...Såååå, er den gal igen!... Denne gang med dé danske forældre, som stadig tørrer røv og skifter ble på deres store teenagebørn, som var de tilhørende en udryddelsestruet pandavariant!
Ikke nok med, at de unge forlader folkeskolen med en mangel på faglighed, der kun bliver overgået af Brian Mikkelsens mangel på indstillinger til årets mest sexede mand – nu, udtaler arbejdsgivere rundt om i landet, at forældrerne møder op på vegne af deres snotforkælede teenagepoder og spørger om jobmuligheder for disse.
Mange kiosker/købmænd/supermarkeder rundt om i landet udtaler, at flere og flere forældre møder op og fører ordet når de unge skal finde sig et svejerjob (for yngre, nutidige, læsere: Servicemedarbejder/flaskedreng og lign.). Den initiativløse unge teenager står 7 skridt bag den talende forælder og ser uinteresseret ud – det ér dog den stiveste, at vi nu er nået til et sted i den danske børneopdragelse og forberedelse til de unges voksne liv, at forældre ikke finder dét nødvendigt for deres teenagepoder, at vise dét initiativ, som kan medføre et job efter skoletid.
Det ér sgu da ikke underligt, at den danske teenageungdom falder igennem i internationale undersøgelser i et omfang, som kun er overgået af Lene Espersens manglende mødedeltagelser i internationale sammenhænge – når deres forældre, både indenfor og udenfor folkeskolens regi, i misforstået omsorg, stadig bærer rundt på poderne i seleposer, på maven, eller skubber dem rundt i deres Brio klapvogn - det minder jo mest af alt om Infantilisme og ødipuskompleks!
Vi er mange - endda rigtig mange - som er trætte af den evindelige og og omsiggribende petting af teenagepoder i dette land, som var de seneste skud på build a bear himlen! Det ligner mest af alt en scene i en, endnu ikke indspillet, Morten Korch film med Peter Plys og Fru Varnæs i hovedrollerne.
Det er muligt, at der eksisterer en hemmelig politisk agenda, som på én-elle-anden måde, skal forsøge, at få danske teenagepoder ud af deres cyber- og mobilverden for, at deltage aktivt i den virkelige verden. Men kunne det så ikke være en fordel, at forsøge det samme med deres forældre, inden en forkælet teenagesvøbegeneration pantsætter vort land i en ugidelig trang til at spille World of Warkraft eller FIFA på afbetaling og sender Danmark tilbage til den sorte middelalder, som en hvidhåret Sorcerer fra Ringenes Herrer!
Det er på tide med et rungende opråb, som giver genlyd blandt de toppede og snebelagte bakker rundt om i kongeriget – et opråb til en falleret og hunredmeterskovs-inspireret, semiforældregruppe, der stadig drikker te og spiser kattetunger på mødregruppens foretrukne Cafe i de seneste kreationer fra Wila og Jack & Jones. Lad os – sammen – fortælle de ungdommelige, smukke og ansvarsløse forældre, at deres omsorgshysteri og misforstsåede ”næstekærlighed” efterlader adskillige generationer på åbent hav til fri hunting for diverse varianter af internationale hajer – med et eneste formål for øje: At æde disse generationer på et halvt stykke brød...uden smør...
Det må være en aldrende taler forundt, at nedfælde et meningsudbrud vedr. dén del af danske forældre, som på skammelig vis fornægter deres ansvar under dække af en udbredt misforståelse for at drage omsorg for en midaldrende mand eller kvinde, der aldrig har fået sat en grænse eller stillet et rimeligt krav siden de kom til verden men er blevet båret, kørt, pettet og curlet frem af forældregenerationer som tror at de kan være bonkammerater med deres poder:
Danske forældre skal blive voksne og overlade barndommen til børnene...øhhh...har jeg vist sagt før!...