarhus Universitets ansættelsespolitik:
Vi forestiller os, at man har undersøgt sagen og fundet, at andelen af jøder blandt universitetsansatte forskere er betydeligt større end i befolkningen som helhed. For at komme uligevægten til livs beslutter man derfor, at der skal gives ekstra penge til fakulteterne, hvis de ansætter ikke-jøder som professorer og lektorer.
Ville HR-vicedirektør Louise Gade fra Aarhus Universitet bryde sig om det? Ville ligestillingsminister Lykke Friis? Hvis nej, hvorfor har de det så fint med, at mænd udsættes for samme behandling?
