Dalai Lama er trådt tilbage som leder af den tibetanske eksilregering. Verdenssamfundet skylder ham stor tak.
Hvorfor nu det?
Der er to nationale uafhængighedskampe som fylder meget i den vestlige verdens bevidsthed: Palæstina og Tibet.
Hvad kan vi lære af Palæstinas uafhængighedskamp?
Hvis du er en opmærksomhedshungrende frihedskæmper uden militær eller økonomisk styrke, så kan du sikre verdenssmfundets opmærksomhed ved at kapre en masse fly, henrette en masse gidsler, opfordre til drab på alle jøder, affyre raketter og generelt opføre dig som en stjernepsykopat.
Det er selvfølgelig kun ganske få palæstinensere der opfører sig således, men er der nogen reel diskussion om, hvem der har sikret Palæstinas fører-position i kampen om opmærksomhed? Nej, vel…
Hvad kan vi lære af Tibets uafhængighedskamp?
Hvis du er en opmærksomheds-hungrende frihedskæmper uden militær eller økonomisk styrke, så er der et reelt alternativ til terrorisme. Du kan også vælge at sende en afdæmpet, evigt-smilende, karismatisk hyggeonkel på verdens-turné.
Konklusion:
Hvis det ikke var for Dalai Lama, så var det umuligt at komme med en realistisk og konstruktiv kritik af de frihedkæmpere, som mener at de må ty til vold for at få opmærksomhed om deres sag.
Jeg vil gerne leve i en verden, hvor “hyggeonkel-der-ligner-Blofeld”-tricket virker. Jeg vil gerne leve i en verden, hvor resultat-orienterede frihedskæmpere søger inspiration hos Dalai Lama, fremfor Hamas.
Jeg ønsker en to-stats-løsning i Israel/Palæstina-konflikten. Men det ærgrer mig at en to-stats-løsning kan tages som et uomtvisteligt bevis på at palæstinenserne har ført en effektiv frihedskamp. Det burde i sig selv være nok til at støtte Dalai Lamas efterfølgere i deres kamp, og håbe at de når i mål før palænstinenserne!
