Jeg holder meget af min mor. Hun er en elskelig gammel dame på snart 90, men stadig i fuldt vigør. Hun har altid været socialdemokrat, nok mest fordi min morfar i en lang årrække var lokalformand for Specialarbejderne, men også fordi hendes verden er vokset i takt med Danmarks udvikling efter 2. verdenskrig.
Det giver af og til nogle sjove diskussioner at hendes børn er endt som borgerlige, men hendes attitude og adfærd – som selvfølgelig er betinget af en mors kærlighed - giver nogle pudsige associationer til da-gens Danmark.
Lad os lave et lille tankeeksperiment:
Hvis vi nu forestiller os at mor er et billede på Danmark og at hun har fået en lille efternøler i nyere tid, så kunne følgende godt være passeret:
Vi søskende har altid hjulpet Mor, så godt vi kunne, med det vi nu hver især var bedst til - altså bortset fra Peter – efternøleren. Det lille pjok, der altid er blevet smaskforkælet af Mor.
Men hvis vi brokkede os over det, sagde Mor blot med fasthed i stemmen: ”I er så store og har klaret jer godt, og en Mor må altså godt forkæle sine børn – især den mindste og han er jo en god dreng..”
Jeg kan godt huske min første avisrute. I kulde og regn og blæst skulle avisen ud, og jeg stred mig op og ned af de Sydsjællandske bakker på min gamle rustne cykel, så alle gårdene kunne få de daglige nyheder fra nærmeste købstad.
Det var hårdt og ofte surt, men det blev hurtigt glemt, når man lørdag formiddag på avisens lokalkontor kunne hente den lille brune kuvert med takken for ens anstrengelser. Klingende mønt, som kunne puttes i cigarkassen hjemme på værelset.
En skønne dag var kassen tung nok til at jeg kunne købe min første knallert – brugt selvfølgelig. Det var en frydefuld dag, og turen rundt med aviser blev snart en fornøjelse. Og det gik meget hurtigere, så meget at jeg kort efter spurgte lokalredaktøren om endnu en rute. Den fik jeg og indholdet af cigarkassen voksede hurtigt igen..
Men da Peter talte om at få et job som bydreng, sagde Mor bestemt: ”Nej, lille Peter, det kan du jo slet ikke holde til. Du skal passe dine bøger, for det er du jo så god til – og så skal Mor nok sørge for lidt mad til dig imens”. Og det holdt hun fast i, men han fik da også en fin eksamen.
Mor ringer tit og fortæller spændende nyheder hjemmefra:
”Peter har søreme fundet sig en kæreste”, fortalte hun med begejstring, ”En rigtig sød pige er det, for jeg kender hendes forældre”.
Mine pæne kommentarer blev helt overhørt.
”Det skal nok gå dem godt, for de er SÅ søde sammen – de var her at spise forleden – og de er SÅ forelskede”, kvidrede Mor videre, ”..men det er godt nok også synd for Lise – det hedder hun – at hun ikke har noget arbejde.”
Jeg prøvede at bryde ind i ordstrømmen; Jamen, så må hun jo…
”Det må sørme ikke være let for sådan nogle unge mennesker, men så stak jeg dem også en lille skilling, så de kunne gå i biografen eller sådan noget - det er altid godt at se en god film, hvis man har det svært - og jeg havde da også lidt mad i fryseren, de kunne få med hjem..”
-
”Det er altså sådan en fin lejlighed, de har fået. Sikke en udsigt, der er fra altanen”.
”Og så lige midt i byen, det er rigtigt smart kan du tro, så de hurtigt kan komme hen og handle og nemt besøge mig, for I andre bor jo så langt væk”.
”Den er godt nok lidt dyr, men et lille tilskud kan man da altid give sine børn”, pludrede hun videre uden at høre på mig.
-
”Hvor er det godt, at de har fået sig en lille bil nu..”
Fået?, spurgte jeg stille, men Mor fortsatte ufortrødent.
”Jeg tror det er vigtigt, at de kan komme lidt rundt, og så ser jeg dem jo også lidt tiere, når de lige kan køre herhen, ikke? – og det er jo ikke altid jeg lige har penge til en Taxa, vel..?”
-
”Kan du ikke komme og hjælpe mig med at plukke alle æblerne ned. Der er så mange, Ole, og jeg er ikke så glad for at klatre på stiger mere”.
Selvfølgelig Mor, svarede jeg, men kunne Pet…
”Så kan du også få lidt af dem med hjem. De er så fine og dejligt modne. Jeg har selv plukket alle de nederste, som jeg godt kunne nå. Dem fik Peter og Lise, for de har jo ikke så meget at gøre med. Jeg lavede også en masse æblegrød til dem – til fryseren, du ved..”
-
”Har du fået købt dig et jakkesæt, Ole – vi skal jo være fine i tøjet til brylluppet”.
”Lise bliver bare SÅ smuk, kan jeg fortælle dig – jeg var med hende ude at se på brudekjole. Den er SÅ flot. Lidt dyr, og de skal jo også have en gave, med dér har jeg fået en rigtig god ide. Jeg tror de skal have en bankbog med lidt håndører på - det synes jeg er en god ting, for du ved jo, at Peter har lidt svært ved at finde et job, han kan lide..”
Det har du da ret i, sagde jeg, men så kunne han jo…
”Og vi skal have rigtig god mad, kan du tro – jeg var selv henne ved slagteren og bestille det..”
-
”Nu skal jeg være Farmor igen”, kvidrede Mor lykkeligt, ”så jeg fandt lidt småting på loftet, som de kunne få til den lille ny. Og det maling, jeg havde købt til entreen, fik de også, så der kan blive pænt til den lille.”
”Og man kan allerede se det på Lise, for hun kan næsten ikke være i tøjet – men jeg stak hende en lille skilling, så hun kunne få sig noget pænt ventetøj”.
-
”Hvor er hun altså yndig, det lille nor – en rigtig bedårende lille prinsesse”.
”Men altså, Ole, jeg siger dig, det var dog en rædselsfuld gammel barnevogn, de havde med. Med rust både her og der og hjulene knirkede jo når de gik med den”.
”Det er ikke godt for sådan en lille prinsesse, så det ordnede vi, så de kunne købe en ny og fin én – og den skal jo også gerne passe til den nye bil, de har købt”
”Det er ellers en rigtig fin bil, Ole – sådan én skulle du også købe, der er så meget plads i den..”
Jeg prøvede at forklare, at jeg ikke lige havde råd til at købe ny bil, men det overhørte hun også..
”Jeg hjalp dem kun lidt med udbetalingen – og hvis Lise får et job, kan de sikkert selv betale afdragene.”
-
”Hvor er jeg altså træt i dag, Ole – jeg orker næsten ikke at gå ud at handle, kunne du ikke komme og handle for mig – og vi skal også lige forbi børnetøjsforretningen, for de har tilbud på nogle yndige små kjoler...”
Selvfølgelig Mor, men hvorfor er du dog så træt?
”Århh, du ved, Peter og Lise var her at spise igen i går, og den lille er jo lidt sart, ikke, så jeg måtte jo lave flere slags mad.”
”Og nu har de jo ikke noget arbejde mere, men heldigvis havde jeg jo fået købt alt for meget ind, og så kunne de jo få en masse med hjem”.
”Og naboens den mindste var også inde at spise med – de har vist ikke for meget derinde, og han ser altid sådan lidt sulten ud...”
Naboens dreng?, tænkte jeg. Jeg kan kun huske de unger som nogle lømler, der listede rundt om natten og huggede folks æbler i haverne, for så at sælge dem for 25 øre i skolegården dagen efter.
”..århh, du er altid så hård, Ole – jeg har jo rigeligt og han kunne jo godt lide maden, og han har sådan nogle bedårende brune øjne..”
-
”Du kan tro at mit køkken er blevet pænt, efter at det er blevet malet og sat i stand. Det er så fint nu, at jeg næsten ikke nænner at grise det til”.
Det var da godt, Mor, svarede jeg, men...
”Det var Peter, der ordnede det – han har jo en god ven, der er håndværker, og han kom og lavede det i søndags. Det blev godt nok lidt dyrt, men pyt, tænker jeg, for så kan Peter jo få resten med hjem, for de trænger jo også sådan til at få malet, inden den lille ny kommer..”
Så var det, jeg satte mig ned og skrev et lille brev:
Kære Mor
Jeg og mine søstre og brødre er for længst blevet voksne og har lært at klare os selv takket være din kærlighed og omsorg. Derfor vil vi selvfølgelig også fortsat støtte og hjælpe dig så godt vi kan, men helt ærligt Mor, når man tænker på at vi selv laver mad og vasker vores eget tøj, så er det altså ret meget vi betaler for at bo hjemme. Du skal selvfølgelig have nok til en god og tryg alderdom, men vi synes faktisk alle at Peter også godt snart kan klare sig selv.
De kærligste hilsner
Dine børn
Det giver af og til nogle sjove diskussioner at hendes børn er endt som borgerlige, men hendes attitude og adfærd – som selvfølgelig er betinget af en mors kærlighed - giver nogle pudsige associationer til da-gens Danmark.
Lad os lave et lille tankeeksperiment:
Hvis vi nu forestiller os at mor er et billede på Danmark og at hun har fået en lille efternøler i nyere tid, så kunne følgende godt være passeret:
Vi søskende har altid hjulpet Mor, så godt vi kunne, med det vi nu hver især var bedst til - altså bortset fra Peter – efternøleren. Det lille pjok, der altid er blevet smaskforkælet af Mor.
Men hvis vi brokkede os over det, sagde Mor blot med fasthed i stemmen: ”I er så store og har klaret jer godt, og en Mor må altså godt forkæle sine børn – især den mindste og han er jo en god dreng..”
Jeg kan godt huske min første avisrute. I kulde og regn og blæst skulle avisen ud, og jeg stred mig op og ned af de Sydsjællandske bakker på min gamle rustne cykel, så alle gårdene kunne få de daglige nyheder fra nærmeste købstad.
Det var hårdt og ofte surt, men det blev hurtigt glemt, når man lørdag formiddag på avisens lokalkontor kunne hente den lille brune kuvert med takken for ens anstrengelser. Klingende mønt, som kunne puttes i cigarkassen hjemme på værelset.
En skønne dag var kassen tung nok til at jeg kunne købe min første knallert – brugt selvfølgelig. Det var en frydefuld dag, og turen rundt med aviser blev snart en fornøjelse. Og det gik meget hurtigere, så meget at jeg kort efter spurgte lokalredaktøren om endnu en rute. Den fik jeg og indholdet af cigarkassen voksede hurtigt igen..
Men da Peter talte om at få et job som bydreng, sagde Mor bestemt: ”Nej, lille Peter, det kan du jo slet ikke holde til. Du skal passe dine bøger, for det er du jo så god til – og så skal Mor nok sørge for lidt mad til dig imens”. Og det holdt hun fast i, men han fik da også en fin eksamen.
Mor ringer tit og fortæller spændende nyheder hjemmefra:
”Peter har søreme fundet sig en kæreste”, fortalte hun med begejstring, ”En rigtig sød pige er det, for jeg kender hendes forældre”.
Mine pæne kommentarer blev helt overhørt.
”Det skal nok gå dem godt, for de er SÅ søde sammen – de var her at spise forleden – og de er SÅ forelskede”, kvidrede Mor videre, ”..men det er godt nok også synd for Lise – det hedder hun – at hun ikke har noget arbejde.”
Jeg prøvede at bryde ind i ordstrømmen; Jamen, så må hun jo…
”Det må sørme ikke være let for sådan nogle unge mennesker, men så stak jeg dem også en lille skilling, så de kunne gå i biografen eller sådan noget - det er altid godt at se en god film, hvis man har det svært - og jeg havde da også lidt mad i fryseren, de kunne få med hjem..”
-
”Det er altså sådan en fin lejlighed, de har fået. Sikke en udsigt, der er fra altanen”.
”Og så lige midt i byen, det er rigtigt smart kan du tro, så de hurtigt kan komme hen og handle og nemt besøge mig, for I andre bor jo så langt væk”.
”Den er godt nok lidt dyr, men et lille tilskud kan man da altid give sine børn”, pludrede hun videre uden at høre på mig.
-
”Hvor er det godt, at de har fået sig en lille bil nu..”
Fået?, spurgte jeg stille, men Mor fortsatte ufortrødent.
”Jeg tror det er vigtigt, at de kan komme lidt rundt, og så ser jeg dem jo også lidt tiere, når de lige kan køre herhen, ikke? – og det er jo ikke altid jeg lige har penge til en Taxa, vel..?”
-
”Kan du ikke komme og hjælpe mig med at plukke alle æblerne ned. Der er så mange, Ole, og jeg er ikke så glad for at klatre på stiger mere”.
Selvfølgelig Mor, svarede jeg, men kunne Pet…
”Så kan du også få lidt af dem med hjem. De er så fine og dejligt modne. Jeg har selv plukket alle de nederste, som jeg godt kunne nå. Dem fik Peter og Lise, for de har jo ikke så meget at gøre med. Jeg lavede også en masse æblegrød til dem – til fryseren, du ved..”
-
”Har du fået købt dig et jakkesæt, Ole – vi skal jo være fine i tøjet til brylluppet”.
”Lise bliver bare SÅ smuk, kan jeg fortælle dig – jeg var med hende ude at se på brudekjole. Den er SÅ flot. Lidt dyr, og de skal jo også have en gave, med dér har jeg fået en rigtig god ide. Jeg tror de skal have en bankbog med lidt håndører på - det synes jeg er en god ting, for du ved jo, at Peter har lidt svært ved at finde et job, han kan lide..”
Det har du da ret i, sagde jeg, men så kunne han jo…
”Og vi skal have rigtig god mad, kan du tro – jeg var selv henne ved slagteren og bestille det..”
-
”Nu skal jeg være Farmor igen”, kvidrede Mor lykkeligt, ”så jeg fandt lidt småting på loftet, som de kunne få til den lille ny. Og det maling, jeg havde købt til entreen, fik de også, så der kan blive pænt til den lille.”
”Og man kan allerede se det på Lise, for hun kan næsten ikke være i tøjet – men jeg stak hende en lille skilling, så hun kunne få sig noget pænt ventetøj”.
-
”Hvor er hun altså yndig, det lille nor – en rigtig bedårende lille prinsesse”.
”Men altså, Ole, jeg siger dig, det var dog en rædselsfuld gammel barnevogn, de havde med. Med rust både her og der og hjulene knirkede jo når de gik med den”.
”Det er ikke godt for sådan en lille prinsesse, så det ordnede vi, så de kunne købe en ny og fin én – og den skal jo også gerne passe til den nye bil, de har købt”
”Det er ellers en rigtig fin bil, Ole – sådan én skulle du også købe, der er så meget plads i den..”
Jeg prøvede at forklare, at jeg ikke lige havde råd til at købe ny bil, men det overhørte hun også..
”Jeg hjalp dem kun lidt med udbetalingen – og hvis Lise får et job, kan de sikkert selv betale afdragene.”
-
”Hvor er jeg altså træt i dag, Ole – jeg orker næsten ikke at gå ud at handle, kunne du ikke komme og handle for mig – og vi skal også lige forbi børnetøjsforretningen, for de har tilbud på nogle yndige små kjoler...”
Selvfølgelig Mor, men hvorfor er du dog så træt?
”Århh, du ved, Peter og Lise var her at spise igen i går, og den lille er jo lidt sart, ikke, så jeg måtte jo lave flere slags mad.”
”Og nu har de jo ikke noget arbejde mere, men heldigvis havde jeg jo fået købt alt for meget ind, og så kunne de jo få en masse med hjem”.
”Og naboens den mindste var også inde at spise med – de har vist ikke for meget derinde, og han ser altid sådan lidt sulten ud...”
Naboens dreng?, tænkte jeg. Jeg kan kun huske de unger som nogle lømler, der listede rundt om natten og huggede folks æbler i haverne, for så at sælge dem for 25 øre i skolegården dagen efter.
”..århh, du er altid så hård, Ole – jeg har jo rigeligt og han kunne jo godt lide maden, og han har sådan nogle bedårende brune øjne..”
-
”Du kan tro at mit køkken er blevet pænt, efter at det er blevet malet og sat i stand. Det er så fint nu, at jeg næsten ikke nænner at grise det til”.
Det var da godt, Mor, svarede jeg, men...
”Det var Peter, der ordnede det – han har jo en god ven, der er håndværker, og han kom og lavede det i søndags. Det blev godt nok lidt dyrt, men pyt, tænker jeg, for så kan Peter jo få resten med hjem, for de trænger jo også sådan til at få malet, inden den lille ny kommer..”
Så var det, jeg satte mig ned og skrev et lille brev:
Kære Mor
Jeg og mine søstre og brødre er for længst blevet voksne og har lært at klare os selv takket være din kærlighed og omsorg. Derfor vil vi selvfølgelig også fortsat støtte og hjælpe dig så godt vi kan, men helt ærligt Mor, når man tænker på at vi selv laver mad og vasker vores eget tøj, så er det altså ret meget vi betaler for at bo hjemme. Du skal selvfølgelig have nok til en god og tryg alderdom, men vi synes faktisk alle at Peter også godt snart kan klare sig selv.
De kærligste hilsner
Dine børn
